15. Vemodig afslutning med glad og grænseløs skraldemandskærlighed

Det er altid vemodigt at slutte en bog, især når man som en gammel mand ved skrivebordet ikke ved, om den bliver den sidste. Det er også lidt sørgmodigt, fordi jeg kan være i tvivl om den røde tråd i mine drømmerier og oder, selv om der burde være en kolonihavefilosofisk ledetråd.

Jeg har forsøgt at overbevise mig selv om, at kolonihavefilosofi er den sandeste filosofi til tiden, men jeg kan godt se, at helheden er så broget, at den kan virke som en kaotisk jordisk redelighed, men måske er det ikke så slemt, at bogen fremtræder mere som en skraldespand end som en stringent systematisk afhandling. Jeg har i hvert fald en stor kærlighed til cyklisten Henry Heerups skraldemodeller, som er lige så primitive og banale som de stenfigurer, han hugger ud af de sten, han finder på marken og cykler hjem med til kolonihaven på sin cykelanhænger.

Skraldemodellerne er langt hen ad vejen skrald, han har set fra cyklen på sine ture, samlet op puttet i cykelkurven. På samme måde puttede Klodshans dyppelse og andet ragelse i lommen under turen på gedebuk til prinsessen og det halve kongerige. Jeg kan godt lide Heerups forsøg på at komme så tæt på både natur og kultur og samtidig have en så grænseløs kærlighed til affald og gammelt skrammel, der er blevet kasseret af pæne ordentlige mennesker.

Det pæne borgerskab har ikke altid den sans for den banale og elementære almindelighed, der er kærnen i kolonihavefilosofien, og som i mine øjne gør Heerup til en stor kolonihavefilosofisk billedmager. Både når han billede-gør naturens og kulturens herligheder i tilsyneladende ligegyldige sten og trist affald.

Af en stor mark-sten laver han med få hug et overflødighedshorn.  Han kalder en skraldemodel ”Livet og døden”, og det er både naturens og kulturens død med et lille kranium og et rustent tandhjul i bunden, og en stor rød og gul sol for oven, som godt kan symbolisere en slags opstandelse. I hans skraldemodeller opstår selv det mest grimme og afskyvækkende til evigt kunstnerisk liv, som når han korsfæster en indtørret rottemumie på et stykke træ. Det ville svært at få et menighedsråd til at hænge denne korsfæstelse op over altret i en kirke som kristen kunst, men det er skraldemandskunst med et både kristent og filosofisk budskab.

Hans i traditionel forstand smukkere Vanløse-Madonna hænger desværre ikke i en kirke. Hun er ellers så jordisk og så guddommelig, at hun er den rigtige moder til en mand, der er både er jordisk menneske og Guds søn. Hans ”Strygebræts-madonna” er en mere primitiv skraldemandsmodel lavet af farvede brædder med runde træklodser om hoveder. Den er ikke mindre smuk end madonnaen fra Vanløse, og et endnu stærkere udtryk for den filosofiske tankegang, der finder glæden, sandheden og skønheden i den konkrete uanselige hverdagsvirkelighed.

Jeg har tidligere citeret nogle linjer fra H.V. Kaalunds sang ”Jeg elsker den brogede verden”. Det er glad skraldemandskærlighed, selv om Kaalund var en senromantisk digter, som der i det moderne gennembruds lys af digtere som Pontoppidan og Holger Drachmann blev set ned på, fordi han hverken var realistisk eller romantisk nok.

Kaalunds sang ”På det jævne, på det jævne” har også fået mange nedladende og kritiske ord med på vejen, fordi den er blevet tolket som en hyldest til småborgerlig middelmådighed, men det er slet ikke tilfældet. I sangen er der en sans for det almindelige og nære jordiske liv, som bestemt ikke har mistet sin aktualitet og ikke udelukker fantasien. Det er fra den jævne jordiske almindelighed, at man skal ”bygge op til stjernerne en bro”, og ”kækt” med ”fantasiens evne” svinge sig op fra jorden. Man skal ikke kappe jordforbindelsen og bare flyve op i det blå for at lege i livstræets krone.

Kaalunds sprog er lidt højstemt, men meningen er god nok, selv om jeg foretrækker Heerups skraldemodeller, der både er primitive, fantasifulde, jordnære og smukke. Han har lavet en mågepige som skraldemodel, der er mere overjordisk smuk end nogen mere traditionel engel, jeg nogensinde har set, selv om skraldeskulpturen for et nøgternt blik virkelig er affald. Et ramponeret dukkehoved med en blå og bulet the-si som hat, der er omgivet af ølkapsler og en cykelklokke, og englevingerne er mågefjer. Mågepigen og andre af hans skraldemodeller er eksempler på, at et varmt skraldemandssind kan elske selv den mest mørke og snavsede virkelighed med en glad kærlighed, der får solen til at bryde frem. Det er vist Frans af Assisi, der har sagt, at der kun skal én solstråle til for at jage skyggerne på flugt. På mange af hans underfundige skraldemodeller er solstrålerne solsikker.

Den tjekkiske filminstruktør var god til i sine tidlige film fra Tjekkoslovakiet at fortælle om det gode, det sande og det skønne ud fra en helt almindelig hverdagsvirkelighed. Filmen ”Brandmænd i fyr og flamme” har en danseaften med skønhedskonkurrence hos det lokale brandværn i en lille provinsby som ramme om en fortælling, der både er grotesk og fuld af humoristisk politisk satire og stor skraldemandskærlighed til de komiske brandmænd, der gør sig selv helt til grin.

Hans søn Matej har arvet nogle gode skraldemandsgener. Han var arkitekten bag en stor udstilling på kunstcentret Silkeborg Bad, som han kaldte Imaginarium 2019. Et stort rum var forvandlet til en broget mængde af malede billeder, skulpturer og installationer, der skulle sætte fantasien i gang ved hjælp af menneskelige figurer, dyr og vækster i naturen, som var troværdige, men i den brogede sammenhæng fantastiske fantasifigurer. Man gik ind i udstillingen gennem store hestehoveder lavet af papmaché, og på et tidspunkt var hundreder af små får skåret ud i træ samlet i en dyb grotte.

Man blev bogstavelig talt bjergtaget af så meget natur, og kulturen var blevet til realistiske kulisser i et særpræget stilleben med både groteske, muntre og sorgfulde menneske- og dyreansigter. Det var ikke en skraldespand, fordi alt var udført med stor kunstnerisk sikkerhed, men det var, som Heerups skraldemodeller, udtryk for en grænseløs skraldemandskærlighed til den brogede verden med alle dens afskygninger i lys og mørke.

Efter oplevelsen i Silkeborg kan jeg se min bog som en stor skraldespand, der med lidt god vilje kan kaldes et imaginarium, hvor fantasien sætter drømmende tanker i gang ud fra den helt jordnære virkelighed med fire elementer, fire verdenshjørner, en ufattelig mængde af realistisk kultur, der kan bruges både i sandhedens, løgnens, godhedens og ondskabens tjeneste, og kulturelt affald, der kan blive til skønhed.

Derfor burde jeg ende med at skrive oder til affaldet og alt det gamle skrammel, der kan være i en kolonihave, men det må blive den næste bog. Jeg vil slutte med den sang om leg og dans i livstræets krone, som jeg i et tidligere drømmeri har stillet i udsigt. Men det er svært at udmønte grænseløs skraldemandskærlighed i en smuk sang, der både er realistisk og fantasifuld. Skønsang rimer på klingklang, og jeg vil nødig at Henrik Pontoppidan og Martin A. Hansen vender sig alt for mange gange i deres grav, hvis de hører den.

Jeg er mindre nervøs for Heerups overbærenhed. Han kan skildre smerte, glæde og kærlighed i groteske skraldemodelsformer, der samtidig er så følelsesfulde, at man bliver rørt til tårer. Sentimentalitet er i hans univers en naivitet, der både rummer fornuft og følelse. Derfor elskede han H.C. Andersen, og hans skraldemodeller kan som Andersens eventyr være sentimentale med både ironi, alvor og munterhed. ”Lohengrin på svanen” er et godt eksempel på kulturelt affald, der er blevet til skøn og eventyrlig kunst i Andersens ånd. Lohengrin er to stykker træ på en svane i flere stykker træ, der mere ligner en stor grim ælling, og Richard Wagners helt er bøjet sammen som en melankolsk knudemand, der er grøn i hovedet af sorg.

Det giver mig håb om Pontoppidans overbærenhed, at han på sine gamle dage til genforeningen 1920 skrev et digt: Det lyder som et eventyr…, som var lige så sentimentalt som Kaalunds ”Den dræbte and”, hvor den dræbte andemor er skildret lige så følelsesfuldt som den levende Mor Danmark i genforeningsdigtet.

MAH var lige så sentimental, uden ironi, i sin novelle ”Agerhønen”, og i et dagbogsnotat røber han, at han ikke kun var den alvorlige og formbevidste digter, som alle hans disciple i Heretica så op til. Her drømmer han om som Kaalund ikke at være bange for at ”bruge lyren til harmløs sang for børn og fæ”.

”Livsdans” er en sådan harmløs sang for børn og fæ og mine naboer og genboer rundt om den grønne gård, jeg har udsigt til, og det gør ikke noget, hvis den er både romantisk, realistisk, fantasifuld og sentimental. Den må også godt være mere munter end den realistiske livsdans Edvard Munch skildrer i sit store billede af ”Livets dans”.

Livsdans

Der er familie, der kan trykke,

skule ondt og skælde ud,

men jeg blæser dem et stykke

og så skynder jeg mig ud

for at danse i blæsten og solen,

da familien nok er et sted,

hvor man også langt nede i Polen

har både uro og fred.

 

Arbejdsglæden kan fordufte

bag den samme sorte skærm,

så er det at man skal lufte

både sjæl og fod og arm

for at danse i blæsten og regnen

og få luft for sit rasende had

til al den mekaniske viden

som ikke gør dig ret glad.

 

Der er så hård en kamp om magten,

alle kæmper for sig selv.

Er der ingen der har sagt dem,

At de slår sig selv ihjel.

Lad dem danse i blæsten og mørket.

Lad dem drømme om levende liv

 

Hvor de slet ikke har konkurreret,

men elsket helt uden kiv.

 

Der er så meget gammelt skrammel.

Det skal ikke smides væk.

Det kan både ung og gammel,

fantasi og snoretræk

smukt forvandle til skraldemodeller,

der er lysende på en jord,

hvor i blæsten og lyset man driller

med glade skraldemandsspor.

Et digt om glad og grænseløs skraldemandskærlighed. Er det virkelig en opskrift, der kan bruges til noget i en virkelighed, hvor det vrimler med konkrete opskrifter, ikke bare på mad, men på alle mulige interessante former for livsstil.

Jeg kan sagtens forestille mig, at en læser, der er kommet i gennem mine femten drømmende blogindlæg, vil efterlyse en lidt mere konkret opskrift på kolonihavefilosofisk praksis end cykelfrihed og at leve i nuet og en almindelig hverdagsvirkelighed, der ikke kan blive lille nok.

Skal man cykle i medvind eller modvind? Gå til banko eller på barrikaderne, når kulturens byrde bliver for stor? Tage vejret i naturen som det kommer eller blive lidenskabelig klimaaktivist? Stemme til højre eller venstre eller helt undlade at stemme? Ville det ikke være passende som engageret kolonihavefilosof at forslå et kampråb eller et vink med en vognstang, der kunne få så mange som muligt til at trække på samme tid i den rigtige retning?

Skal en drøm ikke virkeliggøres så konkret som over hovedet muligt? Jo, men den enkelte må selv virkeliggøre sit kolonihavefilosofiske sind i sin egen konkrete hverdagsvirkelighed uden at være afhængig af bekymrede formyndere. Jeg håber, det er blevet tydeligt, at sind er vigtigere end læresætninger og slagord. Det er forhåbentlig også blevet klart, at der er tale om et sind fyldt med lidenskabelig kærlighed til både fællesskab og natur, men også et sind med en individuel frihed, selv om naturen med dyr og levende plantevækster er uundværlig og vi mennesker også er uundværlige for hinanden.

Sporerne skræmmer fra religioner og ideologier, hvor selv de smukkeste tanker om kærlighed, frihed og fællesskab er blevet til fanatisme og moralske overgreb. Det gælder også den kærlighed til naturen, der lige nu er den varmeste dagsorden. Her kan man opleve, at enkle slagord som vegansk velvære og kulfrit klima kan føre til en lige så utålelig og tyrannisk moralisme som i de religioner og ideologier, som også har svælget i slagkraftige kampråb.

Med en sådan problembevidsthed søger jeg ikke efter smittende slagord eller supereffektive vink med en vognstang, men er glad for at have et kolonihavefilosofisk sind fyldt med mere og mere tro på kærlighed, frihed, fællesskab og natur, der kan blive inspireret af både kolonihaveliv og livet med eller uden vandrestav og cykel også uden for kolonihaverne.

På min stol ved skrivebordet på 3. sal vil jeg have lov til at drømme frit og kærligt om kulturens og naturens herligheder og forsøge at undgå både at være moralistisk fordømmende og så naiv, at jeg glemmer, at egoisme, død og tilfældighed hører med til det herlige liv, som man hverken kan cykle eller drømme sig fra.

For mig er kolonihavelivet og Heerups billeder og skulpturer filosofiske vink med en vognstang om et liv, hvor man ikke skal klamre sig til omklamrende opskrifter, men selv må lære at navigere i det herlige og sårbare liv i naturen og kulturen mellem alle de overflødighedshorn og skraldespande, man ikke kan undgå at komme forbi, hvis man forlader sin stol ved skrivebordet.

”Livsdans” er skrevet i den ånd. Derfor er naturen et stort overflødighedshorn, selv om den både er sårbar og uregerlig, og naturen er fyldt med skraldespande og affald, der ved hjælp af glad skraldemandskærlighed kan blive til sande og smukke overflødighedshorn.

14. Nyt kolonihavefilosofisk drømmeri

Jeg har lyst til efter mine forskellige drømmerier at vende tilbage til mit første om kolonihavefilosofi, som jeg stadig drømmer om kan blive fremtidens filosofi, selv om jeg sikkert ikke får mulighed for at reklamere for den i fjernsynets bedste sendetid eller skrive om den i en klumme hver dag i et stort dagblad.

Nogle vil uden tvivl mene, at jeg ikke vil slippe etiketten kolonihavefilosofi, fordi jeg faldt i en giro 413-gryde som barn og har været så glad for at følge Henry Heerup i kolonihaven og se på Bjørn Nørgaards lille kolonihavehus i centrum på den store gobelin om det Glücksborgske kongehus, at jeg er blevet blind for alle de negative konnotationer, mange forbinder med kolonihavelivet: konservativ, småborgerlig og stillestående idyl ud over alle grænser med dannebrogsflag i en lille flagstang, rødternet dug på bordet og røde pelargonier i alle de småborgerlige vinduer.

Det er der ikke meget Pan’sk uro og vildskab over. Men på den anden side giver det  hurtigt accelererende samfund stadig flere gode grunde til konservativt at holde lidt igen. Den småborgerlige hygge i kolonihaven er også bedre end sit rygte, fordi man ikke bare sladrer om andre, men lever tæt på hinanden og kommer hinanden ved i både hygge, lyst og nød. Den stillestående idyl kan endvidere formuleres mere positivt som sans for at leve i nuet. Det er ofte mere sundt end nostalgisk længsel efter at leve i fortiden eller utopisk længsel efter fjerne mål. Begge dele kan være et dække over virkelighedsflugt, fordi det er lettere at idyllisere fortiden og fremtiden end at leve her og nu i et aktuelt ansvar for familien, huset og haven.

