Martin A. Hansen tumlede som dreng rundt i landsbyen og naturen lige så glad og ubekymret som Henrik Pontoppidan i Randers og omegn. Han har givet mange muntre og malende beskrivelser af dette vilde drengeliv, hvor det ikke altid var populært, at han fik skrammer på benene og huller i tøjet. Der var ikke så langt til bunden af samfundet for en husmandssøn som for en præstesøn. Derfor måtte man ikke kunne pege fingre ad ham som snavset og ikke ordentligt klædt på.

Han læste flere indianerromaner end drengen i Randers og skød derfor mere med bue og pil end præstesønnen. Men alt tyder på, at de har haft den samme overvældende følelse af en storslået natur med både farlige og behagelige sider. I fortællingen ”På vognbunden” lader MAH den ældre forfatter drengen opleve ”at al jordens gru og lykke er æltet i én dej”, og at ”blodet skyller gennem ens mægtige kraftfulde krop”.

Det er drengelandnamssind for fuld udblæsning, som han kunne møde det hos vikingerne i Nordahl Rolfsens bog ”Illustreret Verdenshistorie”. Senere bruger Martin sin stærke krop i landbruget med både hakke, skovl og spade og udvikler et ansvarligt spadesind, både når han pløjer med heste og graver ud til en roekule.

Som hårdt arbejdende tjenestekarl i landbruget er han tættere på den uregerlige og genstridige natur end den unge Pontoppidan, der kan søge ly for blæsten og regnbygerne på sine spadsereture, når det stormer og regner. Det havde den unge tjenestekarl med spade og plov ikke mulighed for. Han havde ikke tid til at nyde stormen og regnen i den vældige natur. Han ville derfor ikke være faldet i hedensk svime i de øde schweiziske bjerge, som HP gjorde det i sin ungdom. Han var ikke turist i landbruget. Desuden var han kristen, og hans ansvarlige spadesind blev hurtigt til et fornuftigt og ansvarligt kulturspadesind, som han med god kristen samvittighed, også uden for landbruget, kunne slippe løs i arbejdet med som skabningens herre at få styr på den jordiske virkelighed med mennesker, dyr, træer og planter.        

Hans kristne baggrund og det fornuftige kulturspadesind fik ham til at læse til lærer på et kristent seminarium, selv om han hurtigt blev mere interesseret i moderne kunst og videnskab end i traditionel kristen morgensang. Han blev på seminariet lige så optaget af de moderne videnskaber som Pontoppidan i gymnasiet. Naturalisme og realisme gik MAH i blodet, og da han fik digterdrømme, var de langt fra den gamle romantik, som hurtigt fik tag i HP, selv om den oprørske præstesøn også begyndte som en realist, der ville afsløre det traditionelle landmandslivs elendigheder og inspireret af Georg Brandes sætte problemerne både i det gamle og moderne samfund under debat.

MAH begyndte sit forfatterskab som en lige så realistisk skildrer af livet på landet, men HP var mere kritisk over for kristendommen og på større afstand af de landsbysamfund, hvor han ikke som MAH havde lært at bruge en spade og en plov. Denne kunne i sine to første naturalistiske romaner skrive mere indforstået om livet i de små landsbysamfund, men den unge lærer var mere ukritisk end HP over for de moderne strømninger i samfundet, der forsøgte at overgå kristendommens fremtidsforventninger med deres utopier om en fremtidig lykketilstand ved hjælp af videnskaberne og den rigtige ideologi.

Han havde en seminaristisk modtagelighed for idealistiske ideer, som han senere blev flov over og derfor tog afstand fra mere naive hjemstavnsforfattere, der lavede opbyggelig og idealistisk skolelærerlitteratur. Det var den skeptiske præstesøn fra Randers fra begyndelsen lige så vaccineret imod som mod de naive kristne forestillinger om et evigt fremtidsliv, men MAH blev som mange i mellemkrigstiden fascineret af den marxistiske ideologi og afprøvede den i en dansk landsbyvirkelighed, hvor en ildsjæl med både spadesind og rødt landnamssind forsøger at få sin fars gård til at fungere som et velfungerende landbrugskollektiv, en koloni med virkelig fællesskabsfølelse.

