Halloween

Nu er der græskarhoveder foran alle huse med børn. Den store orange grøntsag passer godt ind i efterårslandskabet. Træernes blade bliver gule, orange og røde, inden de falder af.

Men det er ikke efteråret, der bliver fejret med de store græskarhoveder. De skal med deres skrækindjagende ansigtsudtryk skræmme onde ånder bort, men efteråret og vinteren kan de ikke skræmme væk. Naturen vil blive mere og mere vissen og død, men hvad gør det, når det bliver forår og sommer igen. Så jeg fejrer Halloween for mine børnebørn med glade tanker om at være afhængigaf naturen, selv om den er fyldt med både liv og død, gode og onde naturånder.Bo med halstørklæde 001

Oprindeligt var 1. november Alle helgens dag, og aftenen før Alle helgens aften. I Den katolske Kirke mindes man alle de døde helgener, der gør livet mere trygt for de levende. I den evangelisk-lutherske kirke er alle døbte helgener, så her mindes de efterladte de døde familiemedlemmer, der er døde i årets løb, og som har fyldt de efterladtes liv med glæde og kærlighed.

I begge tilfælde får man de dødes hjælp til at holde ondskab og død fra livet, så i den forstand er de skrækkelige græskarhoveder, der ligner kranier, i god overensstemmelse med traditionen for at bede om de dødes hjælp til at gøre livet mere trygt for de levende.

Men de levende ved godt, at død og ødelæggelse er en del af livet. Det hører også med til traditionel katolsk og luthersk tro. Som gammel kan man mærke en krop og en ånd, der bliver mere og mere skrøbelig. En ordentlig kolonihavefilosof ved også godt, at afhængighed af naturen er en kilde til både smerte og fryd, glæde og sorg.

Så jeg vender tilbage til den afhængighed af naturen, som de smukke og uhyggelige græskar ved husene kunne eksemplificere på både godt og ondt. At fejre Halloween er i det perspektiv en glad kosmisk eksistentialisme, som man kan savne i de to traditionelle religioner, jeg har været omkring, og den eksistentialisme, der kun dyrkede lidelsen og det absurde.

Det frydefulde i naturen er lige så overraskende og absurd som det lidelsesfulde. Græskaret som kranium er symbol på både fryd og smerte, liv og død. Så glad kosmisk eksistentialisme er bare græskarfilosofi.

Glædelig Halloween.

Filosofi om det hele

Kolonihavefilosofi er for mig en filosofi om det hele, men jeg indrømmer blankt, at det nok er begrænset, hvor mange jeg har fået omvendt til at tro på en kolonihavefilosofisk kulturrevolution.

Kolonihavens virkelighed er for de fleste en meget begrænset virkelighed, som giver dem småborgerlige og nationalistiske associationer, selv om de godt kan lide Benny Andersens og Halfdan Rasmussens kulturradikale sange om kolonihaver og Henry Heerups og Ib Spang Olsens billeder af kolonihavevirkelighed, som ikke er spor nationalistiske, selv om der er mange dannebrogsflag i deres festlige kolonihavebilleder.Bo  i liggestol 001

Kolonihavefilosofi er ikke for mig bundet til en konkret kolonihave, men er en universel filosofi om det hele. 

Den indeholder både individets urmenneskelige udfoldelsesdrift, alle individers urmenneskelige afhængighed af naturen og af andre konkrete levende mennesker.

Desuden rummer den et menneskeligt behov for at leve i et større samfundsfællesskab, men det er ikke så urmenneskeligt som den individuelle udfoldelsesdrift og afhængigheden af naturen og andre mennesker af kød og blod.

Det glemmer de politikere, der kun tænker i store samfund og ikke kan lide de små landsbyer, der var den første samfundsvirkelighed, og som vi er alt for hurtige til at rationalisere væk. 

Det lyder voldsomt med al den urmenneskelighed, men for mig er det som for Nietzsche det eneste værn mod moderne umenneskelighed.

Det er måske også en noget stor mundfuld for kolonihavefilosofien, men for mig rummer denne filosofi den helhed, som det drejer sig om: naturen, den enkelte, andre mennesker og et større kulturskabt fællesskab bundet til et sprog og et flag, som man kan blive en del af, hvis man har lyst til det, selv om man kommer fra et land meget langt fra Danmark, med et helt andet flag end det rødhvide dannebrogsflag.

