Martin A. Hansen tumlede som dreng rundt i landsbyen og naturen lige så glad og ubekymret som Henrik Pontoppidan i Randers og omegn. Han har givet mange muntre og malende beskrivelser af dette vilde drengeliv, hvor det ikke altid var populært, at han fik skrammer på benene og huller i tøjet. Der var ikke så langt til bunden af samfundet for en husmandssøn som for en præstesøn. Derfor måtte man ikke kunne pege fingre ad ham som snavset og ikke ordentligt klædt på.
Han læste flere indianerromaner end drengen i Randers og skød derfor mere med bue og pil end præstesønnen. Men alt tyder på, at de har haft den samme overvældende følelse af en storslået natur med både farlige og behagelige sider. I fortællingen ”På vognbunden” lader MAH den ældre forfatter drengen opleve ”at al jordens gru og lykke er æltet i én dej”, og at ”blodet skyller gennem ens mægtige kraftfulde krop”.
Det er drengelandnamssind for fuld udblæsning, som han kunne møde det hos vikingerne i Nordahl Rolfsens bog ”Illustreret Verdenshistorie”. Senere bruger Martin sin stærke krop i landbruget med både hakke, skovl og spade og udvikler et ansvarligt spadesind, både når han pløjer med heste og graver ud til en roekule.
Som hårdt arbejdende tjenestekarl i landbruget er han tættere på den uregerlige og genstridige natur end den unge Pontoppidan, der kan søge ly for blæsten og regnbygerne på sine spadsereture, når det stormer og regner. Det havde den unge tjenestekarl med spade og plov ikke mulighed for. Han havde ikke tid til at nyde stormen og regnen i den vældige natur. Han ville derfor ikke være faldet i hedensk svime i de øde schweiziske bjerge, som HP gjorde det i sin ungdom. Han var ikke turist i landbruget. Desuden var han kristen, og hans ansvarlige spadesind blev hurtigt til et fornuftigt og ansvarligt kulturspadesind, som han med god kristen samvittighed, også uden for landbruget, kunne slippe løs i arbejdet med som skabningens herre at få styr på den jordiske virkelighed med mennesker, dyr, træer og planter.
Hans kristne baggrund og det fornuftige kulturspadesind fik ham til at læse til lærer på et kristent seminarium, selv om han hurtigt blev mere interesseret i moderne kunst og videnskab end i traditionel kristen morgensang. Han blev på seminariet lige så optaget af de moderne videnskaber som Pontoppidan i gymnasiet. Naturalisme og realisme gik MAH i blodet, og da han fik digterdrømme, var de langt fra den gamle romantik, som hurtigt fik tag i HP, selv om den oprørske præstesøn også begyndte som en realist, der ville afsløre det traditionelle landmandslivs elendigheder og inspireret af Georg Brandes sætte problemerne både i det gamle og moderne samfund under debat.
MAH begyndte sit forfatterskab som en lige så realistisk skildrer af livet på landet, men HP var mere kritisk over for kristendommen og på større afstand af de landsbysamfund, hvor han ikke som MAH havde lært at bruge en spade og en plov. Denne kunne i sine to første naturalistiske romaner skrive mere indforstået om livet i de små landsbysamfund, men den unge lærer var mere ukritisk end HP over for de moderne strømninger i samfundet, der forsøgte at overgå kristendommens fremtidsforventninger med deres utopier om en fremtidig lykketilstand ved hjælp af videnskaberne og den rigtige ideologi.
Han havde en seminaristisk modtagelighed for idealistiske ideer, som han senere blev flov over og derfor tog afstand fra mere naive hjemstavnsforfattere, der lavede opbyggelig og idealistisk skolelærerlitteratur. Det var den skeptiske præstesøn fra Randers fra begyndelsen lige så vaccineret imod som mod de naive kristne forestillinger om et evigt fremtidsliv, men MAH blev som mange i mellemkrigstiden fascineret af den marxistiske ideologi og afprøvede den i en dansk landsbyvirkelighed, hvor en ildsjæl med både spadesind og rødt landnamssind forsøger at få sin fars gård til at fungere som et velfungerende landbrugskollektiv, en koloni med virkelig fællesskabsfølelse.