Kolonihavelivet ser måske lidt for stillestående ud på de frimærker til 4.50 og 5.50, der blev sat i produktion for nogle år siden. Der er mere revolutionært brus over de mange små blæsende dannebrogsflag mellem grønne buske og træer, der toner frem i en gammel Olsen-bandefilm, fordi Egon har fået en af sine geniale planer, der indbefatter en flagstang med flag, der skal rage op i en lille motorbåd. Jeg tolker selvfølgelig billedet, der toner frem, som et symbol på den kolonihavefilosofiske kulturrevolution, som den lille tøffende motorbåd er et varsel om.

I modsætning til de store revolutioner, hvor den stærkeste sociale klasse tager den politiske magt, er den kolonihavefilosofiske kulturrevolution en omvæltning i den lille hverdagsvirkelighed både i og uden for kolonihaverne, og derfor kan ingen revolutionær forandring eller varsel om den være for lille. I kolonihaven kan det være at grave lidt dybere med sin spade for at få større kartofler. På altanen i storbyen måske at dyrke både tomater og agurker.

Jeg kan godt lide den gamle kulturradikalisme, hvor småt er så godt, at det af marxisterne, der tænkte anderledes stort, kunne affærdiges som reaktionær husmandsfilosofi. Jeg nævnte i mit første kolonihavefilosofiske drømmeri P.H ’s begejstring for børnenes appetit på solskin og jord i kolonihaven. Det kunne marxisterne ikke skræmme ham fra at sige, men nazisternes tale om blod og jord fik ham til at være tilbageholdende med en sådan formulering efter 1933.

Det bedste i 1930ernes kulturradikalisme og kulturkamp er glæde over naturen og naturudfoldelse i en lille konkret sammenhæng, hvor mennesker lever i gensidig afhængighed af hinanden og er glade både for den natur, de snuser til i buske og træer, og den seksualitet og kamplyst, der bruser i det røde blod under bukserne og kjolerne.

Kolonihaveejere bliver ikke ved med at være lige unge, men selv om de er blevet ældre, mere konservative og ser mere småborgerlige og stillestående ud end i deres ungdom, kan de røde blodlegemer stadig bevæge sig lige så aktivt som for mange år siden. Det ser man et smukt eksempel på hos hovedpersonerne i Martha Christensens kolonihaveroman ”Dansen med Regitze”.

Kulturradikalisme har lige som andre åndelige bevægelser vist en tendens til på sine gamle dage at blive så selvfed og tilfreds med sig selv, at de ikke kulturradikale let bliver anset som idioter, fordi de stiller kritiske spørgsmål til det frisind og den glæde over forskellighed, der i dag somme tider er blevet til en intolerant og smålig latterliggørelse af de, der er frisindede og forskellige på en anden måde end de , der har læst Politiken forfra og bagfra i mange år.

For disse læsere af Politiken er det ikke svært at forestille sig, at kolonihaveejere, der synes af have en aura over sig af småborgerlighed og nationalisme, stemmer på Dansk Folkeparti. Det er partiet selvfølgelig selv skyld i, fordi det på et landsmøde ville tage patent på kolonihaven og kolonihavehuset, men det er synd for den kolonihavefilosofi, der i mine øjne kan sætte nye forløsende ord på den gode gamle kulturradikalisme, der med PH som foregangsfigur taler om menneskers hengivelse til hinanden og naturen på tværs af sociale klasser og politiske ideologier.

Det er også for mig en genoplivning af den grundtvigske tradition om en universel menneskelighed, der meget hurtigt i slutningen af det 19. århundrede forstenede som en venstrepolitisk gårdmandsideologi for de i samfundet, der havde deres på det tørre. Det havde Grundtvig ikke forestillet sig, da han skrev om ”et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”. Selvfølgelig var han i sit arbejdsværelse, som jeg på min 3. sal, en bogorm, der gravede for lidt, svedte for lidt og sang for lidt på et stykke dansk jord, men han sagde hverken dansk først, eller kulturradikal først, men menneske først og kristen så.

Dette forsøg på at fastslå en universel menneskenatur, som jeg har refereret MAH ’s meget nedladende ord om, var både marxister og eksistentialister i det 20. århundrede også enige om at afvise som en naturbegrænsning helt ud i skoven. Marxisterne, fordi menneskets natur til enhver tid er et produkt af de sociale omstændigheder. Eksistentialisterne, fordi de er bange for, at mennesket som et stykke natur vil miste sin absolutte frihed. Og for begge parter skal vi være lige så ligeglade for naturen uden for os, som den er med os.

Der er ellers en gammel jødisk og en gammel græsk tradition for, at det er meningsfyldt at tale om menneskets natur. I jødedommen, fordi mennesket som al anden natur er skabt af gud. I den græske filosofi hos Platon og Aristoteles, fordi mennesket altid har været til som et fornuftsvæsen. I oplysningstiden og romantikken var disse tanker om en universel og uforanderlig menneskenatur stadig levende, enten med fokus på mennesket som et sansende og følende fornuftsvæsen eller med fokus på mennesket som et fornuftsvæsen, der skulle forsøge at styre sine sanser og følelser. Rousseau er i det perspektiv både romantiker og oplysningsfilosof.

I slutningen af det 20. århundrede er den dominerende universitetsfilosofi om mennesket blevet så idealistisk, verdensfjern og abstrakt, at man godt forstår, at marxister og eksistentialister efterlyser en mere jordnær filosofi, som tager hensyn til både den sociale virkelighed og menneskets frihed i enhver tilsyneladende nok så fastløst social situation. Det er også forståeligt, at Nietzsche går helt amok i sine fremdragelse af alle de naturlige dionysiske og aggressive drifter, som er blevet fortrængt med den idealistiske fornuft.

Jeg ved godt, at mit korte idéhistoriske overblik er en lidt summarisk overflyvning med helikopter. Det hører desuden med til historien, at der i de to sidste århundreder har været meget mindre interesse for abstrakt filosofi end for håndfaste empiriske videnskaber, der kan efterprøves i praksis, og for ideologier, der er lige så fornuftige, men lægger op til verdensforandrende praksis i den politiske virkelighed.

Men netop i den idéhistoriske situation har der også været stigende interesse for en menneske- og livsfilosofi, der var mindre tidsbestemt og mere universel end videnskaber og ideologier kan være det, fordi en ideologi altid er situationsbestemt, og enhver videnskab med respekt for sig selv kun kan udvikle sin fornuftige lovmæssighed på et lille udsnit af virkeligheden.

Hegel havde idealistisk forsøgt at udforme en ambitiøs universalfilosofi i begyndelsen af det 19.århundrede. Det var hundrede år senere blevet til en drøm om at finde nogle evige værdier, som Nietzsche havde skudt helt i sænk. Det var man ved at opdage, og det gav plads for både marxister og eksistentialister, der var enige om tomheden i det kapitalistiske klassesamfund, men meget uenige om vejen ud af det. Det klasseløse samfund eller eksistentiel beslutsomhed på tomhedens præmisser.

I den situation var der også filosoffer, der forsøgte at bestemme mennesket som et natur- og kulturvæsen med nogle universelle fællestræk, som det giver mening at bestemme som jordiske grundvilkår, man godt som filosof kan tage alvorligt, selv om det er digtere som Thomas Mann, Joseph Conrad og Henrik Pontoppidan, der er bedst til at anskueliggøre den menneskelighed, der i Nietzsches ånd beskriver mennesket som både fornuft, drift og længsel efter kærlighed, fordi mennesker er uundværlige for hinanden. Det var også digtere som Knut Hamsun og Sophus Claussen, der med størst lidenskab pegede på naturens uundværlighed.

Mit kolonihavefilosofiske drømmeri er et produkt af denne digteriske fantasi i begyndelsen af det 20. århundrede, som i Danmark gør aristokraten Karen Blixen og proletaren Henry Heerup til åndsfæller.

Det er derfor selvfølgelig et seminaristisk filosofisk drømmeri, som både Pontoppidan og MAH ville have smilet af, men det kunne de sagtens gøre i deres samtid, hvor man tog både videnskab, ideologi og universitetsfilosofi mere alvorligt end i dag. Det gør man på en måde stadigvæk, selv om mange tager identitetspolitik og identitetstænkning endnu mere alvorligt. Det er blevet så politisk korrekt at tale om forskellig kulturel identitet, at al snak om noget absolut i menneskets natur drukner i relativisme og retten til at have forskellig kultur og en natur, der er endnu mere forskellig. Kønsidentitet er ikke et spørgsmål om kun to køn, men om mange flere muligheder. Det er for banalt at komme fra Mars eller Venus. En så fastlåst identitet kan næsten ikke undgå at føre til overgreb, som det ligger uudsagt i me-too-bevægelsen.

Historisk synes der at være sket det, at kulturradikalisme med sans for noget absolut i menneskets natur og dets kulturelle liv er blevet til naturløshed og kulturrelativisme. Jeg er også overbevist om, at denne naturløshed og mangel på fast kulturel identitet skriger på en filosofi, hvor mennesket hverken skal løbe fra sin natur eller sin naturlige glæde ved et arbejds- og vandrer-liv med spade og vandrestav, for dermed at knytte til ved nogle tidligere drømmerier formet som oder.

Kolonihavefilosofi lyder konservativt og stillestående, men i den nuværende aktuelle situation, hvor identitetspolitik åbner for en relativisme uden grænser, kan det pludselig blive frigørende at pege på grænser, der sættes af de menneskelige grundvilkår, vi har sammen med hinanden, fordi vi er uundværlige for hinanden og lever i en gensidig afhængighed af naturen. Så er tillid, kærlighed og et varmt sind pludselig vigtigere end kompetencer, selvudvikling og en raffineret livsstil.

Men hvorfor bruge et så banalt ord som kolonihavefilosofi om fælles menneskelige sandheder på tværs af kulturer på kloden, der er så forskellige, har så forskellige religioner og så forskellige familiemønstre, selv om tillid, uselvisk kærlighed og et varmt sind nok alle steder bliver værdsat højere end mistillid, selviskhed og et koldt sind. Der er andre end danskere i Europa, der har kolonihaver, men hvorfor bruge et så snævert og i den globale sammenhæng så provinsielt begreb om den virkelighed, hvor individ, fællesskab og natur går op i en højere enhed og mennesker lever i tillid og med varme sind i uselvisk kærlighed til hinanden og naturen?

Det gør de selvfølgelig ikke altid, men de store ord er ikke bare varm luft. Jorden er fuld af mistillid, selvisk begær og kold beregning. Tilliden, kærligheden og glæden får alligevel forbavsende ofte det sidste ord, men måske skal de fælles menneskelige sandheder indøves i en så lille virkelighed, at de kan blive personlig sandhed også for de mest stive tidselgemytter.

Derfor vil jeg ikke opgive kolonihaven som tænkt øvelsesterræn for en filosofi, der tager sit udgangspunkt i en overskuelig jordisk realitet, der har plads til det enkelte individ og et socialt fællesskab, både i den enkelte familiekolonihave og i fællesskabet med andre kolonihaver i havekolonien, og som selvfølgelig også indbefatter den nære natur med træer og buske og den store kosmiske natur med sol, måne og stjerner.

Hvis jeg var indianer, ville jeg fokusere på de hellige cirkler, alle indianere lever i: det enkelte jeg, familien, samfundet, naturen og kosmos. Sandheden skal være konkret og nærværende. For mig som dansker er kolonihaven det mest konkrete udgangspunkt for en tænkning, der får alle de indianske cirkler med.

Kolonihavefilosofi er en sandhed om det enkle hverdagsliv, der ikke kan blive konkret nok. Jeg elsker kolonihaven både som konkret hverdagsvirkelighed og en længselsfuld drøm om det gode liv, og den danske kolonihavetradition kan med sine mange udtryk i litteratur og billeder gøres så anskuelig, at den er forståelig for selv den mest naturløse og verdensfjerne identitet.

Ved at skrive om kolonihaven som en drøm om det gode liv slår jeg forhåbentlig også fast, at kolonihavefilosofi ikke kun er en filosofi for kolonihaveejere, men for alle mennesker, der gerne vil sætte tænksomme ord på en universel menneske-identitet, som ikke er menneskerettigheder, men evigtgyldige menneskelige vilkår som eksistens i naturen og sammen med andre menneskelige eksistenser i den natur, vi både sanser og føler med det samme hjerte og den samme snusfornuft, som hverken borgerlig eller småborgerlig fornuft skal have lov til at tage patent på.

Både i leg, kamp, kærlighed og had. Den jordiske redelighed er såvel orden som uorden, som i en kolonihave, der gerne må være både kultiveret orden og naturlig uorden. Et Pan-hoved med horn i panden på kolonihavehuset kunne være et symbol på dette møde med såvel det søde som det bitre, som man ser på den rødternede dug som sukker og salt og som man konfronteres med i haven som strid blæst og mildt solskin. Det er også denne dobbelthed, der velsigner menneskenaturen med et fornuftigt overjeg og et genstridigt underjeg, fordi det dukker frem i lyset som både kærlige og aggressive drifter.

På samme måde er der både dyrkede rødbeder og ikke dyrket skvalderkål i en rigtig kolonihave, og begge dele er spiselige, og der er plads til såvel blomstrende mælkebøtter som blomstrende anemoner, og heldigvis kan høstanemonerne brede sig lige så hurtigt som mælkebøtter. Det er alle disse konkrete vækster i kolonihanen, der gør den både frodig og et frugtbart billede på en virkelighed, hvor vi kun kan blomstre, når vi får jord, luft, ilt og vand nok og er sammen med andre mennesker både som indbydende roser og irriterende løvetandsfnug.

I det efter manges mening nødvendige konkurrencesamfund er der en tendens til, at det enkelte menneske som enkeltindivid bliver sig selv nok, men det kan ikke lade sig gøre i en lille virkelighed, hvor man ikke kan udgå at se hinanden i øjnene i huset og haven. Hækkene er også så lave, at man heller ikke kan undgå naboernes blik. Selvfølgelig kan man gå hinanden på nerverne og skælde ud på både familie og naboer, og skælde ud på vejret, når det driller med for meget solskin eller for meget regn, men både i de menneskelige relationer og i forhold til vejr og vind ligger kærligheden hele tiden på spring, fordi vi godt ved inderst inde, at vi ikke kan modtage uden at give, og er sikre på altid at modtage, hvis vi giver.

Kolonihaveliv er indøvelse i en sådan gensidig og cirkulær kærlighed, både i forholdet til rødbeder, kartofler og andre mennesker, men dette cirkulære kærlighedsliv kan selvfølgelig sagtens udfolde sig i en storbyopgang, selv om det er lettere at holde sin dør lukket og undgå andres blikke i en opgang end i en kolonihave, hvor man godt ved, at alt håb er ude – uden for i solen og blæsten.

Kristendom er mere end kolonihavefilosofi, som er andet end kristendom, men der er meget Jesuskraft i en kolonihavefilosofi, der lægger vægt på den samme gensidige uundværlighed, som stikker hovedet frem i Jesu lignelser. Både i kolonihaven og den israelitiske ørken møder man den samme kærlighed til blomstrende ukrudt som til de velopdragne pelargonier, der står pæne og ordentlige i solen.

Kolonihavefilosofiliv er også en indøvelse til at leve i nuet, der ikke er fjern fra Jesu opfordring til at handle i øjeblikket og lade være med at leve alene i fortiden eller fremtiden. Man skal stadig heller ikke glemme, at Jesus ikke var en velopdragen potteplante, men et uregerligt stykke ukrudt, der ødelagde den pæne orden i de fromme jøders lovkompleks. Det er derfor i Jesu ånd at have en gud hængende på kolonihavehuset med djævelske horn. Den djævel, han forsagede, var grådighedens, selviskhedens og glædesløshedens onde ånd.

At leve i nuet skal ikke forveksles med at leve at leve et stillestående liv, der ikke kan forandre sig. Det er både i Jesu og Pans ånd at gøre oprør mod en bestående grådighed og selviskhed i længsel efter et kærligere liv og en virkelighed, der er mere rodfæstet i naturen. Det er ikke kun den sære symbolistiske digter Sophus Claussen, der drømmer om en himmel, hvor ”Pan og den lidende Kristus hjælper hinanden i Nød for at sidde til bords hos Gudsmoder”. En kolonihavefilosof kan også længes efter en jordisk virkelighed, hvor Jesus og Pan hjælper hinanden med at fylde et kolonihavesind med både kærlig kraft og naturkraft.