Klik på overskriften for at skrive en kommentar!

 

”Septembers himmel er så blå”

Septembers himmel har været blå næsten hele tiden i denne september måned, selv om træerne er begyndt at blive mere gule og æblerne mere røde.

På et tidspunkt, hvor årstiden fortæller om stor foranderlighed i naturen, og de lyse nætter er forbi for længe siden, føles det trygt, at himlen bliver ved med at være lige blå.

Vi ved godt, at der er lige så stor foranderlighed i det blå himmelrum vi kan se og det uendelige rum, som vi trænger ind i med teleskoper og videnskabelige modeller. Septembers blå himmel har også for det blotte øje mange forskellige blå nuancer, men det tænker vi ikke på, når vi synger om den i Alex Garffs sang. 

Så glemmer vi også, at alt er lige så foranderligt og i en stadig accelererende udvikling i de samfund, der er på jorden under det blå himmelrum.Bo i liggestol 001

Septembers blå himmel bliver på den måde et trøstende helle i al den foranderlighed og udvikling, som gør os både stressede og melankolske, især når man som jeg er ved at blive så gammel, at man mærker foranderligheden i både hoved, hænder og knæ. 

Det er derfor forståeligt, at nogle får kvalme af at høre den første linje i sangen, fordi de lugter virkelighedsflugt, men en kolonihavefilosof synger hele sangen med god samvittighed, fordi alt er unyttigt uden vor skælven i den kosmiske natur, hvad enten det er græsset, der er grønt eller gult, eller himlen, der er grå eller blå. Det lægger sangen også op til, selv om Garffs verdensbillede er mere stillestående end Thøger Larsens. 

Hos denne digter fra Limfjorden føler man, at ”livsflammen år for år forbrænder dit hjerte til kul” og ”hører den hylende træk, der går, gennem livsgådens nøglehul” – uden at det ødelægger glæden over, at septembers himmel er så blå.

 

klik på overskriften for at tilføje en kommentar!

Lidt om glæden ved at følge med i De olympiske Lege

Jeg er pensioneret og har derfor tid til at følge med i De olympiske Lege i løbet af dagen, og jeg gør det med en glæde, som mine nærmeste har svært ved at forstå.

Jeg er selvfølgelig forarget over, at der er så mange penge i enkelte sportsgrene, og at brasilianere er blevet tvunget til at flytte fra deres huse for at få plads til de mange sportsfaciliteter. 

Bo med halstørklæde 001Der er heller ikke meget leg over mange af de benhårde konkurrencer, men alligevel kan man ikke undgå at blive revet med og fascineret af, hvad den menneskelige krop er i stand til at præstere.

Det er fordi selv den mest disciplinerede og veltrænede krop ender med at blive en legende krop i bevægelse og heldigvis ikke kan styre de følelsesudbrud, som mennesket med kroppen er nødt til at dele med andre. 

Så bliver både cykelløb, roning og fodbold til studier i elementært liv med en krop, der bevæger sig legende let, men ikke er bange for at vride sig i smerte og lyse af glæde, så andre ser det. Det er naturligt for kroppen at dele smerten og glæden med andre, fordi mennesket er et socialt dyr, der i sport kan få afløb for sine både aggressive og kærlige livsytringer. 

Mennesket er selvfølgelig også udstyret med fornuft, men der tales alt for lidt om kroppens fornuft som leg og følelsesudbrud. 

Sport, hvor man både kan slås og kramme hinanden, har rødder i en gammel legekultur, der er ældre end De olympiske Lege. De opstod i den moderne fornuftige tid med fremskridtstro og tro på, at alting skulle være højere, længere og stærkere. De moderne olympiske lege har derfor drejet sig om rekorder og sejr for enhver pris, men den har ikke fået helt bugt med den gamle legekultur og kroppens fornuft som sanser og følelser. 

Forskellige nationale forsøg på at gøre legene til national og politisk propaganda i de lande, hvor legene er blevet afholdt, har heller ikke kunnet ødelægge glæden ved at se kroppen udfolde sig både med legende lethed og stærke følelser. 

Nazisterne gjorde 1936 alt for at gøre De olympiske Lege til propaganda for Hitlers tusindårsrige. Leni Riefenstahls film om legene i Berlin var tænkt son politisk propaganda, men den blev heldigvis også på grund af instruktørens fascination af den menneskelige krop noget andet. 

