Pinse og helligånd

I den kristne tro er Gud tre i én som Fader, Søn og Helligånd.

I Apostlenes gerninger kap. 2 kan man læse om, at Helligånden 50 dage efter påske bliver udgydt over den lille kristne menighed. Den giver de første kristne en mirakuløs evne til at kunne tale alle sprog og blive forstået af mennesker fra alle verdens lande.

Det kan man vel kalde en spire til nutidens internet, for Helligånden skulle skabe kommunikation mellem forskellige slags mennesker med forskellige sprog. Men i kirkehistorien har Helligånden desværre mere fungeret som de kristnes monopol på en særlig åndelig og spirituel virkelighed, der var lukket land for almindelige mennesker af kød og blod.

Ved hjælp af Helligånden fik de kristne billet til åndelige oplevelser, der var meget finere end i andre religioner, og som løftede dem op over den jordiske hverdag med blod, sved, tårer og latter.

Det har ført til en kristen åndelighed og en kristen spiritualitet, der skulle være renset for jordiske urenheder, men som har fyldt mange kristne mennesker med en lidt for menneskelig glæde over at være frelste ånds-væsener.

Kristeligt Dagblad og Den kristne Fagbevægelse er fulde af eksempler på, at kristelighed kan være et dække over en åndelighed, som ikke er andet end jordisk selvtilfredshed.

Derfor er der grund til i pinsen, hvor man mindes Helligåndens udgydelse som kraft fra Gud at minde hinanden om, at denne kraft ikke er en kraft til at lette fra jorden, men det modsatte. Det er en kraft til at blive på jorden og være jorden tro med tro på den Guds søn, der som menneske ikke gjorde andet end at være jorden tro med en kærlighedskraft, som han gik i døden med, og som han håbede ville forblive på jorden, når han var borte. Både som kærlighed mellem mennesker og som kærlighed til ”Faderens” skabte jord.

Det har heldigvis også været tilfældet, men der er meget kristen kærlighedskraft, der er forsvundet ud i det blå som spirituel selvtilfredsstillelse.

John Sparre Christensens forsommer-billede lyser til gengæld af pinseglæde og pinsekærlighed til den skabte jordiske virkelighed.

De syv dødssynder i biografen

Som jeg antydede i min sidste blog, kan man hengive sig til de syv dødssynder på en måde, der både er elskelig og forfærdelig, fordi det er svært i hverdagen ikke at leve i synd, selv om man er et både kærligt og venligt menneske.

Jeg kan godt lide tegneren Johannes Havelunds øjebliksbillede i en biograf af fra venstre liderlighed, gerrighed – personen har været for nærig til selv at købe popcorn, misundelse, frådseri – her har personen til gengæld købt rigeligt, dorskhed, misundelse og vrede – måske har et popcorn knækket en tand.

I et sådant hverdagsbillede føler man sig ramt, selv om man bilder sig ind, at man både er fornuftig og dydig.

De syv dødssynder

Læren om de syv dødssynder er gammel katolsk kristendom, der kan inspirere til fortællinger og billeder også i en nutidig moderne virkelighed.

Hovmod, gerrighed, liderlighed, misundelse, frådseri, vrede og dorskhed kan stadig bringe sindene i kog, selv om det er en kendsgerning, at nogle af dødssynderne, misundelse og frådseri f.eks., er med til at holde hjulene i gang i et materialistisk forbrugssamfund.

Man er også nødt til i dette moderne samfund at indrømme, at mange af de gamle dødssynder kan ses i et både positivt og negativt lys, alt efter hvordan man oversætter dem fra latin. Dovenskab er ikke så slemt som dorskhed, raseri er værre end vrede, og stolthed er ikke så slemt som hovmod.

I et samfund fyldt med overflødige forbrugsgoder kan det næsten være en dyd at være gerrig, og man kan blive så provokeret af moralistiske alvorsmænd- og kvinder, at man længes efter lidt livsglad liderlighed.

I kataloget over de syv dødssynder kan man både finde en visdom i at få sjæl og krop til at hænge sammen og få det enkelte individ til at tænke på andre i fællesskabet end sig selv. Men det er også let at få øje på, at alle fællesskaber altid gerne vil banke det individ på plads, som ikke kan holde sig på måtten.