Det går slet ikke, som ildsjælen Niels havde håbet. Der er mange sind, der er lige så genstridige som den natur, der heller ikke altid er samarbejdsvillig, så Niels ender sammen med sin kone at tage til byen. Det havde MAH også gjort, og i byen oplevede han under folkestrejken i juli 44 det fælles samfundssind, som Niels forgæves havde forsøgt at indføre på landet med socialistiske dekreter. Her opstod det spontant, fordi almindelige mennesker ikke måtte mødes på offentlige pladser og passe deres kolonihaver, men det var et gammelt retssyn, der kom frem i lyset.

Det var ikke udtænkt af utopiske idealister, men havde rødder tilbage i det gamle landsbyting, hvor ingen var uden for fællesskabet. Det gjorde fortiden og historien levende, ikke som døde traditioner, men som en levende fællesskabsfølelse, som ansvarlige mennesker og politikere kunne bygge på. Historien kunne være levende nutid, men MAH så sig mere og mere vred på naturen og dyrkelse af naturen som alternativ til materialismen og meningsløsheden i det moderne samfund.

Det var også en idealistisk idé, som ikke havde forstået, at naturen er farlig, kaotisk og fyldt med dæmoniske kræfter, som kun et meget stærkt og ansvarligt spadesind kan holde styr på. Han fik sin naturpessimisme bekræftet ved at læse Søren Kierkegaard og den moderne eksistentialisme, der som ateistisk filosofi havde et lige så negativt natursyn som den danske teolog og tænker. MAH overgav sig til en tilværelsesforståelse præget af angst og skyld og død, hvor naturen var lige så tom og meningsløs som de utopiske fremtidsmål, der gjorde både nazister og marxister til alt for idealistiske talerør for ideologier, der kun var tom snak.

Han opgav ikke tanken om retssynet, men ellers var han så fyldt med ”kødets lyst og sjælens ubodelige ensomhed”, at han uden sin fornuft, sin refleksionskraft og sit retssyn var blevet en ulykkelig senromantiker. Citatet går tilbage til Hjalmar Søderberg, der omkring 1900 gødede jorden for senromantiske og realistiske bøger som Pontoppidans ”De dødes rige”.

Med sin skeptiske fornuft og sin nådesløse refleksion havde han ikke meget til overs for de hjemstavnsforfattere, der som Jeppe Aakjær og Johan Skjoldborg var begavede almuesønner, men poserede naivt i naturen og postulerede en harmoni med den, der var både naiv og komisk. ”men dette ønske om utvungen naturlighed ses i dag som program og poserende bevidsthed”. Johannes V. Jensen havde for MAH mere sans for både gru og glæde i naturen, men opbyggede ved hjælp af Darwin en naturoptimisme, som efter MAH ’s mening var lige så komisk.

Hans eget pessimistiske natursyn kom til udtryk i fortællingen ”Gartneren, dyret og barnet”. Den bygger på en drøm, som virkelig har været en ond drøm, fordi gartneren drømmer om naturen som en utryg og pløret losseplads fyldt med dæmoniske dyr, som gartneren er bange for at identificere sig med. Han springer rundt med spaden løftet for at blive fri og få styr på det hele, men hans frihed er på naturens præmisser tom og uden indhold, fordi han ikke kan få kontakt med sin søn, barnet.

Som reflekteret og ansvarsbevidst menneske bliver MAH både under og efter krigen mere og mere skeptisk over for en naiv kunstnerbevidsthed, hvor digteren som en Jens August Schade går ud i naturen og spiller på panfløjte og selv som en panfløjte lader naturen spille sine lyse og mørke melodier gennem sig selv som inspireret digter.

En sådan spontant inspireret digter, som naturen raser ud igennem, er MAH virkelig bange for på det tidspunkt. Det bliver for ham en slags shamanvildskab, som han i ”Orm og tyr” gør rede for i Odinskikkelsen som digter. Det var han lige så meget på vagt over for, som for at hengive sig så hæmningsløst til naturen, som han kunne gøre det som barn.