Det går slet ikke, som ildsjælen Niels havde håbet. Der er mange sind, der er lige så genstridige som den natur, der heller ikke altid er samarbejdsvillig, så Niels ender sammen med sin kone at tage til byen. Det havde MAH også gjort, og i byen oplevede han under folkestrejken i juli 44 det fælles samfundssind, som Niels forgæves havde forsøgt at indføre på landet med socialistiske dekreter. Her opstod det spontant, fordi almindelige mennesker ikke måtte mødes på offentlige pladser og passe deres kolonihaver, men det var et gammelt retssyn, der kom frem i lyset.
Det var ikke udtænkt af utopiske idealister, men havde rødder tilbage i det gamle landsbyting, hvor ingen var uden for fællesskabet. Det gjorde fortiden og historien levende, ikke som døde traditioner, men som en levende fællesskabsfølelse, som ansvarlige mennesker og politikere kunne bygge på. Historien kunne være levende nutid, men MAH så sig mere og mere vred på naturen og dyrkelse af naturen som alternativ til materialismen og meningsløsheden i det moderne samfund.
Det var også en idealistisk idé, som ikke havde forstået, at naturen er farlig, kaotisk og fyldt med dæmoniske kræfter, som kun et meget stærkt og ansvarligt spadesind kan holde styr på. Han fik sin naturpessimisme bekræftet ved at læse Søren Kierkegaard og den moderne eksistentialisme, der som ateistisk filosofi havde et lige så negativt natursyn som den danske teolog og tænker. MAH overgav sig til en tilværelsesforståelse præget af angst og skyld og død, hvor naturen var lige så tom og meningsløs som de utopiske fremtidsmål, der gjorde både nazister og marxister til alt for idealistiske talerør for ideologier, der kun var tom snak.
Han opgav ikke tanken om retssynet, men ellers var han så fyldt med ”kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed”, at han uden sin fornuft, sin refleksionskraft og sit retssyn var blevet en ulykkelig senromantiker. Citatet går tilbage til Hjalmar Søderberg, der omkring 1900 gødede jorden for senromantiske og realistiske bøger som Pontoppidans ”De dødes rige”.
Med sin skeptiske fornuft og sin nådesløse refleksion havde han ikke meget til overs for de hjemstavnsforfattere, der som Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg var begavede almuesønner, men poserede naivt i naturen og postulerede en harmoni med den, der var både naiv og komisk. ”men dette ønske om utvungen naturlighed ses i dag som program og poserende bevidsthed”. Johannes V. Jensen havde for MAH mere sans for både gru og glæde i naturen, men opbyggede ved hjælp af Darwin en naturoptimisme, som efter MAH ’s mening var lige så komisk.
Hans eget pessimistiske natursyn kom til udtryk i fortællingen ”Gartneren, dyret og barnet”. Den bygger på en drøm, som virkelig har været en ond drøm, fordi gartneren drømmer om naturen som en utryg og pløret losseplads fyldt med dæmoniske dyr, som gartneren er bange for at identificere sig med. Han springer rundt med spaden løftet for at blive fri og få styr på det hele, men hans frihed er på naturens præmisser tom og uden indhold, fordi han ikke kan få kontakt med sin søn, barnet.
Som reflekteret og ansvarsbevidst menneske bliver MAH både under og efter krigen mere og mere skeptisk over for en naiv kunstnerbevidsthed, hvor digteren som en Jens August Schade går ud i naturen og spiller på panfløjte og selv som en panfløjte lader naturen spille sine lyse og mørke melodier gennem sig selv som inspireret digter.
En sådan spontant inspireret digter, som naturen raser ud igennem, er MAH virkelig bange for på det tidspunkt. Det bliver for ham en slags shamanvildskab, som han i ”Orm og tyr” gør rede for i Odinskikkelsen som digter. Det var han lige så meget på vagt over for, som for at hengive sig så hæmningsløst til naturen, som han kunne gøre det som barn.
Han skrev som alle digtere dagbog, men han gør det mere og mere tydeligt for som ansvarlig kulturpersonlighed at holde den vilde natur, de vilde drifter og den vilde digtning i ave. HP ender med at brænde alle sine private papirer. MAH kan somme tider synes fristet til at kaste alle sine digteriske bøger på bålet. Det var HP som selvbevidst digter ikke et sekund fristet til, medens Søren Kierkegaard havde givet MAH et apostelkompleks, fordi en apostel er mere ren i sine gerninger, end en digter efter begges mening kan være.