Jeg har skrevet nogle fortællinger om de syv dødssynder, hvor jeg håber, jeg kan forvirre mine læsere med skildringer af syndere, som man både får lyst til at hade og at elske, og nogle af synderne har jeg forsøgt at gøre både elskelige og forfærdelige.

Ingrid Falktoft Andersen har illustreret fortællingerne med akvareller af de dyr, som traditionelt har været knyttet til de syv dødssynder. De fylder mig med de samme blandede følelser, som jeg håber novellerne lægger op til.

Morfars dagbog

Min morfar Niels Jørgen Jensen førte dagbog næsten hver dag fra 1905, hvor han var 26 år og lige blevet gift og havde købt gård, til sin død 1956. Han skrev i hånden med fyldepen, men min moster og onkel har skrevet det hele rent på maskine.

Morfar var landmand i Asferg lidt nord for Randers, og de første 40 år skriver han mest få linjer om vejret, og hvad han og hans karle har gang i på marken og i staldene, men han følger også lige fra begyndelsen med i, hvad der sker i familien, i Danmark og den store verden uden for Danmark.

Han havde været på Askov Højskole som ung og har sikkert mange gange sunget med på ”Et jævnt og muntert, virksom liv på jord”. Sådan var hans liv i hvert fald: jævnt, muntert og virksomt. Han var ubekymret, ikke kun fordi han havde en større gård, men fordi han havde en kristen tro på livet og døden og bevarede et muntert og romantisk sind, selv om han ikke blev sparet for lidelser og meningsløs død i sin nærmeste familie.

Jeg nåede at være på ferie hos ham som barn i Randers, hvor han boede de sidste 10 år af sit liv i en lille villa, efter at han havde afstået gården til sin ældste søn. Han var stadig en munter og virksom mand i sit hus og sin have. Han havde overskud til at snakke med mig og gjorde mig tidligt interesseret i politik og på det tidspunkt til venstremand.

Man kan lære meget, blot ”øjet er opladt og sindet friskt”, skriver han i sin dagbog så sent som 1955. Det levede han selv op til lige til det sidste. Han sluttede dagbogen 5 dage før sin død med en usvækket interesse for, hvad der skete både i den lille verden med børn og børnebørn og i den store verden, der var fyldt med voldsomme spændinger mellem øst og vest efter den anden verdenskrig. I det sidste dagbogsnotat kommenterer den tidligere landmand også som altid den daglige vejrsituation. Midt i november er vejret usædvanligt mildt.

I sit pensionistliv i Randers fik han bedre tid til at skrive end i sit aktive liv som bonde og venstrepolitiker. Det er spændende at læse både om familielivet, som jeg nu synes, jeg kender og forstår bedre og om storpolitikken, hvor hans forbilleder i 50’ erne både i England er den cigarrygende konservative Winston Churchill og i Frankrig den socialradikale ”dynamiske mælkedrikker” Pierre Mendés France, fordi de begge har fornuftige visioner og udviser stor handlekraft.

I den aktuelle politiske situation i USA er det næsten gribende at læse ham referere general Eisenhowers indsættelsestale om, at han vil ”føre krig mod frygt, nød og elendighed” over alt i verden.

Han skriver også meget om den store politik i Danmark, hvor han helt tydeligt har mere sympati for den lune og pragmatiske fynbo Erik Eriksen end for den stivsindede vestjyde Knud Kristensen, selv om han selv er født i Vestjylland. Hans folkelige engagement går på tværs af de traditionelle partiskel. Han er optaget af folketing, folkekirke og folkeskole som et menneske, der fokuserer mere på sagen og sindet end på partibog og et traditionelt tilhørsforhold til grundtvigianisme eller indre mission. Han kom både i højskoleforeningen og missionshuset, og han havde som virksom venstremand i den lille Asferg-virkelighed været medlem af både sognerådet, menighedsrådet og skolekommisionen.