Han skrev som alle digtere dagbog, men han gør det mere og mere tydeligt for som ansvarlig kulturpersonlighed at holde den vilde natur, de vilde drifter og den vilde digtning i ave. HP ender med at brænde alle sine private papirer. MAH kan somme tider synes fristet til at kaste alle sine digteriske bøger på bålet. Det var HP som selvbevidst digter ikke et sekund fristet til, medens Søren Kierkegaard havde givet MAH et apostelkompleks, fordi en apostel er mere ren i sine gerninger, end en digter efter begges mening kan være.

Hans digtning blev følgelig, samtidig med at den blev mere og mere modernistisk og symbolistisk, også mere præget af kristne anfægtelser. ”Midsommerfesten” er af mange højt berømmet for at være det første stykke modernistiske prosa i Danmark, men den store novelle er også præget af et apostelkompleks, hvor digteren har svært ved at lade være med at jamre over sig selv som digter.

Selv om han især i dagbogen jamrer over sig selv, og alt det han forsømmer som ægtemand og far, skriver han meget god litteratur i den periode i og efter krigen, hvor han bestemt ikke er bange for at lade sig inspirere livets gru og glæde, som det udfolder sig både i historien og nutiden, selv om han bliver ved med som kulturspade og digterspade at have lyst til at grave den natur ned, der er alt for vild. Under sin rejse på Island er han stadig så underlagt sin frygt og angst i den ikke kultiverede natur, at han ved mødet med en stor fos står og siger bandeord ind i den, for ikke som HP i Schweiz at blive bjergtaget af den vilde natur.

Han har i tiden op til 1950 svært ved ikke at opfatte angst, skyld, lidelse og død som antropologiske grundvilkår, der overskygger den elementære glæde ved at være til i stofskifte med naturen og andre mennesker i den almindelige hverdag, men heldigvis går naturen somme tider over optugtelsen. Både i ”Jonatans rejse” og ”Lykkelige Kristoffer” er der meget sødmefuld jordisk glæde, men det er mest når Middelalderen i skikkelser som munken Mattias og ridderne Kristoffer og Paal får lov til at brede sin skærmende livstræskrone ud mellem den krigeriske vikingetid og den kaotiske reformationstid.

Middelalderen er i MAH ’s bevidsthed ikke bare en historisk periode, men et billede på et samfund, hvor spadesind, landnamssind og glædessind går op i en højere enhed, fordi man både arbejder, kæmper, danser og er glad for livet. For MAH var det en utopi, som var mere meningsfuld end marxisternes, men kunne det blive til virkelighed i en efterkrigstid præget af selvoptaget kristelighed, snæversynede videnskaber og virkelighedsfjerne ideologier. I tidsskriftet Heretica var han med i en kulturkamp, der fokuserede så meget på det åndelige i mennesket, at det kødtunge menneske og menneskets indfældethed i naturen mere var en sten i skoen end en kilde til glæde.

Men digteren MAH havde bevaret så meget af sin barnlige åbenhed for både livsrus og livsglæde, at radioromanen ”Løgneren” blev en meget mere spændende bog, end han nok selv var klar over. Hovedpersonen Johannes Vig, der er lærer på en lille ø, er ikke bare, som han selv i sin dagbog, tilsyneladende med forfatterens velsignelse, vil bilde læseren ind, en selvoptaget æstetiker, men en ansvarlig etiker, der heller ikke er bange for at spille i hjerter og blive bet. Spadesind, landnamssind og glædessind går ikke på i en højere enhed, men der er en frugtbar spænding i den lille roman mellem en person, der både kan kæmpe og blotte sig i sin kærlighed og ikke ender med at jamre over sig selv, selv om han kan se frem til et tilsyneladende ensformigt spadeliv med at grave i øens historie.

I ”Løgneren” kan både menneskets natur og naturen uden for mennesket være voldsom uden at blive dæmonisk og fredelig uden at blive opfyldt af stille angst. Tidligere kunne han finde på at skrive i sin dagbog, at ”man nærmest kun for spøg og ved et efterårsmøde i et forsamlingshus eller i en socialdemokratisk studiekreds” kan ”tale om menneskenaturen”. Nu er han ved at blive klar over, at mennesket er et både arbejdende, kæmpende og legende væsen, der skal arbejde, kæmpe og lege i glæde, selv om det hverken kan undgå lidelse eller død. Han arbejder sig i ”Løgneren” frem til et natursyn, hvor naturen kan være en kilde til glæde både i menneskets levende krop og i den levende natur uden for mennesket, selv om Johannes Vig på et tidspunkt føler sig dæmonbesat og også fornemmer dæmoner i naturen, men måske er det ikke Johannes, men Rigmor læseren skal identificere sig med.