Man glemmer hurtigt i filmen nazismen, fordi man ser så mange sorte og hvide kroppe i bevægelser, der også bevæger dem der kigger på. Selv Hitler opfører sig som en engageret tilskuer, der kan klappe af andre end tyskerne.

Jeg synes, at åbningsceremonien i år var en smuk propaganda for jordens fortsatte beståen som jord, luft og vand, der ikke er forurenet, men det tænker jeg ikke på nu, hvor jeg ser roerne slås med bølgerne og sig selv og vise deres smerte og glæde bagefter. 

De atleter, der indtil nu har bevæget mig mest med deres kropspræstation og deres behov for at dele deres glæde med andre, har været Christopher Juul-Jensen med sin glæde over holdkammeratens sejr, og den brasilianske kvindelige judodeltager, der var nødt til at kaste sig grædende af glæde i et hav af tilskuere for at få luft for sin glæde. 

Jeg glæder mig til roning i dag på det rigtige hav og enkeltstarten i morgen, hvor jeg er sikker på, at Christopher heller ikke skjuler sine følelser efter at have leget med kroppen i en time.

Klik på overskriften for at skrive en kommentar!

 

Flugten fra det almindelige liv og længslen efter et almindeligt liv

Det kan synes paradoksalt, at samtidig med at vi længes efter et enestående, farligt og spændende liv, som ingen andre har oplevet, længes vi også efter at falde til ro i en fredelig og helt almindelig hverdagsrytme, som ikke er spor usædvanlig.

Bo med halstørklæde 001Det er sikkert, fordi vi i den moderne trivielle og standardiserede virkelighed bilder os ind, at frihed er at komme på afstand af det velkendte trygge, eller at man ikke kan være helt tryg uden at miste sin frihed.

Vi har behov for både frihed og tryghed. Det har mennesket altid haft, men måske har vi glemt, at begge behov bliver opfyldt bedre ved at leve i afhængighed af hinanden og naturen end ved at leve i overhalingsbanen i konkurrencesamfundet og ville komme først for enhver pris.

Vi bliver fascineret i fjernsynet af udsendelser, hvor man skal prøve sine grænser af og helst overskride dem, men det får os på den anden side til at længes efter fjernsynsprogrammer med så almindelige mennesker, at vi kan genkende os selv i dem og føle os trygge.

Vi skulle slukke for fjernsynet og gå ud i naturen og tage kærlige og aggressive livtag med hinanden. Så ville vi hverken have tid eller lyst til at flygte fra almindeligheden eller længes efter den. Det er sundere end det unaturlige liv i overhalingsbanen, hvor man hverken er tryg eller fri, og derfor kan længes hysterisk efter overnaturlige bremseklodser for at føle sig tryg eller overnaturlig vingekraft for at føle sig fri.

1. maj – Kan man leve og tænke både liberalt og socialt?

Mange vil mene, at vi i vores kapitalistiske demokratiske samfund lever liberalt og tænker socialt, fordi vi i vores tænkning sværger til demokratiet, men gerne individuelt vil have så meget frihed som muligt.

Det kan imidlertid blive et problem, hvis vi i vores individuelle frihed er ligeglade med de andre i samfundets fællesskab, eller hvis vi skal være så lige i fællesskabet, at det bliver på bekostning af den enkeltes frihed.

Både et socialistisk og et demokratisk samfund kan være tyrannisk på fællesskabets vegne, og det kan være svært at styre egoismen i et kapitalistisk samfund, hvor alle materielle behov kan opfyldes, hvis man har penge nok.

Bo med ting og sager i håret 001Disse eksempler er derfor gode grunde til i vores nutidige virkelighed såvel at leve og handle mere socialt som at tænke på både individet og det sociale fællesskab, når vi tænker politisk.

Men er det en umulig utopi at være både liberal og social i sit konkrete hverdagsliv og i sin samfundstænkning?

De fleste vil nok sige, at det er anarkistisk ønsketænkning, som hverken kan realiseres i en lille lokal virkelighed eller i en større samfundsvirkelighed, men jeg tror på det, hvis både individet og samfundet besinder sig på deres afhængighed af naturen.

Vi har alle en helt individuel natur, der beriger vores gensidige afhængighed. Vi er endvidere i den grad stærke og sårbare naturvæsener i fællesskabe med naturens planter og andre dyr, at vi på en måde allerede fra naturens hånd er sociale individer.