Kan man leve så ubekymret og så jævnt, muntert og virksomt i dag, både i den store internetvirkelighed og i den lille hverdagsvirkelighed? Selvfølgelig kan man det. Selv i den yderste udkant af landet er der en kirke, en skole og mulighed for en lokal borgerliste. Alle steder kan man engagere sig med folkeligt engagement og et ”friskt sind”, der med Grundtvigs ord er ”lysvågent for alt stort og skønt herneden”, men hvor det er både nødvendigt og fornuftigt at afprøve det i en så lille virkelighed, at man er nødt til at se hinanden i øjnene.

Man skal også kunne diskutere i en frihed og med en kærlighed, der har plads til både kærlige og aggressive livsytringer. ”Ej alt i fred-lér forme, men vælge livets storme for gravens stille ro”.

Det er også med Grundtvigs ord et udtryk for det jævne, muntre og virksomme liv, men min morfar er alligevel lidt rystet, når han skriver i 50’ erne om slagsmål i det franske parlament mellem kommunister og poujadister, hvor stolene flyver gennem luften, og der skydes med hundepistoler.

Pierre Poujade er den første populist i den lange række af politikere, der ender med Donald Trump. Morfar bryder sig hverken om populister eller kommunister. Det gør jeg heller ikke, men jeg forsøger at være lige så ubekymret, som han er det, selv om Trump og Putin får flere og flere tilhængere, og man også i Danmark pludselig er meget mere interesseret i lurmærket national danskhed end lige værdighed for alle.

Det ville min morfar have været ked af at opleve, men jeg tror ikke, at det havde fået ham til at miste sit livsmod og sin lyst til at følge med i både stort og småt. ”Der er al mulig grund til at frygte alting her i verden, så I skal ikke frygte noget som helst”. Det siger politimanden Orson til Charlot og Charlotte i Ole Bornedals TV-serie af samme navn, som er en hyldest til ubekymret kærlighed. Den serie ville morfar have elsket. Han var glad for mødet med en sådan ubekymret kærlighedsforkyndelse, både hos den for mange barske århusianske teolog P. G. Lindhardt og hos den for endnu flere pladderromantiske fynske forfatter Morten Korch.

Billedet viser morfar og min mor på Grenen den 15. august 1933.

Frihed og tryghed uden illusioner

Frihed og tryghed er plusord i den moderne virkelighed. Det gælder, når vi almindelige mennesker taler sammen, og når politikerne vil have os til at stemme på deres eget parti.

Både i de blå og de røde politiske partier går man ind for såvel frihed som tryghed, og de to begreber udelukker bestemt ikke hinanden, men man bliver mistænksom, når enigheden tilsyneladende er så stor. Jeg vil forsøge at tale så konkret om frihed og lighed, at det kan blive klart, at begge begreber både er fornuftige og kan være fyldt med illusioner.

Vi har ikke som de andre levende væsener i dyreverdenen instinkter, der fortæller os, hvad vi skal gøre, når vi lever sammen i et fællesskab. Vi har brug for den samme tryghed som dyr, men skal selv skabe den med vores frie og praktiske fornuft i den sociale sammenhæng vi lever i.

Det har vi gjort for fuld kraft i den moderne tid, der siden oplysningstiden har givet os mere og mere magt over naturen. Ved hjælp af fornuftige blå og røde ideologier og rationel videnskab har vi i en næsten blind fremskridtstro skabt de moderne samfund, der udvikler sig hurtigere og hurtigere. Disruption er blevet kodeord for den udvikling i frihedens, fornuftens og fremskridtets navn, som næsten ikke kan gå hurtigt nok.

Det har efterhånden skabt så meget kaos og utryghed, at mange mennesker længes tilbage efter gamle dages rolige og trygge samfund, selv om det var samfund fyldt med ufrihed og ulighed. I nostalgiens bagkloge lys var de homogene fællesskaber, der havde nationale grænser og ikke kunne løbes over ende af flygtninge og migranter.

Det er symptomatisk, at Socialdemokratiet nu forsøger at overgå Dansk Folkeparti i at være et nationalt parti. Den bedste danske opfindelse er Danmark, fortæller Mette Frederiksen os overalt i de danske byer.