Det afgørende skridt bort fra naturen som meningsløs tomhed og mennesket som et lige så tomt hylster om en udødelig åndelig sjæl sker med det store historiske værk ”Orm og tyr”, hvor MAH gør den mageløse opdagelse, at den romanske kristendom renser det senere dæmonbesatte hedenskab for gengangere og sjæleangst og med sin skabelsestro lader det skabte menneskeliv være en kilde til glæde, som det var det i det hedenskab, som stadig havde et livstræ midt i verden som værn mod jætteondskab. Dette skabte menneskeliv kæmper både med sjæl og krop mod død og ødelæggelse indtil den opstandelse, som er livets endelige sejr over døden.

Denne romanske kristendom med sin tro på livets sejr over døden er i første omgang for MAH en historisk realitet, men bliver også efterhånden for ham en nutidig virkelighed, der med korset som livstræ bliver et værn mod den nihilisme og pessimisme, han havde kæmpet imod både som ansvarlig kulturpersonlighed og ansvarlig digter. Den ansvarlige spadeperson giver sig selv lov til at glæde sig over den natur, han tidligere havde set sig gal på med løftet spade eller dæmoniseret med sit apostelkompleks.

Han bliver mere og mere glad for den helt almindelige natur, man møder i både sol, regn og blæst og den råstyrke og blidhed, som hører til den kæmpende og dansende menneskenatur. Han giver sig selv lov til at identificere sig med den stærke viking, han var som barn og ung og giver los for styrken i en blid kærlighed, som jomfru Maria ikke skal have patent på. Det er novellen ”Fuglene” et tidligt udtryk for, men det er lettere at finde sene udtryk for landnamssindet, f.eks. husmanden Haavn, der holder sin spade ren og skinnende og ikke er bange for at bruge den, da han skal kæmpe for det gamle retssyn. Han er en både tragisk og en komisk person, men landnamssindet gør ham til en sagahelt forklædt som nutidig modstandskæmper.

En tidligere novelle ”Manden fra jorden” var oprindelig en drøm, hvor fortælleren drømmer om, at en reflekteret og åndsfraværende kulturperson har godt af at blive afløst af et mere livskraftigt jordmenneske. MAH blev bange for drømmen, da han begyndte at tænke over den, fordi han kom til at tænke på nazismen, men som den står er den et godt udtryk for, at han til sidst i sit liv også i vågen tilstand kunne identificere sig med den vilde natur, han forsøgte at fortrænge som reflekterende kulturperson uden jordforbindelse.

Jordmennesket graver den kraftesløse, men meget kultiverede person ned i jorden med sine bare næver. ”Gro vel, lille ask” er den sidste hilsen fra det forvirrede kulturmenneske, der har mistet sine briller, men måske godt kan se, det er nødvendigt, at han bliver afløst af et stærkere levende væsen under asketræet.

Naturen bliver til sidst i MAH ’s liv også mere og mere synlig i det han skriver om det danske land, ikke bare som kulturlandskab, men som vejr, der blæser og regner, som det passer det, og både i sol blæst og regne er en kilde til glæde. Det kan man læse om i ”Dansk vejr”. I ”Daggry”, et foredrag holdt i Studenterforeningen, er der en smuk formulering af ”at det ikke er hverken landet, solen, universet og den fløjtende fugl ligegyldigt at der også er menneskeøjne som ser daggryets mirakel ske, en tanke som giver drøjde og marv til dagene der leves” Det er lige ved at være en harmoni med naturen, der kalder på en panfløjte.

Grundtvig betød meget for MAH ’s opdagelse af den romanske kristendom, men til sidst i hans liv bliver Blicher af endnu større betydning, fordi han følte, at han kunne være både kristen og digter med lige så god kristen samvittighed som Blicher, give pokker i sin flueøjede bevidsthed og lade det det elementære liv blive til en lige så elementær digtning, hvor, som han siger det til sidst i et forord til ”Moby-Dick”, ”vrede er vrede, glæde er glæde, sorg er sorg”.

