Pinse og helligånd

I den kristne tro er Gud tre i én som Fader, Søn og Helligånd.

I Apostlenes gerninger kap. 2 kan man læse om, at Helligånden 50 dage efter påske bliver udgydt over den lille kristne menighed. Den giver de første kristne en mirakuløs evne til at kunne tale alle sprog og blive forstået af mennesker fra alle verdens lande.

Det kan man vel kalde en spire til nutidens internet, for Helligånden skulle skabe kommunikation mellem forskellige slags mennesker med forskellige sprog. Men i kirkehistorien har Helligånden desværre mere fungeret som de kristnes monopol på en særlig åndelig og spirituel virkelighed, der var lukket land for almindelige mennesker af kød og blod.

Ved hjælp af Helligånden fik de kristne billet til åndelige oplevelser, der var meget finere end i andre religioner, og som løftede dem op over den jordiske hverdag med blod, sved, tårer og latter.

Det har ført til en kristen åndelighed og en kristen spiritualitet, der skulle være renset for jordiske urenheder, men som har fyldt mange kristne mennesker med en lidt for menneskelig glæde over at være frelste ånds-væsener.

Kristeligt Dagblad og Den kristne Fagbevægelse er fulde af eksempler på, at kristelighed kan være et dække over en åndelighed, som ikke er andet end jordisk selvtilfredshed.

Derfor er der grund til i pinsen, hvor man mindes Helligåndens udgydelse som kraft fra Gud at minde hinanden om, at denne kraft ikke er en kraft til at lette fra jorden, men det modsatte. Det er en kraft til at blive på jorden og være jorden tro med tro på den Guds søn, der som menneske ikke gjorde andet end at være jorden tro med en kærlighedskraft, som han gik i døden med, og som han håbede ville forblive på jorden, når han var borte. Både som kærlighed mellem mennesker og som kærlighed til ”Faderens” skabte jord.

Det har heldigvis også været tilfældet, men der er meget kristen kærlighedskraft, der er forsvundet ud i det blå som spirituel selvtilfredsstillelse.

John Sparre Christensens forsommer-billede lyser til gengæld af pinseglæde og pinsekærlighed til den skabte jordiske virkelighed.