De gamle illusioner både om et fremskridt uden grænser og om et homogent samfund som på Gorm den Gamles tid trives i bedste velgående. På en måde er de to illusioner så afhængige af hinanden, at det er både til at le og græde over.

I den situation skal man efter min mening hverken lave hysterisk frihedskamp for fremskridtet, som statsministeren gør med sit disruptions-råd, eller klamre sig til en fastlåst danskhed, som Mette Frederiksen gør det på plakaterne, men fastholde frihed og tryghed i et moderne samfund, der skal udvikle sig i et tempo, hvor borgerne kan følge med, både med deres krop og deres sind.

Selvfølgelig skal der også sættes grænser for den teknologiske og demografiske udvikling, men de grænser skal ikke sættes af kanoniske danskhedsværdier, men af et menneskesyn og et natursyn, hvor mennesket ikke først og fremmest er dansker, men menneske, og naturen ikke kun er dansk natur.

Før mennesket bliver dansker, forbruger og demokrat er det et levende væsen, der har brug for samvær med andre levende mennesker, som det kan sanse, høre og se med sin krop. På samme måde som det har behov for at være i naturen med både sanser, følelser og fornuft for at være et helt levende menneske.

Man skal selvfølgelig også være i sin naturafhængighed uden illusioner. Mennesket er af natur både kærligt og aggressivt, og naturen er tilsvarende voldsom på en både blid og hård måde, så der er al mulig grund til at føle sig for og tænke sig om, som det kulturelle væsen, mennesket også er.

Men i den aktuelle situation, hvor mange kæmper for disruption, og endnu flere for gammel danskhed, har jeg lyst til at slå et slag for en kulturkamp på naturens præmisser, der både har plads til fornuftige overvejelser og glæde over nye og gamle danske ord og billeder.

Der er en tendens til, at fornuftige kulturradikale og fornuftige konservative i dag kan være enige om en fælles front mod både socialister og liberale, der mangler den naturdimension, som gør mennesket til et kulturvæsen med både krop, hjerte og fornuft.

På naturens præmisser kan man være både kulturradikal og konservativ med begge ben på jorden som gode naboer i en kolonihave og flage med dannebrog uden at være nationalist, fordi man hellere vil så radiser end slå løs på selv de mest fanatiske tilhængere af disruption.

bo ved bord red 001

Jeg er stadig i tvivl om, hvad jeg skal kalde den filosofi, der ligger gemt i et så roligt kolonihaveliv. Foreløbig kalder jeg det kolonihavefilosofi. Kodeordene er hverken tro, håb og kærlighed ( det er for religiøst ) eller frihed, lighed og broderskab ( det er for ideologisk ), men frihed, tryghed og kærlighed. Er det ikke bæredygtig dansk hygge på filosofisk grundlag for både hvide, gule, brune og røde, selv om der ikke er et flag i kolonihaven. Det er i hvert fald frihed og tryghed uden illusioner i øjeblikket lige her og nu, og hverken i en fjern fortid eller en fremtid, som er lige så fjern. Det er også et liv, man kan leve på stenbroen med sin have på altanen langt væk fra kolonihaverne.

Glædeligt nytår

Vi har lige ønsket hinanden et godt nytår. Hvad er det? Det er der lige så mange forskellige meninger om, som der er mennesker, men der er to bundter af meninger, som har så meget til fælles, at man kan tale om to meget forskellige slags ønsker for det nye år.

Der er for det første mange, der ikke kan få forandringer nok i det nye år, og mange, der helst vil have så få forandringer som muligt i det næste års daglige rutiner. De siger, at alt gerne må blive ved med at være, som det altid har været, medens de første får kvalme ved tanken om, at det nye år skulle blive lige så trivielt og kedeligt som det gamle. 

Intet nyt er godt nyt. Forandring fryder. De gamle ordsprog røber, at de to holdninger altid har eksisteret side om side, fordi mennesket både er fortvivlende konservativt og fortvivlende rastløst, alt efter om man er vild eller ikke vild med forandringer. 