Hans digtning blev følgelig, samtidig med at den blev mere og mere modernistisk og symbolistisk, også mere præget af kristne anfægtelser. ”Midsommerfesten” er af mange højt berømmet for at være det første stykke modernistiske prosa i Danmark, men den store novelle er også præget af et apostelkompleks, hvor digteren har svært ved at lade være med at jamre over sig selv som digter.
Selv om han især i dagbogen jamrer over sig selv, og alt det han forsømmer som ægtemand og far, skriver han meget god litteratur i den periode i og efter krigen, hvor han bestemt ikke er bange for at lade sig inspirere livets gru og glæde, som det udfolder sig både i historien og nutiden, selv om han bliver ved med som kulturspade og digterspade at have lyst til at grave den natur ned, der er alt for vild. Under sin rejse på Island er han stadig så underlagt sin frygt og angst i den ikke kultiverede natur, at han ved mødet med en stor fos står og siger bandeord ind i den, for ikke som HP i Schweiz at blive bjergtaget af den vilde natur.
Han har i tiden op til 1950 svært ved ikke at opfatte angst, skyld, lidelse og død som antropologiske grundvilkår, der overskygger den elementære glæde ved at være til i stofskifte med naturen og andre mennesker i den almindelige hverdag, men heldigvis går naturen somme tider over optugtelsen. Både i ”Jonatans rejse” og ”Lykkelige Kristoffer” er der meget sødmefuld jordisk glæde, men det er mest når Middelalderen i skikkelser som munken Mattias og ridderne Kristoffer og Paal får lov til at brede sin skærmende livstræskrone ud mellem den krigeriske vikingetid og den kaotiske reformationstid.
Middelalderen er i MAH ’s bevidsthed ikke bare en historisk periode, men et billede på et samfund, hvor spadesind, landnamssind og glædessind går op i en højere enhed, fordi man både arbejder, kæmper, danser og er glad for livet. For MAH var det en utopi, som var mere meningsfuld end marxisternes, men kunne det blive til virkelighed i en efterkrigstid præget af selvoptaget kristelighed, snæversynede videnskaber og virkelighedsfjerne ideologier. I tidsskriftet Heretica var han med i en kulturkamp, der fokuserede så meget på det åndelige i mennesket, at det kødtunge menneske og menneskets indfældethed i naturen mere var en sten i skoen end en kilde til glæde.
Men digteren MAH havde bevaret så meget af sin barnlige åbenhed for både livsrus og livsglæde, at radioromanen ”Løgneren” blev en meget mere spændende bog, end han nok selv var klar over. Hovedpersonen Johannes Vig, der er lærer på en lille ø, er ikke bare, som han selv i sin dagbog, tilsyneladende med forfatterens velsignelse, vil bilde læseren ind, en selvoptaget æstetiker, men en ansvarlig etiker, der heller ikke er bange for at spille i hjerter og blive bet. Spadesind, landnamssind og glædessind går ikke på i en højere enhed, men der er en frugtbar spænding i den lille roman mellem en person, der både kan kæmpe og blotte sig i sin kærlighed og ikke ender med at jamre over sig selv, selv om han kan se frem til et tilsyneladende ensformigt spadeliv med at grave i øens historie.
I ”Løgneren” kan både menneskets natur og naturen uden for mennesket være voldsom uden at blive dæmonisk og fredelig uden at blive opfyldt af stille angst. Tidligere kunne han finde på at skrive i sin dagbog, at ”man nærmest kun for spøg og ved et efterårsmøde i et forsamlingshus eller i en socialdemokratisk studiekreds” kan ”tale om menneskenaturen”. Nu er han ved at blive klar over, at mennesket er et både arbejdende, kæmpende og legende væsen, der skal arbejde, kæmpe og lege i glæde, selv om det hverken kan undgå lidelse eller død. Han arbejder sig i ”Løgneren” frem til et natursyn, hvor naturen kan være en kilde til glæde både i menneskets levende krop og i den levende natur uden for mennesket, selv om Johannes Vig på et tidspunkt føler sig dæmonbesat og også fornemmer dæmoner i naturen, men måske er det ikke Johannes, men Rigmor læseren skal identificere sig med.
Det afgørende skridt bort fra naturen som meningsløs tomhed og mennesket som et lige så tomt hylster om en udødelig åndelig sjæl sker med det store historiske værk ”Orm og tyr”, hvor MAH gør den mageløse opdagelse, at den romanske kristendom renser det senere dæmonbesatte hedenskab for gengangere og sjæleangst og med sin skabelsestro lader det skabte menneskeliv være en kilde til glæde, som det var det i det hedenskab, som stadig havde et livstræ midt i verden som værn mod jætteondskab. Dette skabte menneskeliv kæmper både med sjæl og krop mod død og ødelæggelse indtil den opstandelse, som er livets endelige sejr over døden.