Jeg har tidligere forsøgt at drømme mig ud af elendigheden i mange kulturelle identiteter uden sammenhæng. De fælles vilkår i den samme natur og den samme fælles uundværlighed giver en universel sammenhængskraft, som hverken nationalisme eller multikulturalisme kan konkurrere med, fordi det er en sammenhængskraft i både fornuft, krop og sind hos mennesker, der kommer hinanden ved helt ind til benet, selv om de til tider river hårene af hinanden.

”kamp må der til, skal livet gro, ej kamp blot for dagligt brød, men kamp for frihed i liv og tro – thi evig stilstand er død”. Det er ikke en tekst af Grundtvig, men af H.V. Kaalund, der var en alt for primitiv digter til at blive taget alvorligt af Henrik Pontoppidan, men hans primitive ord om frihed i liv og tro er god kolonihavefilosofi i en moderne virkelighed, hvor mange er fristet til at flygte fra friheden, og andre ikke kan få frihed nok.

Denne primitive frihed på den cykliske naturs betingelser har jeg lyst til, selv om det måske lyder lidt poppet, at kalde cykelfrihed, fordi en cykeltur er en fin gylden middelvej mellem at gå afsted roligt og fredeligt med sin vandrestav og suse afsted i en bil med accelererende fart. På cykel er man både tæt på naturen og de bygninger, man cykler forbi, og i Danmark færdes så mange på cykel, at det er let på en vej eller cykelsti at føle et lige så socialt fællesskab som i en havekoloni, og på Brabrandstien ser man også de cyklister i øjnene, som man møder.

Det er altså næsten ren kolonihavefilosofi at cykle. Hvis man vil tænke kolonihavefilosofiske tanker, er det ikke tilstrækkeligt at sidde stille ved sit skrivebord på 3. sal, man må ud at cykle. Heldigvis er der i Danmark endnu flere cykler end der er kolonihaver, og der er ingen grund til at miste troen på den kolonihavefilosofiske kulturrevolution, selv om man selv hverken har en cykel eller en kolonihave. Cyklistlivet er lige så lidt forbeholdt cyklister som kolonihavelivet kolonihaveejere, en bilejer kan også tænke cyklisk, selv om han eller hun skælder ud på cyklisterne.

Jeg kan godt lide tanken om, at Johannes V. Jensen, der hele sit liv havde hyldet den positivistiske videnskab og den accelererende teknologi, der havde sat ham i stand til at køre hurtigere og hurtigere på motorcykel, endte med at skrive en oplysende pjece om de kolonihaver, arbejderne cyklede til.

Han, der i sin ungdom havde skrevet en pessimistisk roman, ”Kongens fald”, om et menneske, Mikkel Thøgersen, plaget af skyldfølelse og dødsangst, endte med i sin sidste roman at hylde både kolonihaverne og det myldrende cykelliv. Det gør han i en helt anderledes optimistisk roman om cykelpigen Gudrun, der forelsker sig i en arbejder med spade og kolonihave og foretrækker ham for en amerikansk bilfabrikant og mangemillionær, der ikke som Gudruns kæreste kunne drømme om at have en cykel eller sætte sine ben i en kolonihave.

Endnu mere kolonihavefilosofisk sind er der hos maleren Henry Heerup, der hele sit liv cyklede til og fra den kolonihave, hvor han malede billeder og huggede i sten hele året rundt. Også på de tider om vinteren, da det stadig kunne sne i Rødovre. Han elskede både Pan og Jesus, men allermest elskede han alt levet liv i kærlighed, både til den natur, der aldrig gjorde ensomhed til en ulykke, og til mennesker. De kunne selvfølgelig heller ikke lade være med at elske ham, fordi han både var romantisk og realistisk i sin syn på den menneskelige uundværlighed. Der kan være både knaster, buler og kulde i forholdet mellem mennesker, men den kolde selvoptagethed kan altid med et varmt og kærligt kys blive varm igen.

Kærligheden mellem mand og kvinde er også i hans kærlighedsunivers så erotisk og kønsbestemt, at det er godt for ham, han ikke oplevede me too-bevægelsen. Den havde bandlyst ham, fordi han på et stort familiebillede med mand, hustru og to børn lader manden – helt tydeligt ham selv – lader manden stirre forelsket på solen, som er malet som en stor gul kvinderøv. Billedet hedder ”Kvindesolen skinner”, og det kan man som mand ikke undgå at blive forelsket i.

Heerup laver både glade og realistiske cykelbilleder. På mit arbejdsbord har jeg udsigt til en farvet tegning, hvor han sidder energisk foroverbøjet på sin cykel under en lysende stjerne. Han er sikkert på vej sent hjem fra en sten, som har drillet ham. Jeg forlader også gerne, selv midt om natten mit skrivebord og cykler rundt om Brabrandstien, hvis jeg har behov for kolonihavefilosofisk inspiration.

Jeg cykler både af lyst og af nød, fordi jeg ikke har kørekort til bil, men jeg kunne ikke drømme om at købe en elcykel. Så ville jeg føle mig som en ikke filosofisk fartbølle. Jeg har selvfølgelig også en vandrestav, men jeg tænker bedst på to runde hjul, der kan få mig til at drømme om den sol og den måne, der sidder løse på stol, og blive klar over, at man aldrig lever så jævnt, muntert og virksomt, som når man cykler afsted med hjertet i kroppen og helt oppe i halsen, fordi man elsker den brogede kultur, den cykliske natur og de andre energiske cyklister, der ligner kolonihavefilosoffer, fordi de lige som Gudrun og Heerup bevæger sig på cykel.

Jesus havde helt sikkert også cyklet på de israelitiske veje, hvis cyklen havde været opfundet, og skovguden Pan i de græske skove, hvis ikke træerne på det tidspunkt havde stået så tæt.

13. Ode til Sonnys harmonika

Ved skrivebordet på min tredje sal/har jeg udsigt til mange vinduer/der lyser i mørket og får mig til at/lade tankerne flyve hvileløse afsted

men Sonnys harmonika i rummet/lige under mit eget giver ro/og en befriende glæde i sindet/som man får givet siddende på sin stive stol

uden at skulle bevæge sig rundt/med vandrestok eller sætte sig op/på den cykel der ellers er den sikre/adgang til frihed for både kroppen og den sjæl

der har behov for at bevæge sig/endnu mere end kroppen fordi vi/har sanser som ikke kan tilfredsstilles/ved kun at bruge musklerne i de fem sanser

sindets bevægelse er den sjette/og allervigtigste sans som ikke/sættes i de bedste svingninger af/panfløjtemusik eller rytmiske spadestik/

men af fine harmonikarytmer/der siver op gennem gulvbrædderne/fra Sonnys drivende dansende og/dinglende daskende og skønne harmonika

og gør mit lille arbejdsværelse/til et glædeskammer fordi Sonny/spiller på sin harmonika med både/dansende fingre og et varmt dryppende hjerte

når han spiller lige under går det/meget lettere med at få tanker/og følelser omsat til sætninger/der ender med at blive til de drømmerier

som de liflige toner fra Sonnys/harmonika burde forvandle til/varme og kærlige tekster der ikke/kan undgå at få både krop og sind i skælven

harmonikamusikken gør i hvert/fald mit bogkontor fyldt med billeder/til et dejligt imaginatorium/et sted viet til kærlig og dristig fantasi

men hans gamle og milde pokerfjæs/som jeg kan se for mig når han spiller/gør at jeg bevarer jordforbindelsen/og ikke forsvinder helt op i lette skyer

for han og jeg er så gamle og grå/at det slet ikke er sikkert at han/og jeg spiller og drømmer om fem år her/i gaden til venstre på anden og tredje sal

men lige nu er vi her stadigvæk/og jeg lytter til harmonikaen/og de toner der bærer præg af at han/og Kirsten har camperet både mod syd og nord

der er meget melodisk musette/og det berør mig altid når jeg kan/høre Recuerdos de la Alhambra/erindringer fra Alhambra komme stille op

gennem gulvet og minde mig om de/morgener hvor jeg sad højt oppe på/terrassen i et gammelt spansk byhus og/spiste min morgenmad med udsigt over floden

til Alhambra og næsten kunne se/løvespringvandet og høre vandet/risle i de paradisiske haver/der inspirerede Francisco Torrega

til den musik der ikke er mindre/paradisisk når Sonny trykker på/de sort-hvide  tangenter og lader de/langsomme rytmer fylde både hans og mit rum

fem minutter efter slår han over/i munter Evert Taube valsetakt/Kirsten og han elsker svensk folkemusik/lige så højt som nordisk køkken med medister

og den sylte som han ind under jul/arbejder så ihærdigt med at han/slet ikke har tid til at spille på sit/elskede tungeinstrument men må sende det

små hurtige luftkys fra køkkenet/oh du skønne musikinstrument/som vitterlig er et tungeinstrument/hvor indvendige metalblades vibrationer

sættes i gang af lufttryk der dannes/af en blæsebælg og man må sige/at Sonny er en smed til at blæse/med rappe fingre og store humøroverskud

harmonikaen er dog et mere/moderne instrument end de fleste/er klar over. Der blev tager patent på/tungeinstrumentet helt nede i Wien atten

hundrede niogtyve men siden/er det gået stærkt selv om det til at/begynde med betragtet som et lidt/for larmende folkeligt instrument der ikke

hørte hjemme i en symfonisk sal/hvor man spillede Beethoven og Bach/men nu er harmonikaen kommet til/ære og værdighed i ethvert stort musikhus

hvor man som Sonny elsker glad musik/der er tilsyneladende langt /fra panfløjte til harmonika men for/ mange tusind år siden opfandt kineserne

en lidt primitiv harmonika: sheng/med bambusrør i forskellig længde/man kunne blæse igennem og et stort/udhulet græskar som luftlomme og blæsebælg

det lyder som en panfløjte der har/lyst til at blive til harmonika/og som i Sonnys tilfælde er det lyst/der driver værket og så kom harmonikaen

samtidig med at folket tog magten/og gjorde dans til andet end lanciers/ og selv adel og det rige borgerskab/ved at man ikke danser tango til panfløjte

men til harmonika så tak Sonny/for din harmonika og din musik/der både lægger op til fyrig tango/og blid kinddans og heldigvis er det dig Sonny

og dig Kirsten der bor nede under/gulvet og som jeg ikke selv i min/vildeste fantasi ville drømme om/kunne finde på at klage over nabostøj.

12. Drømmeri om Jesus som kærlig realist med vandrestav

Jesus Kristus er i kristendommen et så guddommeligt væsen, at han er en tredjedel af den treenige gud. For 2000 år siden blev han kød og blod i et jordisk væsen med jordiske forældre Josef og Maria og voksede op i Nazareth med både brødre og søstre. Han vandrede på et tidspunkt rundt på vejene i Galilæa med vandrestav og drikkekar, men i sit korte vandrer-liv som både menneske og gud lavede han det ene store mirakel efter det andet og endte med efter sin korsfæstelse at opstå fra de døde.

Ifølge trosbekendelsen sidder han nu i himlen ved sin faderguds højre hånd som den guds søn, der ved den kommende dommedag på faderens vegne vil dømme både levende og døde. Indtil da er han i stadig guddommelig kontakt med de troende kristne via Helligånden, den sidste tredjedel af den treenige gud, som er garanti for hans nærvær i den jordiske redelighed i den lange mellemtid mellem personligt guddommeligt nærvær for 2000 år siden og nyt nærvær efter dommedag og de kristnes opstandelse fra de døde med den udvalgte kristne skare, der undgår at komme i helvede.

De udvalgte vil så leve i en evig guddommelig virkelighed, hvor de, i hvilken jordisk skikkelse de end fremtræder, vil være ren Helligånd. Det lyder godt, og de færreste tror på et kommende helvede for fornuftige gode kristne, der lever hæderligt og redeligt, og hvem forsøger ikke at gøre det? Men på den anden side lever vi så i en lidt trist mellemtid i en jordisk redelighed, der ofte kan være temmelig kaotisk, mellem det forjættede land for mange år siden, da Jesus vandrede fra Herodes til Pilatus, og det forjættede land, der venter engang i fremtiden, når blot vi er gode og fornuftige kristne.

Den kristne tro kan imidlertid måske gøres mere nærværende i den nutidige jordiske og naturlige virkelighed, hvis man i sin tro fokuserer mindre på den overnaturlige fortid og fremtid og mere på, hvad det egentlig var Jesus gik rundt og sagde som guds søn, inden han endte med at gå den tunge gang fra Herodes til Pilatus.

Det lægges der op til i Folkekirken, hvor der hver søndag holdes en prædiken over to rækker af evangelietekster med episoder fra Jesu liv, der kan handle om både underfulde helbredelser og lignelser, der er underlige og overraskende, fordi den arbejder, der kun har arbejdet én time, får lige så meget i løn som den, der har arbejdet hele dagen, og den, der passer på sine penge og gemmer dem, bliver straffet for sin fornuftige sparsommelighed.

Lignelser er fortællinger om hverdagen med en overraskende pointe. I disse to lignelser synes det at være, at ubekymret kærlighed er vigtigere end nøjeregnende og nærig retfærdighed. Det svarer meget godt til Jesu humoristiske fortælling om en nøjeregnende og retfærdig dommer, der ender med at give en fattig enke ret i hendes plager om at få ret over sin modpart, fordi hun måske ellers vil komme og slår ham i ansigtet. Jesus var på Guds vegne mere ubekymret. En så nøjeregnende og streng dommer er gud for Jesus netop ikke.

Det får man hurtigt blik for, når man læser i de fire evangelier. Og der er ingen tvivl om, at evangelisternes fortællinger om tømrersønnen fra Nazareth har historiske rødder, men det er lige så ubestrideligt, at fortællingerne på grund af deres sene nedskrivning omkring 40-50 år efter Jesu korsfæstelse og død er præget af den ældste kristendoms forsøg på at fastholde mindet om den historiske Jesus ved hjælp af den religiøse og overnaturlige farvelade, som både fromme jøder og fromme hedninger uden for Palæstina havde i bagagen.

Paulus var en sådan from jøde uden for Galilæa og Judæa, der aldrig havde mødt den historiske Jesus, men tolkede hans ord og handlinger i lyset af sin egen jødiske tro og sin viden om både jødiske og ikke jødiske guder og helte i den store hellenistiske verden.

Han var helt sikkert blevet omvendt til den nye tro på Jesus ved at høre de fortællinger, vi kender fra evangelierne, men dem nævner han aldrig i sine breve, men skriver kun om den nye retfærdiggørelse og frelse ved tro, der har afløst hans on andre fromme jøders tidligere retfærdiggørelse og frelse ved at overholde moseloven.

Denne nye tro, hvor Jesus er centrum, bliver også årsagen til, at evangelisterne med deres fortællinger om Jesu liv vil bevare den historiske virkelighed, hvor den historiske tømrersøn Jesus med sine undere og lignelser fremtræder med mere og mere guddommelig autoritet og ender med både at opstå fra de døde og flyve op i himlen.

Det betyder ikke, at vi i evangelierne møder en uhistorisk virkelighed, men det betyder, at vi måske skal kunne gennemskue de første kristnes religiøse og guddommeliggørende farvelægning for helt at kunne forstå, at tømrersønnen i sit liv kunne få tilhængere, der holdt fast ved hans person og hans ord, selv om han blev korsfæstet af romerne. Romerne var en brutal besættelsesmagt, der ikke var glad for den opstandelse Jesus fremkaldte blandt almindelige jøder, men de kunne ikke forhindre, at et i deres øjne lille historisk røre blev til en store guddommelig opstandelse fra de døde, som det var tilfældet i andre store religioner, og som det blev vigtigt for både jøder og hedninger i det store romerske rige at tro på.