Historien er fyldt med ungdomsoprør, hvor de unge har villet gøre op med gamle stive traditioner, men er også fyldt med de gamles hårdnakkede kamp for at bevare de gamle traditioner, som de unge lægger for had. I vore moderne tider er det imidlertid meget mere kompliceret, fordi de gamle ikke længere vil være gamle, men blive ved med at være unge. Samtidig med at børn og unge ikke tidligt nok kan blive voksne og fyldt med voksenerfaringer. 

Det nyeste modeord i dagens kulturdebat er disruption, hvor det handler om hele tiden at forstyrre/disrupte de gamle traditioner, der hviler på en forældet teknologi og en forstenet menneskeforståelse, hvor mennesket både har en tung, besværlig krop og en luftig sjæl. Det er mennesket i stand til, fordi det kan tænke og handle lige så fornuftigt og hurtigt som de intelligente computere, det selv har skabt. 

De intelligente computermennesker og de intelligente computere har hverken behov for krop eller sjæl for at skabe orden og øget velstand i det fremtidssamfund, der bygger på den nyeste IT-teknologis evne til at udtænke styreredskaber, der kan holde styr på den besværlige krop og den besværlige natur, men har sværere ved at styre den luftige sjæl.

I dag forsøger både unge og gamle at være så innovative som muligt og forstyrre alle gamle traditionelle handlingsmønstre, der bygger på andet end data og fornuft, men der er selvfølgelig stadig unge og gamle, der med både krop og sjæl lever sig ind i naturens rytme og glæder sig over, at det trods klimaforandringer bliver ved med at blive forår og sommer efter efterår og vinter. Det nyder de med kroppen og sjælen på en måde, der kun kan virke forstyrrende for de ildsjæle, der brænder for et samfund fyldt med disruption og hurtigere og hurtigere bredbånd. 

Som kolonihave-filosof er jeg nødt til at bekende kulør. Jeg hader disruption, hvis det er at kaste sig i armene på en moderne IT-teknologi, der skal forstyrre/disrupte gammel teknologi og gamle kulturtraditioner med en fornuft, der gør en dyd ud af at være både sanseløs og hjerteløs og derfor er ligeglad med naturen og den konkrete hverdagsvirkelighed, hvor sanser og følelser er lige så vigtige som selv den mest intelligente fornuft. 

I denne almindelige hverdagsvirkelighed glæder man sig, både når solen skinner på den blå himmel, og skyerne regner på det grønne græs. Forældrene glæder sig også, når det lille barn tager sine første skridt, og når den gamle bedstemor smiler til sine børnebørn, selv om hun er både døv og dement.images1

Der er en glæde forbundet med det almindelige liv på jorden, som er lige så rolig og konstant, som livet i stadig disruption kan være høj og urolig hastighed på bekostning af den grundlæggende livsglæde, som kan fylde både unge og gamle ved bare at trække vejret i naturen og være sammen med andre mennesker. 

Det kan godt være at det, som statsministeren mener det, er nyttigt med et disruptionsråd fyldt med foretagsomme og innovative ildsjæle, men i virkeligheden er der lige så meget behov for et glædesråd, der sætter ord på den elementære livsglæde, som får den jordiske virkelighed med både unge og gamle, nye og gamle maskiner til at hænge sammen. Denne brogede verden er for mange disrupte og idealistiske ildsjæle enten småt eller stort brændbart, som man ikke hurtigt nok kan få til at gå op i røg. 

Jeg ønsker derfor ikke mine bloglæsere et godt nytår fyldt med hæmningsløs disruption, men et glædeligt nytår fyldt med glæde og glad kærlighed. Jeg kan godt se nytten ved mange teknologiske forandringer, men det er der så mange, der går ind for, at jeg fik lyst til at slå et slag for det der, selv om det er uforanderligt, er sårbart, fordi det er afhængigt af levende menneskers opmærksomhed på både naturen og andre mennesker som en kilde til glæde og fryd, selv om sorg og smerte også er en del af det levende liv.

Jul

De gamle nordboere havde også en stor fest på denne tid af året med mørke og kulde. De spiste og drak for at fejre, at solen vendte i sin bane på himlen, og lyset begyndte at vende tilbage.