Denne romanske kristendom med sin tro på livets sejr over døden er i første omgang for MAH en historisk realitet, men bliver også efterhånden for ham en nutidig virkelighed, der med korset som livstræ bliver et værn mod den nihilisme og pessimisme, han havde kæmpet imod både som ansvarlig kulturpersonlighed og ansvarlig digter. Den ansvarlige spadeperson giver sig selv lov til at glæde sig over den natur, han tidligere havde set sig gal på med løftet spade eller dæmoniseret med sit apostelkompleks.
Han bliver mere og mere glad for den helt almindelige natur, man møder i både sol, regn og blæst og den råstyrke og blidhed, som hører til den kæmpende og dansende menneskenatur. Han giver sig selv lov til at identificere sig med den stærke viking, han var som barn og ung og giver los for styrken i en blid kærlighed, som jomfru Maria ikke skal have patent på. Det er novellen ”Fuglene” et tidligt udtryk for, men det er lettere at finde sene udtryk for landnamssindet, f.eks. husmanden Haavn, der holder sin spade ren og skinnende og ikke er bange for at bruge den, da han skal kæmpe for det gamle retssyn. Han er en både tragisk og en komisk person, men landnamssindet gør ham til en sagahelt forklædt som nutidig modstandskæmper.
En tidligere novelle ”Manden fra jorden” var oprindelig en drøm, hvor fortælleren drømmer om, at en reflekteret og åndsfraværende kulturperson har godt af at blive afløst af et mere livskraftigt jordmenneske. MAH blev bange for drømmen, da han begyndte at tænke over den, fordi han kom til at tænke på nazismen, men som den står er den et godt udtryk for, at han til sidst i sit liv også i vågen tilstand kunne identificere sig med den vilde natur, han forsøgte at fortrænge som reflekterende kulturperson uden jordforbindelse.
Jordmennesket graver den kraftesløse, men meget kultiverede person ned i jorden med sine bare næver. ”Gro vel, lille ask” er den sidste hilsen fra det forvirrede kulturmenneske, der har mistet sine briller, men måske godt kan se, det er nødvendigt, at han bliver afløst af et stærkere levende væsen under asketræet.
Naturen bliver til sidst i MAH ’s liv også mere og mere synlig i det han skriver om det danske land, ikke bare som kulturlandskab, men som vejr, der blæser og regner, som det passer det, og både i sol blæst og regne er en kilde til glæde. Det kan man læse om i ”Dansk vejr”. I ”Daggry”, et foredrag holdt i Studenterforeningen, er der en smuk formulering af ”at det ikke er hverken landet, solen, universet og den fløjtende fugl ligegyldigt at der også er menneskeøjne som ser daggryets mirakel ske, en tanke som giver drøjde og marv til dagene der leves” Det er lige ved at være en harmoni med naturen, der kalder på en panfløjte.
Grundtvig betød meget for MAH ’s opdagelse af den romanske kristendom, men til sidst i hans liv bliver Blicher af endnu større betydning, fordi han følte, at han kunne være både kristen og digter med lige så god kristen samvittighed som Blicher, give pokker i sin flueøjede bevidsthed og lade det det elementære liv blive til en lige så elementær digtning, hvor, som han siger det til sidst i et forord til ”Moby-Dick”, ”vrede er vrede, glæde er glæde, sorg er sorg”.
I disse sætninger ligger en drøm om, at spadesind, landnamssind og glædessind kan forenes. Den drøm så han opfyldt i Blichers novelle ”De tre helligaftner”, hvor hårdt arbejde, hård kamp og blid kærlighed går op i en højere enhed. Sådanne noveller drømte han om at skrive i sin hospitalsdagbog, som for første gang i hans liv var en digters dagbog, der var renset for den tidligere jammer over at være digter.
I et lidt tidligere digt siger han det med en næsten Pontoppidansk hengivelse til den natur, der giver ørnevinger, og hvor Pan spiller på fløjte: Hjertet bliver ikke et andet, selv om det jamrer over sig selv. I brændingen synger stenene, i stormen løfter granen vingerne, en fremmed har ramt hjertet.