Det er der selvfølgelig en forklaring på. Jeg drømmer derfor om ved at se igennem den stærke religiøse farvelade i evangelierne og evangelisternes meget bevidste guddommeliggørelse af en provokerende profetskikkelse at få øje på en historisk Jesus med jordforbindelse. En kærlig realist, der lever i nuet og den jordiske redelighed med både humor og håb, men gør det på en så usædvanlig måde, at der er al mulig god grund til at tro på ham som en guddommelig frelser både før og efter sin  korsfæstelse.

Det lyder måske for godt og mærkeligt til at være sandt, men det er drømmeri som en nødvendig reaktion på en Jesusopfattelse, hvor Jesus svæver som en tidløs og tandløs due over både nuet og det jordiske liv. Og det drømmeri er der heldigvis mere belæg for i evangelierne, end de fleste drømmer om.

Mere i Jesu lignelser end i fortællingerne om hans undere. Et under kan hurtigt i lyset af hans egen voksende guddommelighed blive så forvandlet, at det ender med at være et naturstridigt mirakel. I lyset af hans egen opstandelse fra de døde bliver nogle af hans helbredelser dødeopvækkelser. Og man kan se, at evangelisterne, når de skriver af efter hinanden, gerne vil gøre et helbredsunder lidt større. Jesus får Simon Peters svigermor på benene, fordi de kommer forbi og er sultne. Hos Markus ligger hun til i sengen med feber, hos Lukas er der tale om høj feber. Ellers har han sikkert ikke syntes, at det var et under af guds søn, som det var værd at skrive hjem om.

Lignelserne er så helstøbte og overraskende fortællinger, at det er svært at ændre på dem, uden at pointen går tabt. Pointen ligger på den anden side så tydeligt i selve lignelsen, at man ikke altid kan stole på en tilføjet pointe. Den afslører somme tider den ældste kristne menigheds forsøg på i gammel jødisk ånd at gøre Jesu nye forkyndelse af ubekymret, betingelsesløs og spontan kærlighed til moralistisk omvendelsesmoral.

Det gælder tre lignelser hos evangelisten Lukas, der kap. 15 i sine pointer roser et får, en mønt og en søn fordi de omvender sig og vender om for at blive fundet, medens de tre fortællinger helt tydeligt fortæller om en fåreavler, en kvinde og en gammel mand, der spontant sætter alt til side for at finde et får, en mønt, en søn der er blevet væk og bliver glade, da de finder dem, selv om de har andre får, mønter og sønner.

Den moralistiske bekymring bliver endnu større, hvis lignelsen i sig tilsyneladende er dybt umoralsk, som senere i Lukasevangeliet, hvor der fortælles om en bedragerisk godsforvalter. Han er blevet afsløret som bedrager af sin herre, men skynder sig, inden han bliver fyret, at nedskrive den gæld, forskellige personer har til hans herre, for at kunne få noget af dem til gengæld på et senere tidspunkt som tak for sin gældsnedskrivning. Det gør han fordi han, som han tænker ved sig selv, ikke har kræfter til at grave og skammer sig ved at skulle tigge, når han er blevet arbejdsløs

Herren roser til sidst i lignelsen sin godsforvalter, fordi han havde båret sig klogt ad. Det var et virkeligt problem for de første kristne, at man kunne optræde så frækt og umoralsk og få ros for det. Efter lignelsen kan man hos Lukas finde fire forskellige måder at udlægge lignelsen på med moralsk alvor, som afslører både forvirringen og den moralistiske jødiske baggrund hos de kristne, der ikke længere er samtidige med Jesus og ikke derfor kan forstå, at Jesus i situationen helt sikkert med humor har forholdt sig ironisk til godsforvalterens spontane bedragerier og eftersøgt en lige så spontan fantasi, hvis der var brug for forvalterens kærlighed til de fattige.

Til gengæld har han helt sikkert ikke kunnet skjule sin glæde over fåreavlerens, kvindens og faderens spontane og kærlige beslutsomhed i lignelserne om fåret, mønten og sønnen, der var blevet væk, men blev fundet igen. Her var der også tale om en nutidig nødsituation, hvor man skulle beslutte sig til handling eller lade stå til.

Mange andre lignelser foregår i en lige så presset hverdag med mænd og kvinder i travl beskæftigelse i huset eller på marken, og den kærlige beslutsomhed er ikke et sindelag, man skal kæle for, men handlinger i øjeblikket, der fører til noget, og hvor man i modsætning til godsforvalteren tænker på andre og andet end sig selv. Derfor skal man sørge for som de fem brudejomfruer at have olie i lamperne, ikke være bange for at slippe hvad man har mellem hænderne, hvis man bliver inviteret til et stort gilde, og have tillid til, at hvad man sår og planter lige nu vil blive til vækst og frugtbarhed.

Jesus formulerede i sine lignelser en tillid til gud som virksom kærlighedskraft i verden, som han selv ikke kunne lade være med at være en del af, og som det for ham var lige så selvfølgeligt, at mennesker, der var skabt i guds billede, ikke kunne lade være med at lade sig gribe af og sætte alt andet til side, hvis de i nuet stødte på sygdom, sult eller fattigdom, som man kunne gøre noget ved.

Så var man i guds rige, som for ham ikke var en geografisk lokalitet med grænser, men et jordisk og åndeligt kærlighedsrum uden grænser. Troen på dette rige udfoldede han både med ord og handlinger i den konkrete gudskabte jordiske virkelighed med en kærlig realisme, som var både humoristisk og fyldt med håb. ”Hvorfor ser du skæven i din nabos øje, men ikke bjælken i dit eget”? men samtidig var han overbevist om, at udbyttet af hans ubekymrede såning på både stengrund og i tidsler ville give mindst hundrede fold.

De fattige, de sultne, de syge og alle de andre udstødte i samfundet var selvfølgelig glade for en sådan kærlighedsrum-tro, der både i ord og handlinger satte sig ud over den alvorlige lovfromhed, som Jesus gav det glatte lag med sin betingelsesløse hjælp til de udstødte og sin betingelsesløse tilgivelse i nuet. Jesu anliggende var helt åbenbart at sprede den kærlighedsglæde i den jordiske redelighed, som han selv var blevet grebet af med sin tro på Guds rige som en kærlighedskraft.

Han var tilsyneladende overbevist om, at man bliver god af at blive glad, medens de lovfromme for ham kun blev selvglade og selvretfærdige af at skilte med en godhed, som ikke udsprang af spontan glæde, men af love og bud, og så hjalp det ikke, at det var kærlighedslovbud.

Han havde meget til overs for børn, ikke fordi de dermed skulle være uskyldige og syndfri, men fordi de levede i nuet. Han var sikkert klar over, at den jordiske redelighed var fyldt med både synd og død, men i nuet var glad kærlighedskraft en mere virksom medicin end moralistiske formaninger, og selv dæmoner var åbenbart mere bange for kærlig glæde end for moralsk alvor.

Denne aktive og glade kærlighedskraft var ikke en sindstilstand, man omhyggeligt skulle bygge op. Det ville føre til et lige så stort hykleri som frygten for ikke hele tiden at leve efter moseloven. Det var en kraft, der blæste som vinden, men som i guds rige som guds uregerlige kærlighedskraft var lige så selvfølgelig som den kendsgerning, at mennesker er afhængige af hinandens kærlighed. De udstødte har selvfølgelig lige så meget brug for kærlig hjælp, som vi selv har det, fordi vi er lige så uundværlige for dem, som de er for os, selv om vi måske føler, at vi har så meget kærlighedsoverskud, at vi kan leve for os selv, men det er en illusion.

Menneskers gensidige uundværlighed var for Jesus en lige så indlysende selvfølgelighed som den selvfølgelige spontane barmhjertighed, når den gensidige afhængighed gjorde barmhjertigheden til en glædespligt, der spontant måtte sætte sig ud over moselovens forpligtelser og helbrede på en sabbat.

Sabbatten er til for menneskets skyld og ikke omvendt. Det brød de fromme farisæere sig ikke om at høre, men Jesus måtte i sin samtid skuffe andre end de, der klamrede sig til moseloven og alle de mundtlige overleveringer, man føjede til den for at få den til at passe med samtidens samfund. De kunne ikke lade være med at synes, det var overfladisk og naivt bare at tro på og leve efter kærlighedskraft som en både guddommelig og menneskelig selvfølgelighed i alle tænkelige øjeblikkelige situationer.

Andre jøder var lige så skuffede og frustrerede over hans ubekymrede og beslutsomme brug af kærlighedskraften i guds rige her og nu uden at skele til hverken fortiden eller fremtiden. Mange jøder håbede på Jesu tid på en ny messiansk storhedstid for Israel, som så igen skulle ledes af en salvet konge, en messias efter opskriften i Det gamle Testamente, der med kong David som det store forbillede kunne herske suverænt over det udvalgte folk og sikre dets selvstændighed i lydighed mod Jahve som den eneste gud og moseloven som den eneste lov.

Det håb fil endnu mere næring på Jesu tid under den romerske besættelse, men det var politiske messianske forventninger, Jesus slet ikke havde lyst til at leve op til. Selv om guds rige var midt i den kaotiske jordiske redelighed, var dets frembrud ikke et spørgsmål om politisk strategi og væbnet oprør, men om jordisk tilgivelse og barmhjertighed.

Han blev heller ikke frustreret over den jordiske uorden og mangelfuld jordisk gennemslagskraft for sit kærlige glædesbudskab. Det tog han, som det fremgår af lignelserne, med illusionsløst godt humør. Han begyndte ikke, som andre i sin samtid, at drømme om en overjordisk guddommelig menneskesøn, der skulle komme fra himlens skyer og holde dommedag over de mennesker, der levede et alt for syndigt jordisk liv og spiste, drak og elskede uden at vælge det asketiske liv, som for mange gik hånd i hånd med forventningerne til det kommende rene åndelige liv i en himmel renset for jordisk urenhed.

Allerede Johannes Døberen havde haft fantasier om et sådan asketisk liv, men Jesus var ikke bleg for at indrømme det berettigede i at kalde ham en fråser og en dranker i sammenligning med en sådan asketisk alvorsmand, der ikke elskede det jordiske liv. Jesus elskede ikke synd, men de største syndere var i hans øjne de som moseloven gjorde selvretfærdige. Det handler mange lignelser om, og broderen til den søn, der hos Lukas bliver fundet, er et billede på en sådan selvretfærdighed.

Alt tyder på, at Jesus var lige så glad for det jordiske liv, som han var glad for at gøre sin tro på guds rige som kærlighedskraft til virkelighed. Det kan godt være, at fortællingen om, at han til et bryllup forvandler vand til vin er uhistorisk, men det er ikke urealistisk, at han ved mange lejligheder har drømt om at gøre det.

Der er også underberetninger der viser, at han helbreder med kærlig realisme og ikke blot med kærlig naivitet. Flere gange må han tage hårdt fat og spytte et par gange, inden der sker noget, og man havde gerne hørt hans glade latter, når der så skete noget, som man gerne ville have set hans humoristiske reaktion på steder i bjergprædikenen, der gør hans ironiske kritik af de lovkyndiges moral til en gravalvorlig moralisme, som jeg nødig vil mistænke Jesus for at være skyld i. ”Thi sandelig siger jeg Eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå …Derfor: Den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget. Thi jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”.

Man fornemmer Jesu anliggende i de sidste sætninger, men bjergprædikenen i sin helhed afslører, at Matthæus er en jødekristen, der gerne vil have Jesus til at være en ny Moses. En så detailleret og beregnende retfærdighedsmoralisme, som den man møder i de foregående sætninger forklædt som evangelisk kærlighed, havde helt sikkert fremkaldt et overbærende smil hos den humoristiske tømrersøn, der først holdt op med at le, da han hang lidende på korset.

Døden på korset afslører, at det var romerne der slog ham ihjel. De jøder, der levede i fortiden med messianske forventninger, eller i fremtiden med håb om dommedag og opstandelse, var sikkert ret lige glade med, at han blev korsfæstet. Farisæerne og de lovkyndige var til gengæld glade, fordi Jesus ville have mennesker til at leve i nuet med en selvfølgelig og tillidsfuld kærlighed til hinanden, der kunne ende med at gøre moseloven overflødig.

Det er derfor sikkert lovkyndige højt på strå i det jødiske præsteskab, der har hvisket Pilatus i øret, at det var en god idé at slå Jesus ihjel. Pilatus havde bemærket, at der var en uro i den jødiske befolkning, der kunne blive til noget endnu værre, og han var hurtig til at korsfæste uromagere. Så han skulle kun have en lilleanledning til at handle meget hurtigt.

Den lille flok, der havde fulgt Jesus, var hjælpeløse i dette spil i Jerusalem mellem præstestyret, Pilatus og kong Herodes fra Galilæa, der også var i hovedstaden i anledning af den jødiske påske. De havde troet fast på kraften i hans budskab om kærlighed, fordi det havde givet håb her og nu og for den fremtid, de som almindelige mennesker havde fået større tillid til, fordi de som dæmonbesatte, fattige, syge og andre slags syndere var blevet hjulpet, eller kendte nogle, der var blevet det.

Han havde både grædt, leet og spist så meget sammen med dem, at de slet ikke kunne forestille sig, at det var forbi, og at de i fremtiden skulle leve uden hans kærlige og glade nærvær i både sorg og glæde. De kunne heller ikke glemme de enkle lignelser, som var taget lige ud af deres hverdag, og hvis fantasifulde billedsprog gjorde barmhjertighed og tilgivelse til en realistisk begivenhed i mødet mellem mennesker i gensidig afhængighed af hinanden.

De kunne ikke lade være med at holde fast ved tømrersønnen Jesus af kød og blod og samværet med ham. De spiste sammen, som om han stadig var til stede og gjorde dem glade med sine mageløse ord og handlinger. Alt det han havde sagt og gjort blev ikke tilintetgjort efter hans død, men snarere endnu mere dyrebart, selv om han var blevet korsfæstet som en forbryder på et kors.

Jeg vil ikke udelukke, at hans opstandelse fra de døde er noget meget mere mirakuløst, men jeg er sikker på, at det også er sandt at han levede i nuet og den jordiske redelighed som en så kærlig realist og med så meget humor og håb, at hans fortsatte liv ikke kunne undgå for hans tilhængere at blive en lige så selvfølgelig og glædesfyldt realitet, som hans egen tillidsfulde tro på gud og tillid til menneskers tro. Jeg tror ikke, at han på noget tidspunkt har følt sig forladt af hverken gud eller mennesker. ”Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig” er en sætning, de første kristne jøder lægger ham i munden, for at han kan opfylde profetierne om en lidende messias.

Hans tilhængeres første reaktion er glæde over, at han efter sin død, trods deres spontane fortvivlelse, er til stede som om han ikke har forladt dem, og da de senere tror på ham som guds søn, kan han selvfølgelig slet ikke forlade dem. Som skolet teolog ved jeg godt, at de første tænkere i den kristne menighed, der hurtigt udviklede sig til at rumme andet end fiskere, bønder, håndværkere og fornuftige farisæere, kendte så meget til jødisk teologi og hellenistisk religionsfilosofi uden for Israel, at de ikke kunne lade være med at tolke de varme erindringer om hans person, gøren og laden i lyset af deres jødiske og hellenistiske forud-forståelse af guddommelige skikkelser i jødedom og hellenisme.

De første kristne og deres teologer måtte så at sige gøre Josefs og Marias søn mere guddommelig, for at man ikke skulle rynke på næsen af det tilsyneladende almindelige jordiske liv, han havde levet, selv om det for dem stadig var en frisk kilde til glæde og kærlighed, og blev ved med at være det, når de mindedes, hvad han havde sagt og gjort i de fortællinger, som blev ved med at have en særlig plads i deres hjerter, selv om fortællingerne, da de blev skrevet ned, blev præget af, at det var jøder, der havde været bundet af moseloven, der skrev dem ned.