I den hedenske solhvervsfest festede man i Odins, Thors og Frejs navn. Efter at kristendommen var kommet til Danmark, fortsatte man med at spise og drikke på det samme tidspunkt i Guds, Jesus og Helligåndens navn.

De gamle nordboere havde også en stor fest på denne tid af året med mørke og kulde. De spiste og drak for at fejre, at solen vendte i sin bane på himlen, og lyset begyndte at vende tilbage.

I den hedenske solhvervsfest festede man i Odins, Thors og Frejs navn. Efter at kristendommen var kommet til Danmark, fortsatte man med at spise og drikke på det samme tidspunkt i Guds, Jesus og Helligåndens navn.

Det gør man sådan set stadigvæk. Derfor er det godt at komme i kirke juleaften og blive mindet om, at Jesu fødsel ikke kun er startskuddet til årets største æde- og drikkegilde med andesteg, flæskesteg rødvin og juleøl i lange baner, men også betyder noget andet. Hvad er det for en betydning, man skal mindes om i en ordentlig juleprædiken?

Det er, at fødslen foregår lige så almindeligt og hverdagsagtigt, som alt det der senere sker i Jesu liv, efter at han er blevet voksen. Stalden er lige så hverdagsagtig som de daglige hændelser, Jesus henviser til i sine lignelser. Når Jesus taler om himlens fugle og markens liljer, er der ikke tale om guldfugle med englevinger eller blomster med et særligt himmelsk skær over sig, men helt almindelige fugle og blomster.

Alt er i hans voksne liv lige så almindeligt som krybben, han som barn blev lagt i, og som hyrderne på marken. Det ualmindelige i evangelierne er, at Jesus i hele sit liv i denne almindelige hverdagsvirkelighed udviser en barmhjertighed og tilgivende kærlighed, som overvælder dem, der er tilskuere til hans ord og gerninger med glæde – eller forarger dem.

Hans død på korset som udtryk for Guds tilgivende kærlighed skaber på samme måde tro eller forargelse og får både kristne og ikke kristne til at blive mere menneskelige eller mere umenneskelige. Troen giver os nemlig ikke et helt andet og mere ophøjet religiøst liv end det almindelige menneskeliv, men giver os tilbage til det hverdagsliv, som vi har fra fødslen, eller er blevet skabt til, hvis man vil tale om det på en kristen måde.

Fødslen i stalden gør det på samme måde som det øvrige almindelige hverdagsliv Jesus lever, umuligt at være kristen på en særlig kristelig måde. Hvad enten man bestræber sig på at være særligt åndelig eller særligt godgørende, skriger det til himlen som syndig selvoptagethed, der kun bliver værre af at være tilsyneladende kristen selvoptagethed.

Det er derfor ærgerligt, at man ikke i salmebogen juleaften kan finde Henrik Pontoppidans smukke julesalme, hvor han begynder med at lade Jesus blive født i en helt almindelig stald:

Ved lygtens skin, imellem får og stude,
blev Jesusbarnet født og svøbt i klude.

Salmen fortæller mere om, hvad der skete i Betlehem og slutter på denne realistiske måde:

Men altid gennem juleaftens glæde
betlehemjeg hører æslet skryde, barnet græde.

Henrik Pontoppidan var ikke vild med kristendommen, fordi han hadede den i alle dens kristelige skikkelser. Men hvordan undgår man, at kristendommen bliver til kristelig bedreviden og selvoptagethed, der er syndig, selv om det er rigtigt, at den kristne kan tro på, at synden bliver tilgivet. Men det gør ikke ham eller hende syndfri.

Mit svar er inspireret af K.E. Løgstrups syn på etik, som vil redde etik og moral fra alle bedrevidende moralisters evindelige lyst til at moralisere ud fra fine etiske teorier: ”Det etiske synspunkt kommer ikke fra vore bestræbelser, men er et modlys, der falder ind over dem, og som kommer fra de grundvilkår, som det ikke står i vor magt at lave om på”.

På samme måde kunne man sige, at kristendommen ikke er en indviklet dogmatisk lære eller en særlig måde at leve på, men er det modlys Jesus med sin fødsel, liv og død kaster over vores helt almindelige hverdagsliv og afslører os som mere menneskelige og umenneskelige, end vi havde drømt om det.