Det er vi også også i vores kultur, hvor der, selv om vi er frie og sociale på en anden måde end planter og dyr, fra naturens side er indlagt så meget livslyst og så meget livsglæde, at man aldrig burde kunne være sig selv nok eller drømme om undertrykke andre med sociale påbud.

Så det er ikke en umulig utopi at være både liberal og social, selv om forbenede liberale og forbenede socialister mener noget andet. Alle mennesker har i afhængighed af hinanden og naturen erfaret en kærlighed, hvor det er naturligt at leve og tænke både liberalt og socialt.

Hvorfor ikke være så fuld af kærlighed til det levende liv og naturens livskilder både i og uden for mennesket, at der spontant skabes en livslyst og en livsglæde, der kan få både individet og fællesskabet til at blomstre, selv om det kan være i hård kamp mod både individuel og social egoisme.

I gamle dage var det gudstro, der kunne skabe rammer for både individet og fællesskabet. Det har de moderne politiske ideologier, bortset fra anarkismen, haft sværere ved.

Det er i en moderne tid svært uden videre at vende tilbage til før moderne gudstro, men det er ikke svært at tænke glade og kærlige tanker i den samme ydmyghed over for naturen, som mennesker har haft siden de rejste sig hver for sig i naturen og begyndte at gå rundt sammen på to ben.

Nogle vil mene, at denne ydmyghed er en romantisk opfindelse, men den er til stede allerede i de gamle hulemalerier.

Påske og opstandelse – da kødet blev ord

Påsken er den vigtigste kristne højtid, hvor vi kristne fejrer Jesus som opstået fra de døde.

I påskedagene er det for det meste to opfattelser af denne opstandelse, der tørner sammen. Dels en bogstavelig, hvor den korsfæstede og begravede historiske Jesus af Gud bliver revet ud af graven og dermed opstår som Guds søn. Dels en mere symbolsk opstandelse, hvor den døde Jesus lever videre som en slags guddommelig ånd.

Kristne fundamentalister kan selvfølgelig bedst lide den bogstavelige opstandelse, og moderne rationalister den symbolske, fordi den ikke er i modstrid med almindelig sund fornuft.

Bo med ting og sager i håret 001Man kan imidlertid påstå, at begge opfattelser fokuserer alt for meget på afvisning eller forherligelse af rationel fornuft og alt for lidt på den Jesus, man hører om i evangelierne.

Når man læser og hører om den historiske Jesus, er det ikke spor mærkeligt, at han med sin person, sit kødelige liv og sine handlinger satte nogle kærlighedsspor, som det var umuligt for hans disciple og andre mennesker at løsrive sig fra, selv om han var død på et kors.

Det er hverken fornuftstridigt eller udtryk for, at Jesus var en stor filosof, for det er hans svedende og kærlige krop af kød og blod, der satte spor og ikke hans guddommelige autoritet eller guddommelige åndfuldhed, selv om evangelierne blev nedskrevet og kan læses med både traditionelle jødiske og gnostiske briller. Gnosticisme var den dualistiske græske filosofi, der påvirkede den tidlige kristendom med sin nedvurdering af den jordiske krop.

Det er kraften i hans jordiske liv med både sjæl og krop, der bør være påskens budskab. Det er ikke spor naturstridigt, men heller ikke noget, som fornuften bare kan sige til sig selv. Det er på en måde et lige så stort under, som at solen står op om morgenen, og at græsset bliver grønt, når det bliver forår.

Den meget dogmatiske trosbekendelse har jeg det helt fint med, fordi den lægger så stor vægt på, at Guds søn som Jesus havde et jordisk liv, selv om jeg godt ved, at trosbekendelsen fra ca. 200 er præget både af romersk snusfornuft og græsk åndelighed.

Det er denne græske åndelighed, der i begyndelsen af Johannesevangeliet lader ordet blive kød, medens jeg nu i påsken glæder mig over, at kødet blev ord og kan blive det stadigvæk.

Klik på overskriften hvis du har en kommentar!

 

 

Skal man kunne tale om alt i en familie?

Jeg har lige set Christian Lollikes stykke Familien der kunne tale om alt på Aarhus Teater.

Det var en flot forestilling, som var både barsk, morsom og bevægende, men blev man klogere på familielivets velsignelser og forbandelser?