Disse jøder var alligevel begyndt som kristne at tro på Jesus på en så ny måde, at kristendommen efterhånden skilte sig ud fra jødedommen. Paulus var den, der med syvtommersøm slog fast, at retfærdiggørelse ved tro er noget helt andet end retfærdiggørelse ved moseloven. Han har tilsyneladende også kendt fortællingerne om Jesus så godt, at han med sin meget indviklede teologiske terminologi på et søm rammer ånden i de historiske ord og gerninger i øjeblikket, som vi heldigvis i evangelierne stadig har adgang til, selv om de er blevet farvet af, at Jesus blev gjort så guddommelig, at han kunne tage kampen op med andre guder på det store religionsmarked i det romerske imperium. Men man kan alligevel godt se, at Paulus i sin syn på mad, drikke og jordisk kærlighed nok var tættere på asketen Johannes Døberen end på fråseren Jesus.

I det nye religiøse sprog troede de kristne på Jesus, fordi han var blevet korsfæstet og ikke, selv om han var blevet det, fordi han derved kunne opfylde gamle jødiske profetier om en lidende guddommelig messias, og han blev som Guds søn og kommende menneskesøn efter hellenistiske opskrifter gjort mere guddommelig, end nogen nok så guddommelig jordisk konge kunne have drømt om at blive det.

Det lyder som gusten og kynisk spekulation, men det var det slet ikke for de første kristne, der havde mødt Jesus og ikke kunne glemme ham og var glade for, at der var teologisk belæg for, at de kunne blive ved med at tro på, at han var sandheden i deres og i alle andre menneskers liv.

Jesus var ikke en udspekuleret teolog, men en empatisk og beslutsom profet, der kunne formulere sig kort og fyndigt. Allerede den sidste evangelist Johannes må have haft en fornemmelse af, at den profet, der have gået levende rundt i Galilæa medvandrestav, kunne drukne i indviklet teologi og ny lovfromhed og lader ham i et enkelt og meget malerisk symbolsprog formulere en tro på den samme tilgivende og ubegrænsede kærlighed, som Jesus havde talt om og praktiseret.

Han gengiver helt klart ånden i Jesu ord og gerninger, men sproget er anderledes, end det vi kender fra de andre evangelier, og man savner ironien og den jordnære humor i Jesu lignelser. Johannes lader Jesus holde lange taler om, at han er vejen, sandheden og livet, den sande vinstok og den gode hyrde, som bliver en anelse monotone og næsten selvlysende reklamer for hans nye guddommelige status.

Man savner de visne vinstokke og den snavsede vandrestav, som også havde hørt med til billedet af ham i det jordiske landskab, hvor himlens fugle og markens liljer ikke var abstrakte symboler på guddommelig kærlighed, men konkret og levende jordisk liv, der var lige så forgængeligt og skrøbeligt, som Jesu liv viste sig at være.

Alligevel drømmer jeg om, at det er dette jordiske liv og troen på, at det kan være mageløst, der er kærnen i en kristen tro, der vil leve i nuet med både humor, håb og tro på, at lige meget, hvor meget synd og død, der er i den jordiske redelighed, er der endnu mere glæde og kærlighed.

Derfor er det vigtigt, at det er evangelietekster og ikke Paulus’ breve, der prædikes over i Folkekirken, selv om den lidt asketiske teltmager er bedre end sit rygte. Den kristne tro kan ikke undvære tømrersønnen fra Nazareth i den støvede ørken og den svale olivenlund uden at miste sit salt og den klippegrund, der er troens kildevæld. Det er den, så længe evangelierne stadig kan læses og høres med deres overraskende lignelser og hårde udsagn om religiøs selvoptagethed i en guds navn, der ikke må være gud for de svage, men kun for de stærke, selv om denne lovfromme selvindbildte styrke er bygget på sand.

Henrik Pontoppidan hadede den overfladiske kristendom, han stødte på i sin barndom, ikke så meget i sit eget hjem som i det kirkelige miljø omkring præstehjemmet, og Martin A. Hansen havde et anstrengt forhold til kristendommen, fordi han godt kunne se forskel på gravalvorlig kristelig selvoptagethed og alvorlig kristen glæde med et glimt i øjet.

MAH har skrevet et essay om Jesus som Marias søn, hvor han forsøger at grave sig ned til glædeskilden under den kirkelige og kristelige mangel på både alvor og humor. Det har uden tvivl også glædet Pontoppidan at slutte sin ironiske, men alligevel varme lille julesalme med, at ”man under juleaftens glæde altid kan høre æslet skryde og barnet græde”. For MAH var det en øjenåbner at læse Georg Brandes’ bog ”Sagnet om Jesus”, fordi dens kritik af det sagnagtige og mytologiske i den kirkelige Jesusskikkelse for ham banede vej til i evangelierne at finde Josefs og Marias søn.

Jeg har set mange alvorlige og smukke film om Jesus, og Pier Paulo Pasolinis film ”Matthæusevangeliet” er nok den mest gribende i den genre, men den Jesus, man møder i hans film er, selv om filmen er sort-hvid, næsten for farvet i musik og billeder af den guddommelige Jesusskikkelse, der som i Johannesevangeliet er for alvorlig til at kunne smile og sige en vits.

Den spanske filminstruktør Luis Bunuel har lavet en film ”Mælkevejen”, som er lige så kritisk overfor de kirkelige og kristne traditioner som Georg Brandes, men i filmen, der handler om en pilgrimsrejse til Santiago de Compostella, møder man i små klip en historisk Jesus, der er så humoristisk, jordnær, kærlig og realistisk, at det fra Bunuels side helt sikkert er ment som en provokation af Den katolske Kirkes verdensfjerne kristendom, men jeg ser hver gang de små klip som brudstykker af det  glædesbudskab, som evangelierne stadig kan holde levende.

I det første lille klip fortæller han selvfølgelig lignelsen om den bedrageriske husforvalter, og filmen slutter med en scene, hvor Jesus åbenbart har behandlet den blindes øje med for lidt jord blandet med spyt, for den blinde kan ikke komme over den lille grøft, han er kommet til, selv om han har en lang vandrestav.

11. Ode til vandrestaven

Som ung gik jeg i de norske fjelde/med en stav jeg selv havde skåret ud/af en tyk gren på et gammelt birketræ/der var brækket af træet i en efterårsblæst

det var en helt almindelig stor stav/i en hunds øjne en kæmpestor kæp/men i mine hænder en behagelig/vandrestav for en glad vandrer i norske fjelde

der støttede sig trygt til sin ungdom/men også kunne bruge lidt støtte/op og ned i det stenede fjeldterræn/og en rejsekammerat der kunne holde mund

oh, du uanselige rejsestav/der falder helt i ét med naturen/men er både støttestav og hjælpeånd/for den ensomme og melankolske vandringsmand

der ikke har brug for en kaskade/af opmuntrende og trøstende ord/men for det tavse og varmende nærvær/for den hånd der har et fast greb om vandrestaven

der er en helt almindelig træstav/og ikke som sejdmandens vandrestav/fyldt med beskyttende runer og magi/der kan få shamanen til at rejse i rummet

vandrestaven er både kammerat/og det tredje ben der gør gangen let/den er ikke en hvid tryllestav der gør/vejen kortere eller slår vand af klipperne

vandreren der går med en hyrdestav/vil måske ofte et varmt fællesskab/men oftere er han en selvvalgt leder/der vil styre mennesker som får i én retning

hvis du vil vise mig din vandrestav/skal jeg fortælle dig hvem du gerne/vil være på din vandring gennem livet/jeg har set både tryllestave, hyrdestave

med det sorte klørsymbol på toppen/og narrestave der afslører kamp/om hvem der har flest bjælder på stavene/hos dem der nok kæmper om de længste snabelsko

den helt almindelige vandringsstav/er ikke en aluminiumsstav/der kan bukkes  sammen og foldes helt ud/når den skal bruges til smart og intensiv stavgang

den er et stykke almindeligt træ/som bare skal ligge godt i hånden/afbarket og ens i begge ender/men med knaster hvor de små grene har stukket ud

stavgang er for trænede atleter/almindelig gang med en lys træstav/er for vandringsmænd der går ud i det blå/alene eller sammen med andre vandrere

fordelen ved at gå ud i det blå/alene er at man ikke bliver/fristet til at gå i takt men kan være/sig selv med sin stav og sine tanker om livet

en rigtig filosof bliver ikke/siddende ved sit fyldte skrivebord/men går på vandring for at søge visdom/i mødet med sten planter træer fugle og dyr

måske finder han et menneske-dyr/som Diogenes der med tænkt lygte/søgte et menneske og græmmede sig/da Platon definerede det som en krop på

to ben uden fjer og viste Platon/en afpillet kylling det fik bare/Platon til at tilføje men med brede/negle og sjælen hjemløs i et tomt kropshylster

Diogenes søgte mennesker der/var levende og havde sjælen i/øjnene og derfor lo højt ad tomme/definitioner hos filosoffer uden krop

dem hadede han selv lige så stærkt/som han hadede Alexander/den Store der skyggede for sollyset/og brugte sin hyrdestav i både krig og fred

lige så vilkårligt som den store/Platon der med sin filosofiske/tryllestav tryllede verden om til et/skyggerige uden for idéernes verden

selv om han boede i en tønde/elskede Diogenes den store/brogede verden og vandrede i den/med både vandresind vandrestav og godt humør

i sin søgen efter både visdom/og mennesker der helst vil leve/uden kongelige stokkemetoder/og verdensfjern idealistisk filosofi

vandrestaven af det rigtige træ/tilpasset og skåret i ét stykke/kan i den farvede fænomenverden/hvor der både er sol skygge og mange veje

næsten ikke undgå at fremskabe/et sind der har lysten til at vandre/og et åbent sind for en filosofi/der ikke skygger idealistisk for solen

hvis vandrestaven ikke kun var tavs/men havde et sprog og kunne tale/er jeg sikker på at den ville sige/hvorfor dog sidde inde når alt håb er ude

10. Drømmeri om Martin A. Hansen som digter med spadesind

Martin A. Hansen tumlede som dreng rundt i landsbyen og naturen lige så glad og ubekymret som Henrik Pontoppidan i Randers og omegn. Han har givet mange muntre og malende beskrivelser af dette vilde drengeliv, hvor det ikke altid var populært, at han fik skrammer på benene og huller i tøjet. Der var ikke så langt til bunden af samfundet for en husmandssøn som for en præstesøn. Derfor måtte man ikke kunne pege fingre ad ham som snavset og ikke ordentligt klædt på.

Han læste flere indianerromaner end drengen i Randers og skød derfor mere med bue og pil end præstesønnen. Men alt tyder på, at de har haft den samme overvældende følelse af en storslået natur med både farlige og behagelige sider. I fortællingen ”På vognbunden” lader MAH den ældre forfatter drengen opleve ”at al jordens gru og lykke er æltet i én dej”, og at ”blodet skyller gennem ens mægtige kraftfulde krop”.

Det er drengelandnamssind for fuld udblæsning, som han kunne møde det hos vikingerne i Nordahl Rolfsens bog ”Illustreret Verdenshistorie”. Senere bruger Martin sin stærke krop i landbruget med både hakke, skovl og spade og udvikler et ansvarligt spadesind, både når han pløjer med heste og graver ud til en roekule.

Som hårdt arbejdende tjenestekarl i landbruget er han tættere på den uregerlige og genstridige natur end den unge Pontoppidan, der kan søge ly for blæsten og regnbygerne på sine spadsereture, når det stormer og regner. Det havde den unge tjenestekarl med spade og plov ikke mulighed for. Han havde ikke tid til at nyde stormen og regnen i den vældige natur. Han ville derfor ikke være faldet i hedensk svime i de øde schweiziske bjerge, som HP gjorde det i sin ungdom. Han var ikke turist i landbruget. Desuden var han kristen, og hans ansvarlige spadesind blev hurtigt til et fornuftigt og ansvarligt kulturspadesind, som han med god kristen samvittighed, også uden for landbruget, kunne slippe løs i arbejdet med som skabningens herre at få styr på den jordiske virkelighed med mennesker, dyr, træer og planter.        

Hans kristne baggrund og det fornuftige kulturspadesind fik ham til at læse til lærer på et kristent seminarium, selv om han hurtigt blev mere interesseret i moderne kunst og videnskab end i traditionel kristen morgensang. Han blev på seminariet lige så optaget af de moderne videnskaber som Pontoppidan i gymnasiet. Naturalisme og realisme gik MAH i blodet, og da han fik digterdrømme, var de langt fra den gamle romantik, som hurtigt fik tag i HP, selv om den oprørske præstesøn også begyndte som en realist, der ville afsløre det traditionelle landmandslivs elendigheder og inspireret af Georg Brandes sætte problemerne både i det gamle og moderne samfund under debat.

MAH begyndte sit forfatterskab som en lige så realistisk skildrer af livet på landet, men HP var mere kritisk over for kristendommen og på større afstand af de landsbysamfund, hvor han ikke som MAH havde lært at bruge en spade og en plov. Denne kunne i sine to første naturalistiske romaner skrive mere indforstået om livet i de små landsbysamfund, men den unge lærer var mere ukritisk end HP over for de moderne strømninger i samfundet, der forsøgte at overgå kristendommens fremtidsforventninger med deres utopier om en fremtidig lykketilstand ved hjælp af videnskaberne og den rigtige ideologi.

Han havde en seminaristisk modtagelighed for idealistiske ideer, som han senere blev flov over og derfor tog afstand fra mere naive hjemstavnsforfattere, der lavede opbyggelig og idealistisk skolelærerlitteratur. Det var den skeptiske præstesøn fra Randers fra begyndelsen lige så vaccineret imod som mod de naive kristne forestillinger om et evigt fremtidsliv, men MAH blev som mange i mellemkrigstiden fascineret af den marxistiske ideologi og afprøvede den i en dansk landsbyvirkelighed, hvor en ildsjæl med både spadesind og rødt landnamssind forsøger at få sin fars gård til at fungere som et velfungerende landbrugskollektiv, en koloni med virkelig fællesskabsfølelse.

Det går slet ikke, som ildsjælen Niels havde håbet. Der er mange sind, der er lige så genstridige som den natur, der heller ikke altid er samarbejdsvillig, så Niels ender sammen med sin kone at tage til byen. Det havde MAH også gjort, og i byen oplevede han under folkestrejken i juli 44 det fælles samfundssind, som Niels forgæves havde forsøgt at indføre på landet med socialistiske dekreter. Her opstod det spontant, fordi almindelige mennesker ikke måtte mødes på offentlige pladser og passe deres kolonihaver, men det var et gammelt retssyn, der kom frem i lyset.

Det var ikke udtænkt af utopiske idealister, men havde rødder tilbage i det gamle landsbyting, hvor ingen var uden for fællesskabet. Det gjorde fortiden og historien levende, ikke som døde traditioner, men som en levende fællesskabsfølelse, som ansvarlige mennesker og politikere kunne bygge på. Historien kunne være levende nutid, men MAH så sig mere og mere vred på naturen og dyrkelse af naturen som alternativ til materialismen og meningsløsheden i det moderne samfund.

Det var også en idealistisk idé, som ikke havde forstået, at naturen er farlig, kaotisk og fyldt med dæmoniske kræfter, som kun et meget stærkt og ansvarligt spadesind kan holde styr på. Han fik sin naturpessimisme bekræftet ved at læse Søren Kierkegaard og den moderne eksistentialisme, der som ateistisk filosofi havde et lige så negativt natursyn som den danske teolog og tænker. MAH overgav sig til en tilværelsesforståelse præget af angst og skyld og død, hvor naturen var lige så tom og meningsløs som de utopiske fremtidsmål, der gjorde både nazister og marxister til alt for idealistiske talerør for ideologier, der kun var tom snak.