Den fødsel, det liv og den død står det heldigvis ikke i vores magt at lave om på. Det må vi enten tro på uden at få kristelige griller, eller nægte at tro på, fordi det overlader alt for lidt til vores både almindeligt syndige og kristeligt syndige lyst til at løfte os op over det almindelige hverdagsliv, hvor æslet skryder, og barnet græder.

Troen på den kærlige og tilgivende Jesus gør ikke den kristne syndfri. Men det skaber en glæde og en ubekymrethed i øjeblikket, både juleaften i kirken med en masse grædende børn og hjemme ved julebordet med mad og drikke, som den bekymrede og bedrevidende moralist og den bekymrede og bedrevidende faste kirkegænger ikke kender noget til.

Der sker ikke noget ved juleaften at synge med på alle de traditionelle julesange fyldt med engle og himmelsk skær.

Hans fødselsstund er årets store time,
da festlys tændes, alle klokker kime.

Som der også står i Pontoppidans julesalme. Man skal bare hele tiden kunne høre æslet skryde og barnet græde.

.

 

.

 

 

Advent

Vi er nu inde i det nye kirkeår, hvor man afventer Jesu fødsel. Adventus Domini, Herrens komme, som det hedder i det officielle kirkesprog.

Denne fremtidsforventning kan være anledning til at filosofere lidt over, hvorfor det er så svært at leve i øjeblikket og så fristende at tænke både frem og tilbage. Det er ikke tilfældigt, at man taler om, at forventningens glæde er den største glæde, og at det aldrig kan blive så sødt som i de gode gamle dage.

Vi kender alle sammen fristelsen til at flygte ind i fremtiden eller tilbage til fortiden, fordi vi ikke når, det vi skal, og ikke kan det, vi har kunnet før.bo med opslået krave 001

Disse frustrationer er den pris, vi betaler for at være frie og bevidste væsener og ikke hviler i vore instinkter på samme måde som kattene i stuen og fuglene uden for ved foderbrættet. Vi eksisterer og er derfor, som det latinske ord existentia antyder, i modsætning til dyr og fugle altid på vej frem eller ud af os selv med vores frie bevidsthed.

Det kan fylde os menneskedyr med en livslyst og et livsmod, andre dyr ikke kan drømme om, men det kan også gøre os så triste og sløve, at vi ikke kan holde os selv ud i en eksistens, som kun føles som tomhed og mangel på mening.

Den tomhed og mangel på forudbestemt mening gjorde eksistentialisterne en dyd ud af. Det er også den tomhed, alle indbydende reklamer forsøger at udfylde med meningsfulde tilbud, som både frister med de gode gamle dage, marmelade fra den gamle fabrik, og en lykkelig fremtid med hurtige biler og hurtigere bredbånd.

Alt liv er frustrerende liv, siger buddhisterne og mediterer sig fra tomheden. Glæd jer til Jesu fødsel , siger de kristne og udfylder adventstiden med alle de nødvendige juleforberedelser. Mennesket er for svagt til at kunne klare sig selv, siger muslimerne, det skal følge koranens gamle bud og Muhammeds eksempel for at få en meningsfuld fremtid.

Det hjælper sikkert alt sammen, men kolonihavefilosoffen forlader lejligheden eller huset og går sig stærk og glad i naturen, som vi kan føle os helt nedfældet i med vore sanser og være så glade for at være i med vores bevidsthed, at vi er til i øjeblikket helt uden frustrationer. På gåtur i skoven, ved havet eller bare på den flade landevej har vi hverken behov for at flygte til fortiden eller til fremtiden. Slet ikke, hvis vi har mulighed for at dele glæden over at være til i naturen sammen med et andet levende menneskedyr.

Halloween

Nu er der græskarhoveder foran alle huse med børn. Den store orange grøntsag passer godt ind i efterårslandskabet. Træernes blade bliver gule, orange og røde, inden de falder af.