Det synes jeg. En familie skal lige som en dør kunne være både åben og lukket. Vi er som familie filtret så meget ind i hinandens liv, at vi kan såre hinanden i vores kærlighed og elske hinanden i vores had, fordi vi er fyldt med livsytringer, der fra naturens hånd er såvel kærlige som grusomme.

Derfor kan det være vigtigt både at kunne fortrænge på ét tidspunkt og lade være med at gøre det på et andet.

Efter stykket var man overbevist om, at have hørt nogle sandheder om et tæt familieliv, men sådan har jeg det også, når jeg søndag mellem 12 og 14 hører de varme og kærlige lykønskninger til nære familiemedlemmer i giro 413.bo ved bord red 001

Familien er både værre og bedre end sit rygte, fordi vi er så komplekse sårbare mennesker, der har brug for både at elske og at hævde os selv.

Både familien, der kunne tale om alt og lytterønskerne i giro 413 siger noget sandt om mennesker, der fortrænger både for lidt og for meget.

Vi burde være mere oprigtige både i vores selvhævdelse og vores kærlighed og indse, at både Christian Lollike og ønskeprogrammet kun siger den halve sandhed om os mennesker og familiemedlemmer, der er meget mere kærlige og ukærlige, end vi drømmer om det.

De kærligste personer i Lollikes stykke er barnet og den gamle demente bedstefar. Det er meget tankevækkende for os andre, der har svært ved at lægge de våben og det skjold fra os, som vi beskytter os med i det almindelige voksenliv, jfr. den sang af Anne Dorte Michelsen, som allerede er en klassiker i giro 413. Jeg har lagt mine våben for dig, både skjoldet og mit sværd.

Klik på overskriften, hvis du vil skrive en kommentar!

Kan det være sand filosofi at elske fodbold?

Nu er superligaen i gang igen, og man kan glæde sig over et fodboldspil, som hverken millioner af penge eller kloge kommentatorer kan ødelægge helt, selv om man hurtigt bliver træt af at høre på al den kloge snak, man skal lægge ører til både før og efter en kamp i fjernsynet.bo ved bord red 001

Heldigvis kan man stadig selv gå til fodbold på det nærmeste fodboldstadion, der i mit tilfælde er Ceres Park, som før sponsorpenge blev så afgørende hed Aarhus Stadion.

Her kan man se AGF spille, men da jeg som fynbo holder med OB, kommer jeg, når det ikke er OB der er på besøg, som en elsker af fodbold, der har boet i Aarhus i 50 år og synes, at der er en spændende praktisk filosofi i spillet mellem de to mål, hvor det er vigtigt at de elleve på begge sider fungerer som et hold, men også har individualister, der kan lave geniale driblinger og afleveringer.

På den måde er fodbold et eksemplarisk eksempel på nødvendigheden af, at mennesker i et samfund skal kunne fungere både som fællesskab og som enkelte individer. Det er også et spil med muskler og krop, hvor man skal gå til makronerne, hvad enten det blæser eller regner. Naturen er med- og modspiller i det spil, hvor der er meget ære og etik på spil, selv om det selvfølgelig handler om at vinde.

De konkrete konfrontationer mellem de 22 kroppe afslører meget tydeligere end i det almindelige hverdagsliv, om spillerne er gentlemen eller fyldt med ufine tricks. De fleste vil heldigvis helst være gentlemen og opfører sig sikkert ofte mere etisk på fodboldbanen end i livet uden for fodboldbanen. Det kan tilskuerne godt lide, også på modstanderholdet, selv om det er forbudt at klappe af dem, undtagen når de sparker bolden tilbage til hjemmeholdet efter en kampafbrydelse.

Man bliver ikke nødvendigvis et bedre menneske af at se en masse fodbold i fjernsynet med en hel bunke ligegyldige kommentarer, fordi man ikke hører og ser med sine sanser på samme måde, som når man er til stede på et stadion. Men hvorfor ikke tro på, at man bliver det, når man er til stede og lever sig ind i spillet, der foregår på det grønne græs i virkeligheden. Så burde man ikke kunne undgå at blive et klogere og bedre menneske, fordi man selv med sin krop er til stede i et drama, hvor de 22 spillere skal kæmpe værdigt med krop og sjæl, både som hold og som individer.