Han opgav ikke tanken om retssynet, men ellers var han så fyldt med ”kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed”, at han uden sin fornuft, sin refleksionskraft og sit retssyn var blevet en ulykkelig senromantiker. Citatet går tilbage til Hjalmar Søderberg, der omkring 1900 gødede jorden for senromantiske og realistiske bøger som Pontoppidans ”De dødes rige”.

Med sin skeptiske fornuft og sin nådesløse refleksion havde han ikke meget til overs for de hjemstavnsforfattere, der som Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg var begavede almuesønner, men poserede naivt i naturen og postulerede en harmoni med den, der var både naiv og komisk. ”men dette ønske om utvungen naturlighed ses i dag som program og poserende bevidsthed”. Johannes V. Jensen havde for MAH mere sans for både gru og glæde i naturen, men opbyggede ved hjælp af Darwin en naturoptimisme, som efter MAH ’s mening var lige så komisk.

Hans eget pessimistiske natursyn kom til udtryk i fortællingen ”Gartneren, dyret og barnet”. Den bygger på en drøm, som virkelig har været en ond drøm, fordi gartneren drømmer om naturen som en utryg og pløret losseplads fyldt med dæmoniske dyr, som gartneren er bange for at identificere sig med. Han springer rundt med spaden løftet for at blive fri og få styr på det hele, men hans frihed er på naturens præmisser tom og uden indhold, fordi han ikke kan få kontakt med sin søn, barnet.

Som reflekteret og ansvarsbevidst menneske bliver MAH både under og efter krigen mere og mere skeptisk over for en naiv kunstnerbevidsthed, hvor digteren som en Jens August Schade går ud i naturen og spiller på panfløjte og selv som en panfløjte lader naturen spille sine lyse og mørke melodier gennem sig selv som inspireret digter.

En sådan spontant inspireret digter, som naturen raser ud igennem, er MAH virkelig bange for på det tidspunkt. Det bliver for ham en slags shamanvildskab, som han i ”Orm og tyr” gør rede for i Odinskikkelsen som digter. Det var han lige så meget på vagt over for, som for at hengive sig så hæmningsløst til naturen, som han kunne gøre det som barn.

Han skrev som alle digtere dagbog, men han gør det mere og mere tydeligt for som ansvarlig kulturpersonlighed at holde den vilde natur, de vilde drifter og den vilde digtning i ave. HP ender med at brænde alle sine private papirer. MAH kan somme tider synes fristet til at kaste alle sine digteriske bøger på bålet. Det var HP som selvbevidst digter ikke et sekund fristet til, medens Søren Kierkegaard havde givet MAH et apostelkompleks, fordi en apostel er mere ren i sine gerninger, end en digter efter begges mening kan være.

Hans digtning blev følgelig, samtidig med at den blev mere og mere modernistisk og symbolistisk, også mere præget af kristne anfægtelser. ”Midsommerfesten” er af mange højt berømmet for at være det første stykke modernistiske prosa i Danmark, men den store novelle er også præget af et apostelkompleks, hvor digteren har svært ved at lade være med at jamre over sig selv som digter.

Selv om han især i dagbogen jamrer over sig selv, og alt det han forsømmer som ægtemand og far, skriver han meget god litteratur i den periode i og efter krigen, hvor han bestemt ikke er bange for at lade sig inspirere livets gru og glæde, som det udfolder sig både i historien og nutiden, selv om han bliver ved med som kulturspade og digterspade at have lyst til at grave den natur ned, der er alt for vild. Under sin rejse på Island er han stadig så underlagt sin frygt og angst i den ikke kultiverede natur, at han ved mødet med en stor fos står og siger bandeord ind i den, for ikke som HP i Schweiz at blive bjergtaget af den vilde natur.

Han har i tiden op til 1950 svært ved ikke at opfatte angst, skyld, lidelse og død som antropologiske grundvilkår, der overskygger den elementære glæde ved at være til i stofskifte med naturen og andre mennesker i den almindelige hverdag, men heldigvis går naturen somme tider over optugtelsen. Både i ”Jonatans rejse” og ”Lykkelige Kristoffer” er der meget sødmefuld jordisk glæde, men det er mest når Middelalderen i skikkelser som munken Mattias og ridderne Kristoffer og Paal får lov til at brede sin skærmende livstræskrone ud mellem den krigeriske vikingetid og den kaotiske reformationstid.

Middelalderen er i MAH ’s bevidsthed ikke bare en historisk periode, men et billede på et samfund, hvor spadesind, landnamssind og glædessind går op i en højere enhed, fordi man både arbejder, kæmper, danser og er glad for livet. For MAH var det en utopi, som var mere meningsfuld end marxisternes, men kunne det blive til virkelighed i en efterkrigstid præget af selvoptaget kristelighed, snæversynede videnskaber og virkelighedsfjerne ideologier. I tidsskriftet Heretica var han med i en kulturkamp, der fokuserede så meget på det åndelige i mennesket, at det kødtunge menneske og menneskets indfældethed i naturen mere var en sten i skoen end en kilde til glæde.

Men digteren MAH havde bevaret så meget af sin barnlige åbenhed for både livsrus og livsglæde, at radioromanen ”Løgneren” blev en meget mere spændende bog, end han nok selv var klar over. Hovedpersonen Johannes Vig, der er lærer på en lille ø, er ikke bare, som han selv i sin dagbog, tilsyneladende med forfatterens velsignelse, vil bilde læseren ind, en selvoptaget æstetiker, men en ansvarlig etiker, der heller ikke er bange for at spille i hjerter og blive bet. Spadesind, landnamssind og glædessind går ikke på i en højere enhed, men der er en frugtbar spænding i den lille roman mellem en person, der både kan kæmpe og blotte sig i sin kærlighed og ikke ender med at jamre over sig selv, selv om han kan se frem til et tilsyneladende ensformigt spadeliv med at grave i øens historie.

I ”Løgneren” kan både menneskets natur og naturen uden for mennesket være voldsom uden at blive dæmonisk og fredelig uden at blive opfyldt af stille angst. Tidligere kunne han finde på at skrive i sin dagbog, at ”man nærmest kun for spøg og ved et efterårsmøde i et forsamlingshus eller i en socialdemokratisk studiekreds” kan ”tale om menneskenaturen”. Nu er han ved at blive klar over, at mennesket er et både arbejdende, kæmpende og legende væsen, der skal arbejde, kæmpe og lege i glæde, selv om det hverken kan undgå lidelse eller død. Han arbejder sig i ”Løgneren” frem til et natursyn, hvor naturen kan være en kilde til glæde både i menneskets levende krop og i den levende natur uden for mennesket, selv om Johannes Vig på et tidspunkt føler sig dæmonbesat og også fornemmer dæmoner i naturen, men måske er det ikke Johannes, men Rigmor læseren skal identificere sig med.

Det afgørende skridt bort fra naturen som meningsløs tomhed og mennesket som et lige så tomt hylster om en udødelig åndelig sjæl sker med det store historiske værk ”Orm og tyr”, hvor MAH gør den mageløse opdagelse, at den romanske kristendom renser det senere dæmonbesatte hedenskab for gengangere og sjæleangst og med sin skabelsestro lader det skabte menneskeliv være en kilde til glæde, som det var det i det hedenskab, som stadig havde et livstræ midt i verden som værn mod jætteondskab. Dette skabte menneskeliv kæmper både med sjæl og krop mod død og ødelæggelse indtil den opstandelse, som er livets endelige sejr over døden.

Denne romanske kristendom med sin tro på livets sejr over døden er i første omgang for MAH en historisk realitet, men bliver også efterhånden for ham en nutidig virkelighed, der med korset som livstræ bliver et værn mod den nihilisme og pessimisme, han havde kæmpet imod både som ansvarlig kulturpersonlighed og ansvarlig digter. Den ansvarlige spadeperson giver sig selv lov til at glæde sig over den natur, han tidligere havde set sig gal på med løftet spade eller dæmoniseret med sit apostelkompleks.

Han bliver mere og mere glad for den helt almindelige natur, man møder i både sol, regn og blæst og den råstyrke og blidhed, som hører til den kæmpende og dansende menneskenatur. Han giver sig selv lov til at identificere sig med den stærke viking, han var som barn og ung og giver los for styrken i en blid kærlighed, som jomfru Maria ikke skal have patent på. Det er novellen ”Fuglene” et tidligt udtryk for, men det er lettere at finde sene udtryk for landnamssindet, f.eks. husmanden Haavn, der holder sin spade ren og skinnende og ikke er bange for at bruge den, da han skal kæmpe for det gamle retssyn. Han er en både tragisk og en komisk person, men landnamssindet gør ham til en sagahelt forklædt som nutidig modstandskæmper.

En tidligere novelle ”Manden fra jorden” var oprindelig en drøm, hvor fortælleren drømmer om, at en reflekteret og åndsfraværende kulturperson har godt af at blive afløst af et mere livskraftigt jordmenneske. MAH blev bange for drømmen, da han begyndte at tænke over den, fordi han kom til at tænke på nazismen, men som den står er den et godt udtryk for, at han til sidst i sit liv også i vågen tilstand kunne identificere sig med den vilde natur, han forsøgte at fortrænge som reflekterende kulturperson uden jordforbindelse.

Jordmennesket graver den kraftesløse, men meget kultiverede person ned i jorden med sine bare næver. ”Gro vel, lille ask” er den sidste hilsen fra det forvirrede kulturmenneske, der har mistet sine briller, men måske godt kan se, det er nødvendigt, at han bliver afløst af et stærkere levende væsen under asketræet.

Naturen bliver til sidst i MAH ’s liv også mere og mere synlig i det han skriver om det danske land, ikke bare som kulturlandskab, men som vejr, der blæser og regner, som det passer det, og både i sol blæst og regne er en kilde til glæde. Det kan man læse om i ”Dansk vejr”. I ”Daggry”, et foredrag holdt i Studenterforeningen, er der en smuk formulering af ”at det ikke er hverken landet, solen, universet og den fløjtende fugl ligegyldigt at der også er menneskeøjne som ser daggryets mirakel ske, en tanke som giver drøjde og marv til dagene der leves” Det er lige ved at være en harmoni med naturen, der kalder på en panfløjte.

Grundtvig betød meget for MAH ’s opdagelse af den romanske kristendom, men til sidst i hans liv bliver Blicher af endnu større betydning, fordi han følte, at han kunne være både kristen og digter med lige så god kristen samvittighed som Blicher, give pokker i sin flueøjede bevidsthed og lade det det elementære liv blive til en lige så elementær digtning, hvor, som han siger det til sidst i et forord til ”Moby-Dick”, ”vrede er vrede, glæde er glæde, sorg er sorg”.

I disse sætninger ligger en drøm om, at spadesind, landnamssind og glædessind kan forenes. Den drøm så han opfyldt i Blichers novelle ”De tre helligaftner”, hvor hårdt arbejde, hård kamp og blid kærlighed går op i en højere enhed. Sådanne noveller drømte han om at skrive i sin hospitalsdagbog, som for første gang i hans liv var en digters dagbog, der var renset for den tidligere jammer over at være digter.

I et lidt tidligere digt siger han det med en næsten Pontoppidansk hengivelse til den natur, der giver ørnevinger, og hvor Pan spiller på fløjte: Hjertet bliver ikke et andet, selv om det jamrer over sig selv. I brændingen synger stenene, i stormen løfter granen vingerne, en fremmed har ramt hjertet.

9. Ode til spaden

Oh du konge over redskaberne/i værkstedet hvor du står imellem/riven hakken skovlen og skuffejernet/ for du kratter ikke bare i overfladen

men går i dybden med dit blankslidte/stål og forvandler den vilde natur/til ordnet havekultur når der graves/det har været sandheden om jordisk haveliv

fra Adam og Eva til Voltaire/den store franske oplysningsguru/der med sit ”il faut cultiver son jardin”/blev guru også for danske haveejere

det er ikke bare havevisdom/men sandheden om vores kultur/at vi ved at grave og pløje i jord/fra de første landbrug til de senere byer

har fået magt til at herske på den/gravemaskinerne er nu store/og graver stadig dybere men spaden/er det evige symbol på kultur mod natur

når jeg graver med asketræsskaftet/i mine hænder kan jeg stadigvæk/føle den enkle frihed som Adam må/have mærket da gud gav ham spaden i hånden

hvis man pløjer med heste bliver der/skæv fure hvis man ser sig tilbage/men med spade i hånden kan man se sig/helt frit omkring, både grave hugge i en rod

og tænke over de regnormes liv/som får nye planter til at spire/i den jord man selv er kommet fra engang/og vender tilbage til for at blive til orm

men menneskeliv over jorden er/ikke ormeliv men stolt spadeliv/og en spade er en spade det er kun/en meget sløv spade man vil kalde for en skovl

man bliver ikke en dårlig spade/med en hakke og en skovl i hånden/men en spade holder helst på en spade/og får spademenneskespadeidentitet

fra det mørke stål og det lyse træ/derfor afslørede Gunnar Larsen/sig som en usædvanligt dum skovl da han/da han som trafikkens minister under krigen

ved indvielsen af Rødby-Femern/ruten brækkede sin lille spade/den brækkede selvfølgelig fordi han/hellere forhandlede med hatten i hånden

end gik i modstandskamp som en modig/spade men kunne hytte sit skind som/leder af en cementfabrik der ville/ansvarligt samarbejde for at sælge cement

du er blandt alle redskaber kongen/der kan bruges i både fred og krig/såvel af modige mænd som af feje/den Linnemanske spade er noget helt særligt

en let feltspade der er blevet brugt/som både kniv, sav og stegepande/den blev fast udrustning for hærens fodfolk/i Danmark attenhundrede og halvfjerds

og en lige så stor eksportvare/som senere smør bacon og cement/i Rusland var der trestusind feltspader/hvor soldaterne hvis de havde tiden til det

kunne stege medisterpølserne/og drømme om at komme tilbage/til deres gårde med køer og grise/og det daglige liv med hakke skovl og spade

livet med spader bliver levet ud/i både arbejde krig og freden/mellem krigene men spader er også/de sorte pladeskær som sammen med sorte klør

de røde ruder og røde hjerter/fører til lidenskabeligt kortspil/hvor man kan både lege og more sig/og gå op i spillet som en kamp på liv og død

mange har spillet i hjerter og er/blevet bet men det er meget værre/ikke at turde spille sine sorte/spar og sine røde hjerter ud på kortbordet

man skal grave med spade og kunne/spille sine sorte og røde kort/med en vilje der er hård som spadestål/og et hjerte der ikke jamrer over sig selv

8. Drømmeri om at lege i livstræets krone

Alle kender Hans Holms og Erik Lindebjergs smittende opfordring til at lege i livstræets krone. Teksten er så enkel og melodien så munter, at sangen går rent ind, når mennesker mødes i en festlig anledning og får lyst til at være glade sammen. Hvem kan ikke føle, at dagen er så ”trist og grå”, at det er forløsende at kunne ”lege i livstræets krone” og ”føle, at livet er stort”….”skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port”.

Det er ikke et problem for mig, at det er en glad sang. Det er heller ikke et problem, at den hylder et livstræ, der rager så højt op, at man kan skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port. Jeg har lige skrevet en ode til det asketræ, der som mytisk træ er lige så højt som Erik Lindebjergs livstræ, så hvad er der i vejen? Jeg synes teksten er sværmerisk og letkøbt, men er mit drømmeri om at hvile i Pans favn og spille på panfløjte ikke lige så sværmerisk? Det må jeg nok indrømme, selv om jeg forsøger at få realisme ind i min opfattelse af Pan, og det vil jeg tænke på, når jeg drømmer videre om et liv, der er mere på naturens præmisser.

Men det problematiske ved Erik Lindebjergs tekst er, at der i realiteten er for lidt natur i hans tekst, selv om der er tale om et træ og blå horisonter. Legen i livstræet er ikke en leg, men et hult postulat om et liv uden problemer. Det synes jeg er sværmerisk. Natur og kultur postuleres at kunne fungere i en fuldendt harmoni uden sejt arbejde. Det synes jeg er letkøbt. Det er bestemt ikke godt at ”gå i stå”, kun tænke på ”tidsfordriv”, leve ”uden kys” og blot tænke på magt og jobkarriere, men alt det bliver ikke løst ved at synge nogle minutter om at lege i livstræets krone.