Men det er ikke efteråret, der bliver fejret med de store græskarhoveder. De skal med deres skrækindjagende ansigtsudtryk skræmme onde ånder bort, men efteråret og vinteren kan de ikke skræmme væk. Naturen vil blive mere og mere vissen og død, men hvad gør det, når det bliver forår og sommer igen. Så jeg fejrer Halloween for mine børnebørn med glade tanker om at være afhængigaf naturen, selv om den er fyldt med både liv og død, gode og onde naturånder.Bo med halstørklæde 001

Oprindeligt var 1. november Alle helgens dag, og aftenen før Alle helgens aften. I Den katolske Kirke mindes man alle de døde helgener, der gør livet mere trygt for de levende. I den evangelisk-lutherske kirke er alle døbte helgener, så her mindes de efterladte de døde familiemedlemmer, der er døde i årets løb, og som har fyldt de efterladtes liv med glæde og kærlighed.

I begge tilfælde får man de dødes hjælp til at holde ondskab og død fra livet, så i den forstand er de skrækkelige græskarhoveder, der ligner kranier, i god overensstemmelse med traditionen for at bede om de dødes hjælp til at gøre livet mere trygt for de levende.

Men de levende ved godt, at død og ødelæggelse er en del af livet. Det hører også med til traditionel katolsk og luthersk tro. Som gammel kan man mærke en krop og en ånd, der bliver mere og mere skrøbelig. En ordentlig kolonihavefilosof ved også godt, at afhængighed af naturen er en kilde til både smerte og fryd, glæde og sorg.

Så jeg vender tilbage til den afhængighed af naturen, som de smukke og uhyggelige græskar ved husene kunne eksemplificere på både godt og ondt. At fejre Halloween er i det perspektiv en glad kosmisk eksistentialisme, som man kan savne i de to traditionelle religioner, jeg har været omkring, og den eksistentialisme, der kun dyrkede lidelsen og det absurde.

Det frydefulde i naturen er lige så overraskende og absurd som det lidelsesfulde. Græskaret som kranium er symbol på både fryd og smerte, liv og død. Så glad kosmisk eksistentialisme er bare græskarfilosofi.

Glædelig Halloween.

Filosofi om det hele

Kolonihavefilosofi er for mig en filosofi om det hele, men jeg indrømmer blankt, at det nok er begrænset, hvor mange jeg har fået omvendt til at tro på en kolonihavefilosofisk kulturrevolution.

Kolonihavens virkelighed er for de fleste en meget begrænset virkelighed, som giver dem småborgerlige og nationalistiske associationer, selv om de godt kan lide Benny Andersens og Halfdan Rasmussens kulturradikale sange om kolonihaver og Henry Heerups og Ib Spang Olsens billeder af kolonihavevirkelighed, som ikke er spor nationalistiske, selv om der er mange dannebrogsflag i deres festlige kolonihavebilleder.Bo  i liggestol 001

Kolonihavefilosofi er ikke for mig bundet til en konkret kolonihave, men er en universel filosofi om det hele. 

Den indeholder både individets urmenneskelige udfoldelsesdrift, alle individers urmenneskelige afhængighed af naturen og af andre konkrete levende mennesker.

Desuden rummer den et menneskeligt behov for at leve i et større samfundsfællesskab, men det er ikke så urmenneskeligt som den individuelle udfoldelsesdrift og afhængigheden af naturen og andre mennesker af kød og blod.

Det glemmer de politikere, der kun tænker i store samfund og ikke kan lide de små landsbyer, der var den første samfundsvirkelighed, og som vi er alt for hurtige til at rationalisere væk. 

Det lyder voldsomt med al den urmenneskelighed, men for mig er det som for Nietzsche det eneste værn mod moderne umenneskelighed.

Det er måske også en noget stor mundfuld for kolonihavefilosofien, men for mig rummer denne filosofi den helhed, som det drejer sig om: naturen, den enkelte, andre mennesker og et større kulturskabt fællesskab bundet til et sprog og et flag, som man kan blive en del af, hvis man har lyst til det, selv om man kommer fra et land meget langt fra Danmark, med et helt andet flag end det rødhvide dannebrogsflag.

Klik på overskriften for at skrive en kommentar!