Jeg var nødt til at overvære superligakampen mellem OB og AGF i fjernsynet, og jeg nød både AGF’s stærke pres som hold før pausen og Rasmus Falks geniale driblinger i hele kampen. Jeg holdt selvfølgelig med OB, men måtte indrømme med mig selv, at 2-2 var et retfærdigt resultat. Det var også tilfældet for de AGF fans, jeg så kampen sammen med på Søren Bruun, bodegaen over for Skt. Pauls Kirke.

Man kan ikke andet end have kærlighed til en sport og et drama, hvor ære og retfærdighed er lige så konkrete fænomener som i et drama af Shakespeare, fordi de leves ud af konkrete spillere, der løber rundt i en hvid eller stribet trøje og er rigtige AGF- og OB spillere i kamp med og imod hinanden, selv om de er brune eller sorte i huden.

Det multikulturelle samfund er ikke et problem på fodboldbanen for de lokale fans. Det er en meget primitiv hjemstavnsfølelse heller ikke, så der er måske den samme elementære menneske- og samfundsfilosofi i den globale og den lokale virkelighed, som man måske skal gå til en lokal fodboldkamp for at få øjnene op for.

Som bosat i Aarhus burde jeg holde med AGF, men jeg vil ikke løbe fra mine fynske rødder, og jeg er glad for, at begge mine sønner, selv om de bor i København, holder med byens hold, fordi de er født og vokset op i Aarhus, men vi elsker alle tre – lige som Peter Møller – først og fremmest fodbold.

Ps. Hvis du vil skrive en kommentar, så klik på overskriften!

Det livsglade samfund

Bo med fugle i skægget 001Det lyder som ønsketænkning inspireret af kærlige og varme ønsker i giro 413, men hvorfor skulle det ikke være muligt at tro på et samfund fyldt med livsglæde. Det er i hvert fald mit filosofiske bud på et samfund, som det er værd at leve i.

Velfærdssamfundet er blevet en tom kliché, fordi det i alt for høj grad for politikere både til højre og venstre er blevet til et spørgsmål om økonomiske ydelser og økonomiske rettigheder og ikke om levet liv og glade ansigter.

De fleste har alvorlige miner og er kampberedte, fordi de enten kæmper for at rage flest økonomiske ydelser til sig eller kæmper om at overgå hinanden i at sige stop for ydelser til andre end rigtige danskere med blå øjne og rødhvide kinder.

Alvorlige økonomiske og nationale spøgelser kan kun manes i jorden med livsglæde. Det gælder også de nationale spøgelser, der kommer til Danmark ude fra.

Der kan være god mening i at fokusere på nødvendigheden af konkurrence i samfundet, men uden livsglæde bliver konkurrencesamfundet til overlevelse på andres bekostning for enhver pris.

Det lyder også fornuftigt med et samarbejdssamfund med balance mellem individuel foretagsomhed og ansvarlighed over for fællesskabet, men uden livsglæde kan det blive et forum for en udvikling af helt ligegyldige kompetencer, som man kun kan trække på smilebåndet af, selv om de er livet om at gøre for en hær af samarbejdskonsulenter, som har store kompetencer, men mangler livsglæde.

Kun livsglæde kan skabe levende sammenhængskraft i et samfund, men hvor kommer den fra? Jeg tror den kommer fra opmærksomhed over for de konkrete mennesker, man lever sammen med i en gensidig menneskelig afhængighed, og fra opmærksomhed over for den natur, vi lever i et lige så elementært og gensidigt afhængighedsforhold til.

Det er en kilde til stadig livsglæde, at andre menneskekroppe er lige så afhængige af os, som vi er af dem. Der kan være beregning i kun at ville gøre mod andre, hvad man vil have gjort mod én selv, men hvis man ser et andet menneske i øjnene og rører ved det, løber livsglæden af med én, hvis ikke man er en kold skid, som går gennem livet med lukkede øjne og stramme hjerte- og lattermuskler.

Naturen går heldigvis for det meste over optugtelsen i det konkrete møde mellem mennesker. Det er nok fordi den store levende natur uden for os er en kilde til livsglæde, som det er næsten er umuligt ikke at blive fyldt med, hvis man lever med sanser, der ikke er blevet stoppet til at alle de alvorlige mennesker, vi møder i skolen, på kurser, i aviserne og på skærmen, og som vi skal lære at le af, hvis vi vil leve i det livsglade samfund.