Alligevel sidder jeg nu med en dårlig smag i munden, fordi jeg ved mit skrivebord er så fordømmende over, at nogle bliver til glade drømmere ved at synge en tekst, som jeg påstår er alt for banal og almindelig. Er jeg ikke netop selv fortaler for en filosofi om det enkle og almindelige liv? Er jeg ikke bare misundelig over, at Erik Lindebjergs tekst er mere populær end alle mine raffinerede filosofiske manifester, som jeg synes er på et meget højere intellektuelt plan? Og er jeg ikke ellers vild med giro 413, fordi man kan høre lige så glade og almindelige tekster som Lindebjergs?

Jeg lader svarene blæse i vinden og trækronerne, men bliver nok nødt til at afslutte alle mine drømmerier med en sang til sidst i bogen om livsstræet, hvor jeg forsøger at være både banal og filosofisk overbevisende. Foreløbig vil jeg, trods alt inspireret både af Hans Holms melodi og min egen asketræsode, drømme videre om at lege i livstræets krone.

Selv om der findes en beretning om, at den græske gud Zeus skabte den tredje slægt af jordens mennesker af asketræ, lægger min ode til asketræet op til at flytte fra Pans univers til Frejs, for det var i den nordiske mytologi, at ask Yggdrasil bredte sin krone ud over hele verden.

Der findes udførlige skildringer af det hellige asketræ og af alle de mange enkelte guder aserne, der mødes dagligt under det store asketræ, men det er svært gennem en senere tids kristne og lærde briller at se forbindelsen mellem det livgivende træ og de enkelte guder.

Den vigtigste gud for frugtbarhed og fred Frej ses kun under træet i selskab med de andre guder, men der er spor af en forbindelse mellem krigs- og runeguden Odin og det store træ. Odin sender gennem de krigeriske valkyrier sine døde krigere til Valhalla, som ligger oven på gudernes bolig Asgård. Det er så højt oppe, at en ged Heidrun står i Valhalla og bider de øverste kviste af asken for at få næring, der ikke kommer ud som mælk, men som mjød. Den bliver malket af valkyrierne og serveret for de døde krigere, der af den grund kan leve evigt i Valhalla. Det er da en slags fredelig frugtbarhed, som må have givet anledning til sange i livstræets krone, som ville have glædet den fredelige side af Pan.

Der findes en endnu vildere tradition om Odin, ikke bare som den øverste krigsgud, men som runegud og derfor skjaldenes gud. Han hænger i ask Yggdrasil som en galge og bliver gennem store smerter forløst som en gud, der kan forløse skjaldenes lidelser i deres skabelsesveer. Sædvanligvis har Odin som krigsgud så travlt, at han må ride på en ottebenet hest Sleipner, men de lærde kan oversætte Yggdrasil som Odins hest. Det kan betyde, at han som en frådende shaman skamrider asketræet i helligt raseri. Der er tekster, der kan tolkes i den retning.

Teksterne, han kan have sunget på det ridt, er langt både fra Hans Holms univers og fra et univers, hvor det i Frejs ånd handler om frugtbarhed og fred, selv om Frej som Pan også kunne være ufredelig. Der er også langt fra den rasende krigsgud og den besatte digtergud til billedet af Odin som en kærlig alfaderskikkelse, der for de fromme grundtvigianere pegede frem mod den kristne gud, der som en ophøjet patriark tronede i den grundtvigske himmel som snydt ud af næsen på en almindelig fredelig landmand.

Jeg rider selvfølgelig også mine kæpheste og drømmer om en leg i livstræets krone, som jeg kan identificere mig med. Jeg vender nu tilbage til mit drømmeri om et træ, der ikke er helt så uroligt som i Odins skamridt helt ude af sig selv, selv om det på den anden side heller ikke er så stort og stærkt, at det kan modstå det kaos, der opstår i forbindelse med ragnarok, som er indholdet i ”Vølvens spådom”.

Her spår vølven om hele verdens undergang. Man møder både asketræet og de enkelte guders kamp mod jætter, der ikke kan standse ragnarok og den endelige tilintetgørelse af alt. Asken kaldes verdenstræet, og der fortælles, hvordan det vandes af tre norner med vand fra den ene norne Urds brønd, men det store træ kan bare passivt se til, da undergangen kommer nærmere og nærmere, og træet ender med at brænde op.

En vølve er en hedensk spåkvinde, men hendes spådom er måske præget af kristne tanker om kristendommens dommedag. De forestillinger vi har om ask Yggdrasil fra Snorre og andre, er også, bortset fra Odins ekstase i træet, så præget af kristne forestillinger og de lærdes spekulationer lang tid efter, at kristendommen var blevet indført, at det er svært at forestille sig, hvad det for de gamle nordboere ville sige at lege i livstræets krone, men det betyder på den anden side, at der ikke er grænser for, hvad en drømmende fantasi kan forestille sig, både i deres og vores drømmerier.

Alt tyder på, at nordboernes religion var meget jordnær og knyttet til lokale hellige sten og træer som var med til at sikre overlevelsen på deres jord og i deres skove. Frej var tilsyneladende den mest magtfulde gud til at sørge for frugtbarhed og fred i en lidt større sammenhæng. Ham dyrkede man derfor med ofre, ikke fordi han svævede i verdenstræet, men fordi han var så tæt på deres daglige liv med grise, og heste, at man var nødt til at ofre en gris eller en hest til ham for at sikre frugtbarheden i stalden og på marken. En stærk og viril hest kunne have en så tæt forbindelse til Frej, at den blev en del af hans hellige kraft og kunne overføre hans hellige kraft både til dyr og mennesker.

Dyrkelsen af den døde Frejhests penis kunne sikre den nødvendige kraftoverførsel, der gjorde kvinderne frugtbare. Det ved vi fra en gammel hedensk kilde i en af sagaerne, der ikke er blevet stoppet helt til af de kristne sagafortællere, der ellers som fortællere og skjalde var mere interesserede i Odins hest, der sikrede deres egen frugtbarhed som digtere.

Ask Yggdrasil kunne oversættes som Odins hest, men der er et freds- og frugtbarhedsperspektiv i fortællingerne om det store asketræ midt i verden (som der desværre ikke er belæg for at kunne oversætte som Frejs hest), som skinner igennem traditionerne om de mange forskellige væsener, der bevæger sig op og ned af den store askestamme og befinder sig både i toppen og ved roden.

Det vender jeg tilbage til, men ask Yggdrasil er som livstræ helt tydeligt i de gamle hedenske kilder, der tolkes af kristne, det Livets Træ, der stod midt i Paradisets Have og var centrum i det velordnede kosmos, som den trenige gud var bedre til at holde styr på end de nordiske guder, der tænkte mere på sig selv end på den fælles kosmiske orden, hvis vi skal tro de kilder vi har. Her er vølvens spådom om det kommende ragnarok den vigtigste kilde, fordi vølven synes at være talerør for en skjald, der har både hedenske og kristne rødder.

Livets træ som en slags verdenssøjle, der forbinder jord og himmel og har forbindelse til en underverden, kan man støde på i mange religioner som et værn mod det kaos, der i begyndelsen har været som kaos-urhav, kaotisk tørke eller kaotisk tomhed. Det er et kaos, der hele tiden truer det jordiske paradis, hvor der ikke er kaos, fordi der er vand og tørt land i en passende blanding, men kaotiske kræfter venter kun på en anledning til at komme op fra underverdenen.

I myten om ask Yggdrasil fornemmer man også denne verdenssøjletænkning, fordi den store ask som livstræ skal sikre livet mod ufred og ufrugtbarhed. I den nordiske tilværelsesforståelse, hvor der både er bjerge og skove, kunne verdenssøjlen både have været et kosmisk fjeld eller et kosmisk træ, men ask Yggdrasil er et kosmisk træ, som forbinder jorden med himlen og underverdenen, som er fyldt med det kaos, der i ragnarok får overtaget igen.

Man møder i de gamle tekster om asken en indviklet livstræs-teologi, men med lidt god vilje kan alle de mærkelige væsener og bevægelser omkring træet godt tolkes i sin helhed som en tænkning i Frejs ånd, selv om man kan fornemme en fortrydelse hos de kristne fortællere over, at man ikke kan overlade det hele til en almægtig og stærk gud, som de selvfølgelig ikke kunne drømme om kunne være Frej med den store hestepenis.

Den store ask har tre rødder. Måske er det en tanke, der er inspireret af kristendommens treenige gud. Den er i hvert fald lige så indviklet. Den ene rod går ned i dødsriget (Niflheim), den anden i Ginnungagap, det tomme rum, hvorfra de jætter opstod, som aserne senere var i stadig kamp med. Jætterne holdt til i Udgård, aserne i Asgård, midt i Midgård, hvor de mennesker boede, der havde brug for asernes hjælp mod jætter og andre kaoskræfter.

Det store verdenstræ havde derfor sin vigtigste rod i Asgård. For at den kan forblive kraftfuld og uden askesyge vandes den dagligt af tre norner, skæbnegudinder, med vand fra en kilde, der ligger i Asgård. Nornerne kan fra nutiden se ind i både fortiden og fremtiden og hjælper guderne med få overblik over historien, men det er som om guderne også har brug for jættekraft for at styre kaoskræfterne. Det gælder både Thor, der må kæmpe mod Midgårdsormen og Odin, der har brug for jætten Mimers visdom for at fastholde overblikket.

Der er kilder i både dødsriget og Udgård. Udgårds kilde er Mimers kilde, hvor Odins ene øje ligger som pant for en visdom han har brug for og ikke får bare ved at slå Mimer ihjel. Disse fortællinger om Thor og Odin er eksempler på, at aserne ikke er så stærke og kloge guder, som de helst skulle være for at sikre en bæredygtig kosmisk fred og frugtbarhed. De er nødt til få både jættekraft og jættevisdom for at holde kaoskræfterne i skak. Derfor har de hele tiden brug for Loke, der er en både stærk og klog jætte.

Frej er hverken as eller jætte, men som sin far Njord og sin søster Freja en vane-frugtbarhedgud, der er blevet as, som om aserne ikke bare savnede styrke og visdom, men også den frugtbarhedskraft, der strømmede ud af Frej via hans hest. Forholdet mellem jætter, vaner og aser er historisk set både indviklet og omstridt, men i den mytiske fortælling om ask Yggdrasil er det, med så meget gudeforvirring,  forståeligt og helt nødvendigt, at nornerne giver livstræet rigeligt vand fra Urds kilde for at holde det kaos fra livet, der truer både nutiden og fremtiden.

Kampen mellem kosmos og kaos er på den store askestamme er også hele tiden i gang, fordi fire hjorte har travlt med at bide i de unge skud på grenene, og da det er mytiske hjorte, kan de komme højt til vejrs. Asken har også mytisk asketoptørre (askesyge), fordi en slange Nidhug bliver ved med at gnave i roden. Så hjælper det ikke, at der sidder en ørn i toppen, selv om det er en jætteørn, der hvert øjeblik sender et egern Ratatosk ned for at skælde ud på slangen.

Hverken den store ørn eller det lille egern har tid til at lege i livstræets krone. Indsigten i de mange billeder fra livet i og omkring asketræet kunne derfor for en hurtig betragtning være, at man ikke skal lege i livstræets krone, men bruge sin energi til at være en lige aktiv miljøaktivist som ørnen, egernet og de tre norner.

Kan ask Yggdrasil ikke give anledning til et mere filosofisk drømmeri? Det kunne være, at et askemenneske ikke bliver stærkere af at fortrænge hverken tomhed, ondskab eller død, men som ørnen i toppen af asken se det alt sammen i øjnene som en del af en natur og en kultur, der er både uregerlig og kaotisk, men kun meningsløs, hvis man lader stå til og giver afkald på at kæmpe, elske og lege. Det kunne også være visdom for en elmetræskvinde. Så er der tid til både at lege og være kærlig og kritisk kæmpende miljøaktivist i livstræets krone og som lille egern lære at tænke selv.

Vølvens spådom slutter ikke med ragnarok. Der dukker en ny jord op, hvor det hele bliver grønt igen. ”Jeg ser nu jorden stige af havet, evigt grøn”. Snorre skriver også, at der dukker en ny Ask og en ny Embla op. I en skov har to mennesker holdt sig i skjul under verdensbranden. De hedder Liv og Livtraser, og de har levet af morgenduggen, men af dem opstår en ny slægt, så verden bliver beboet igen.

De har levet af morgenduggen, men har sikkert også fundet ly under et asketræ og under kronen leget den kærlige leg med hinanden, der i mange gamle kilder kaldes Frejs leg.

Jeg kunne have valgt andet end spaden som kulturens fundament, og der har helt sikkert eksisteret et primitivt graveredskab, der var lige så langt fra vores moderne spade som en moderne konkurrencebue er langt fra de første jægeres bue på jagt, men på et tidspunkt bliver jægersamfundet til et agrarsamfund, hvor det oprejste kulturmenneske med sin spade får en magt over naturen, som jægeren ikke kunne drømme om. Jægeren Esau bliver til den fastboende Jakob, hvis efterkommere ender med at bosætte sig i byer.

7. Ode til asketræet

Du er ikke så besunget i den/danske sangskat som bøgen og egen/det yndige land står med brede bøge/og de bøgelyse øer skinner i solen

egene knoppes tæt på skærsommer/og egetræet er tungt af alder/i årets ring og den grønne livscyklus/som bøgen og egen deler med birk og ask

i Højskolesangbogen står ikke/at asketræet er lige så højt/og lyst som de yndige bøgetræer/og stammens ved hårdere end på gamle ege

og at det vokser op i himlen så/hurtigt at det i hele Europa/skal benævnes fraxinus excelsior/det vil sige den der rager op over andre

det er derfor ikke tilfældigt at/du i det gamle norden som livstræ/bredte din åbne krone og dit lette/løv ud over hele den beboede verden

du er lystræ for et stort blomsterliv/i skovbunden af anemoner og/somme tider en mærkelig orkidé som skovgøgelilje og ægbladet figlæbe

men livstræ var du helt bogstaveligt/fordi dit nibladede løv var et/vitaminrigt dyrefoder for får der/ellers ville dø senere af vårhunger

men fik dit askeløv stynet til mad/fra det asketræ Pan også må have/åndet på fordi grenene har store/og brune knopper der ligner små bukkeklove

når man saver dybt i din hårde ved/kan menneskedyr også smage støv/der finder vej gennem næseborene/til slimhinderne i halsen og her sætter sig

som en svag udgave af den sammen/trækning man føler i munden når man/lugter til og smager på en sur citron/den smag stammer fra den seje og stenhårde ask

der ellers strækker sig hurtigt til vejrs/og kan vaje så højt tæt ved et hus/at det som lynafleder har været et/vagttårn gennem tiderne for både folk og fæ

du har reddet mange menneskeliv/og dyreliv fra døden men du har/også været årsag til mange døde/fordi dit hårde ved er meget nyttigt gavntræ

til både økseskafter og buer/jeg ved godt at øksen kan være et/lige så fredeligt arbejdsredskab som/ hakken skovlen og spaden og buen er også

et legeredskab men for de gamle/vikinger var økse bue og pil/våben som de brugte under livstræet/med den allerbedste samvittighed af verden

til staldebåse i hverdagslivet/kunne dit hårde ved godt erstattes/med elmetræ der næsten lige så hårdt/kunne modstå grisenes hærgen i deres kamp

manden var formet af det hårde træ/og fik navnet Ask efter sit ophav/mens kvinden Embla blev til af blødere/elmetræ selv om hun også var hårdfør og hun

hun elskede sin vikingeaskemand/som han elskede sin emblakvinde/for vikingerne kunne andet end slås/de kunne både elske handle og forhandle

og kunne identificere sig/både med det blide og det hårde/i den store ask hvis mytiske krone/dækkede hele jorden med skove og have

og gjorde hvert eneste asketræ/rundt i de store nordiske skove/til en velkommen gæst der spredte både/lys og varme og som kunne tåle salt og blæst

men ikke stillestående vand/derfor nød asketræet livet som/skib på de høje salte bølger på vej/til farefulde og dumdristige eventyr

som de første flyvemaskiner der/selvfølgelig også var lavet af/ask og derfor fløj op i himmelrummet/endnu hurtigere end en ung og spændstig ask

selv dine brune frugter har vinger/du er både livstræ gavntræ og træ/der bare er en fryd for øjet når du/breder din krone ud som den kongelige gæst

der altid er velkommen fordi du/sætter fut i rejselystne kvinder/og mænd der også gerne rejser langt væk/på eventyrfærd med hårdt asketræ i hånden

men hvad er mere eventyrligt end/at sidde roligt under en stor ask/mærke livet strømme igennem kroppen/og stærkt føle sindets hårde og blide sider

der har stort behov for sindig visdom/springer ask før eg er sommeren bleg/springer eg før ask går sommeren i vask/det er livsvisdom under asketræets krone

6. Drømmeri om Henrik Pontoppidan som digter med panfløjte

Henrik er en forfatter og digter, hos hvem man har gjort alt for meget ud af med stor iver at finde frem til et budskab, man kunne sætte i glas og ramme, som man f.eks. kan det med Martin Andersen Nexø, der altid skrev sine bøger med en socialistisk bagtanke.

Pontoppidan gjorde hurtigt Georg og Edvard Brandes forvirrede, fordi han kun i kort tid skrev den moderne naturalistiske og realistiske litteratur, der satte samtidens problemer under debat. Pludselig skrev han romantiske bøger som ”Ung elskov” og ”Spøgelser”, hvor det ikke er svært at høre panfløjtemusik som både blid, munter og sørgmodig blues.

Han skabte som digter et rationelt fornuftsmenneske magister Glob, der i hans korte romaner kunne skabe modvægt til den romantiske Pan-musik. Men hvor var Pontoppidan selv mest helhjertet til stede? Når han hyldede sindets fornuftige ligevægt hos magisteren, eller når han syntes at identificere sig med de lokkende toner, der kom ud af panfløjten, selv om de førte til både katastrofer og død?

Det har været almindeligt at tale om hans tvesyn, men det er for banalt til, at det kan være sandt, og det drømmer jeg selvfølgelig heller ikke om, at det er. Flemming Behrendt har med sin store biografi om Pontoppidan: ”Livsrusen” sat mig på sporet af et drømmeri om ham, hvor han ikke blot af og til i en bog spiller på panfløjte, men selv som digter i alle sine bøger er en slags panfløjte, hvis hule rør livet i alle dets afskygninger blæser sine blide, kærlige, voldsomme og dystre melodier igennem.

Alle disse forskellige melodier orkestrerer han med stor bevidsthed om de æstetiske virkemidler. Han er en meget bevidst digter, der hele tiden omskriver sine bøger for at rense musikken for ligegyldigheder, men det samlede budskab i hans livs ruse kan man godt sætte på en enkelt formel. Det er det liv, der både kan henrykke og forskrække.

Henrik Pontoppidan er både en selvbevidst digter og et ærligt digter-menneske, der ikke glemmer sin fortid i livsrusen (livet som det net man ikke kan komme ud af igen) og med både fornuft og vilje i sin digtning vedkender sig de lidenskaber og lidelser som livet i rusen har opfyldt ham med. Flemming Behrendt skal have stor kredit for begrebet livsrusen, men han kunne have foldet det mere ud i sin tykke bog. Det drømmer jeg om at gøre nu på min 3. sal.

Livsrus er selvfølgelig også den umiddelbare og muntre glæde ved at hengive sig til det konkrete jordiske liv med både erotik og mad, men som den ruse, man bliver indfanget i, er det muntre og lidenskabelige liv sat ind i et historisk forløb, der ikke kan undgå at bringe lidelse og død med sig, og som man i sit liv ikke kan komme ud af.

Det er også dumt at forsøge på det, fordi det også har omkostninger at flygte fra den historie, man er, og den natur, man er vokset op i og med, fordi der både er tale om natur som hav, skove og træer og naturen i mennesket som sanser, drifter og følelser. Pontoppidan er også som digter både kulturmenneske og naturmenneske. Han er ikke en naiv naturromantiker, der tror, at man kan komme helt tilbage til naturen, men han er heller ikke som magister Glob en lige så naiv rationalist, der tror, at man kan fortrænge den naturlige glæde og lidenskab, selv om der altid ender med at komme sorg og glæde ud af at hengive sig spontant til livet.

Alle er derfor indfanget i en livsruse, som fører os på vores rejse gennem livet med den kultur og den natur, vi har i bagagen. Vi føres – ”trahimur” – som Pontoppidan skriver i sin erindringsroman. Han forsøger som digter at overbevise læseren om, at han har fundet det latinske ord hos Augustin. Ingen andre har kunnet finde det hos den gamle kirkefader. Det er selvfølgelig, fordi det er Pontoppidans egen tolkning af sin egen digterskæbne i den kulturs og naturs vold, som har været hans konkrete voksested for rejsen gennem livet.

Vi har alle, både når vi er vågne, og når vi drømmer, et helt individuelt voksested, men en stor digter som Pontoppidan kan gøre sin egen livsruse overbevisende, fordi han som hul panfløjte kan digte så henført om sin egen livsrus og dødsrus, at vi ikke kan lade være med, selv på mange års afstand, at identificere os med hans personer og deres handlinger, tanker og følelser.

Vi er ikke alle præstesønner, men vi har alle mødt afstumpet livsangst begrundet i livsfjendske love og regler. Vi er sikkert heller ikke alle så glade vandrere i naturen som både den unge og den gamle Pontoppidan, der gerne ville væk fra storbyens ensretning og grådige materialisme, men vi kan også på stenbroen, omgivet af de samme reklamer for hæmningsløst forbrug, længes efter panfløjter i naturen og at finde hvile i naturens favn.

Pontoppidan forsøgte at sætte vandtætte skotter mellem sit digterliv og sit privatliv, men livet i rusen, som han digter om, fortæller indirekte ikke så lidt om hans eget liv i rusen både som ægtemand og familiefar. Emmanuel Hansted i ”Det forjættede land” og hovedpersonen i ”Lykke-Per” er overhovedet ikke selvportrætter, men der brænder bål i de to romaner, som er antændt af brænde fra hans egen livsrus og dødsrus i livsrusen.

Pers barndomshjem i Randers er ikke hans eget barndomshjem. Han holdt mere af sin far og mor, end det fremgår i romanen af Pers følelser for sit barndomshjem. Han hadede den traditionelle kristelighed, der holdt sig på afstand af livsglæde med gamle dogmer og moralske forbud, men han havde lige så stor afsky for mange af sin tids teologer, der var bange for ikke at være moderne nok. Han havde kun foragt til overs for deres utraditionelle og upersonlige kristne meninger, fordi de blev fremført helt uden personlig og naturlig lidenskab.

Pontoppidan holdt kun ét offentligt foredrag i sit liv, og det var 1914 om ”Kirken og dens mænd”, der for ham at se var uden lidenskab og latterligt frygtsomme for at beruse sig i jordiske glæder. Undtagelsen var en gammeldags præst, som han omtalte ud fra en af sine små romaner. Hans tro gav han ikke meget for, men hans hengivelse til mad, vin og kvinder havde han respekt for. Han havde også respekt for, at han ikke bagefter i kirken løb fra sine udsvævelser, men angrede sin synd.

Denne bundethed til det jordiske liv på godt og ondt kommer også smukt til udtryk i hans eneste julesalme, hvor han skriver, at han er glad for gennem ”Juleaftens Glæde”, når ”Festlys tændes, alle Klokker kime”, at høre ”Æslet skryde, Barnet græde”. Den salme var ikke med i foredraget. Han var på grund af de præster, han ikke kunne udstå, bange for at blive beskyldt for at skryde. Han havde jo desuden skrevet salmen som digter.

Emmanuel og hans kone Hansine i ”Det forjættede land” er ikke Henrik og Mette Marie, men han kunne ikke have skrevet romanen uden at tænke tilbage på sit eget kærlighedseventyr i livsrusen. Han oplevede personligt et nyt kærlighedseventyr, der varede længere end det første, men det vrimler ikke med lykkelig elskov og lykkelig kærlighed i hans romaner.

Selv om han i sin erindringsroman ser sig benådet hele livet igennem af livets kærlighedsgaver, som han endda i den sidste udgave ændrer til kvindens kærlighedsgaver, er hans forfatterskab fyldt med mænd og kvinder, der som Torben og Jytte ikke får hinanden eller som borgmester Hoeck og hans hustru piner livet ud af hinanden.

Han har skrevet to kærlighedsromaner, der ender lykkeligt, men ”Spøgelser” fra 1888 ville han ikke have genudgivet, og ”Et kærlighedseventyr” fra 1915 får i en helt ny gennemskrivning fra 1930 en mindre lykkelig afslutning. Det var helt sikkert ikke kun, fordi hans anden hustru i mellemtiden var død, men fordi han havde så meget naturligt Pan-sind, at han vidste, at elskov er en både blid og uregerlig naturkraft, så at hvad der begunstiger forelskelsen måske også gør det rolige ægteskabelige samliv mere besværligt.

Måske har han været så bange for at hengive sig til sit Pan-sind, at han har digtet mere realistisk, end han havde lyst til, men som digter og hult fløjterør kom han selvfølgelig ikke ud af den blå luft. Som ung blev han beskrevet som både munter og melankolsk. Det var også svært for ham som præstesøn at løbe fra alle de præsteforfædre, som havde prædiket om forfængelighed og forgængelighed i livet fra fødsel til grav.

Alt i alt synes jeg, der er meget mere Pan i Pontoppidan, end hvad musikken i de hule siv-rør fra de forskellige perioder i livsrusen giver udtryk for. Det er ikke tilfældigt, at Pontoppidan somme tider blæser som en Pan i sin panfløjte. Han har haft Pan i blodet, siden han som helt ung travede rundt i skovene omkring Aarhus og havde let ved både at blive forelsket og komme i slagsmål.

Mange har ofte undret sig over, at en radikal digter som Pontoppidan, der næsten er kulturradikal før tiden, kan være så krigerisk i sine udtalelser og hele livet kæmpe så indædt for et stærkt nationalt forsvar og en kostbar befæstning af København, men det er den side af Pan, der er lige så uregerlig i sin aggressivitet, som den anden er blid og forførende af elskovslyst.

Hverken panisk raseri eller panisk ro er fremmede følelser for et menneske med så meget Pan i blodet, at det selvfølgelig styrer hans digtning og fører ham gennem livet som en digter, der kan være både hård og blid. Ikke fordi han er en digter med tvesyn, men fordi han er en digter tæt på livet selv, som det fremtræder både i hans og alle andres livs-ruser. Her er elskov både jernhård og blid, men aldrig blind, selv om man selvfølgelig kan vælge ikke at se realiteterne i øjnene, men så blind gør Pontoppidan aldrig sig selv, hverken i sit liv eller sin digtning.

Derfor skal man hverken være overrasket over, at han lader magister Thorsen være både rasende og vred i ”Mands himmerig” og drømme om en lige så krigerisk kvindelig valkyrie ved sin side, eller over, at Pontoppidan i forbindelsen med genforeningen 1920 digter et så varmt og mildt genforeningsdigt som ”Det lyder som et eventyr”.

Begge sider af Pans væsen. Både det urovækkende og det tiltrækkende kommer meget tydeligt til udtryk i den novelle, ”Den kongelige gæst”, hvor et ungt lægeægtepar ude på landet i Jylland i begyndelsen af februar bliver revet ud af deres daglige og lidt trivielle trummerum af en overraskende gæst, der ikke vil sige sit navn, men kalder sig Prins Karneval. Han skaber feststemning ved det veldækkede middagsbord, drikker vin sammen med dem og spiller musik på sin banjo, der giver dem lyst til både at danse og sende ømme blikke til hinanden.

Manden bliver lidt jaloux på den tiltrækkende og festlige gæst. Den kongelige gæst bryder op lige så pludseligt, som han kom, men deres ægteskab er efter besøget ikke helt det samme som tidligere. Det er blevet mere ømt og mere uroligt. Som der står i novellen: ”Eventyret havde gæstet deres hjem og efterladt den uro og utryghed, der er livets hjerteslag, ja livet selv”.

De bliver aldrig klar over, hvem det var, der kom forbi. Flemming Behrendt, der har styr på både digteren og privatpersonen, har viderebragt et rygte om, at det i Pontoppidans egen historiske virkelighed var den festlige lollik Sophus Claussen, der kom forbi, men i novellen som mytisk digt var det Pan. Derfor er det rigtigt set af Hans Nikolaj Hansen, der illustrerede novellen i Juleroser 1902, hvor den blev udgivet første gang, at han udstyrer den kongelige gæst med spidse ører og hår, der minder om horn, og efter novellen er der en lille tegning af den rigtige Pan, der er som sprunget ud af ”En skærsommernatsdrøm”.

Pontoppidan var så meget præstesøn, at han havde sværere ved end Sophus Claussen, direkte at påkalde Pan. Han var så meget barn af en gammel præstekultur, at han kviede sig ved at blive mistænkt for at være en naturelsker, der ikke hurtigt nok kunne komme tilbage til naturen, selv om han sikkert med sin krigeriske side havde stor sympati for den nøgne vildmand med kølle i det danske rigsvåben.

I sin digteriske selvbiografi får den kultiverede præstesøn det sidste ord med sit håb om en tid, ”da fornuften igen regerer i verden og skaber en tilværelse, man ikke behøver at skamme sig over”. Det er også det fornuftige kulturmenneske, der i selvbiografien næsten sætter Feilbergs naturlære over Nietzsches naturfilosofi, selv om han priser den tyske digter som en ”ånd med stormfuglevinger”, der under sin jordpåkastelse må finde sig i, at der flyver larmende krager over gravpladsen.

Det er fugle fra andegården, som der ikke er meget ørneflugt over, og ikke fugle fra de skove, hvor Pan hersker. Og i meget af den tidligere digtning i livsrusen går Pan-naturen i Nietzsches ånd heldigvis over præsteoptugtelsen. Det gør den, hver gang han beskriver ørneflugt, og når han lader vildmanden Thorkild Müller vende tilbage til sit Pan-liv på Grønland og lade menigheden på Sjælland sidde tilbage med ”de tyranner, som de fortjener”.

Det er også tilfældet, når han lader ”De dødes rige” slutte, ikke med det ragnarok, der var lagt op til, men med panfløjtetoner, der høres fra skoven i det lille samfund, der som en Noas ark giver håb for fremtiden. Det er godt nok beskrevet som skalmejetoner, men det er Pan, der hviler over vandene og skoven, fordi den lille flok i arken er parate til både kamp og kærlighed.

Det visne og døde kan blive grønt og levende igen, ikke kun i naturen, men i en kultur, hvor den store Pan endnu ikke er død. Det kunne Sophus Claussen have skrevet en ode om. Præstesønnen Pontoppidan er mere blufærdig, men ”de dødes rige” slutter ikke med død, men med skalmejetoner i Pans ånd.

I slutningen af ”Undervejs til mig selv” beskriver Pontoppidan sit digterliv således: Jeg gjorde i en Række År min skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp”. Det er en selvbevidst omskrivning af en gammel protestantisk kaldstanke, hvor menneskets skal bruge sin fornuft det sted på jorden, hvor det er i sin livsruse, men præstesønnen, der til sidst i bogen bekender sig til fornuften, er for blufærdig til at skrive, at det i hans tilfælde er en fornuft med både ørnevinger og panfløjte.