I disse sætninger ligger en drøm om, at spadesind, landnamssind og glædessind kan forenes. Den drøm så han opfyldt i Blichers novelle ”De tre helligaftner”, hvor hårdt arbejde, hård kamp og blid kærlighed går op i en højere enhed. Sådanne noveller drømte han om at skrive i sin hospitalsdagbog, som for første gang i hans liv var en digters dagbog, der var renset for den tidligere jammer over at være digter.

I et lidt tidligere digt siger han det med en næsten Pontoppidansk hengivelse til den natur, der giver ørnevinger, og hvor Pan spiller på fløjte: Hjertet bliver ikke et andet, selv om det jamrer over sig selv. I brændingen synger stenene, i stormen løfter granen vingerne, en fremmed har ramt hjertet.

Oh du konge over redskaberne/i værkstedet hvor du står imellem/riven hakken skovlen og skuffejernet/ for du kratter ikke bare i overfladen

men går i dybden med dit blankslidte/stål og forvandler den vilde natur/til ordnet havekultur når der graves/det har været sandheden om jordisk haveliv

fra Adam og Eva til Voltaire/den store franske oplysningsguru/der med sit ”il faut cultiver son jardin”/blev guru også for danske haveejere

det er ikke bare havevisdom/men sandheden om vores kultur/at vi ved at grave og pløje i jord/fra de første landbrug til de senere byer

har fået magt til at herske på den/gravemaskinerne er nu store/og graver stadig dybere men spaden/er det evige symbol på kultur mod natur

når jeg graver med asketræsskaftet/i mine hænder kan jeg stadigvæk/føle den enkle frihed som Adam må/have mærket da gud gav ham spaden i hånden

hvis man pløjer med heste bliver der/skæv fure hvis man ser sig tilbage/men med spade i hånden kan man se sig/helt frit omkring, både grave hugge i en rod

og tænke over de regnormes liv/som får nye planter til at spire/i den jord man selv er kommet fra engang/og vender tilbage til for at blive til orm

men menneskeliv over jorden er/ikke ormeliv men stolt spadeliv/og en spade er en spade det er kun/en meget sløv spade man vil kalde for en skovl

man bliver ikke en dårlig spade/med en hakke og en skovl i hånden/men en spade holder helst på en spade/og får spademenneskespadeidentitet

fra det mørke stål og det lyse træ/derfor afslørede Gunnar Larsen/sig som en usædvanligt dum skovl da han/da han som trafikkens minister under krigen

ved indvielsen af Rødby-Femern/ruten brækkede sin lille spade/den brækkede selvfølgelig fordi han/hellere forhandlede med hatten i hånden

end gik i modstandskamp som en modig/spade men kunne hytte sit skind som/leder af en cementfabrik der ville/ansvarligt samarbejde for at sælge cement

du er blandt alle redskaber kongen/der kan bruges i både fred og krig/såvel af modige mænd som af feje/den Linnemanske spade er noget helt særligt

en let feltspade der er blevet brugt/som både kniv, sav og stegepande/den blev fast udrustning for hærens fodfolk/i Danmark attenhundrede og halvfjerds

og en lige så stor eksportvare/som senere smør bacon og cement/i Rusland var der trestusind feltspader/hvor soldaterne hvis de havde tiden til det

kunne stege medisterpølserne/og drømme om at komme tilbage/til deres gårde med køer og grise/og det daglige liv med hakke skovl og spade

livet med spader bliver levet ud/i både arbejde krig og freden/mellem krigene men spader er også/de sorte pladeskær som sammen med sorte klør

de røde ruder og røde hjerter/fører til lidenskabeligt kortspil/hvor man kan både lege og more sig/og gå op i spillet som en kamp på liv og død

mange har spillet i hjerter og er/blevet bet men det er meget værre/ikke at turde spille sine sorte/spar og sine røde hjerter ud på kortbordet

man skal grave med spade og kunne/spille sine sorte og røde kort/med en vilje der er hård som spadestål/og et hjerte der ikke jamrer over sig selv

Alle kender Hans Holms og Erik Lindebjergs smittende opfordring til at lege i livstræets krone. Teksten er så enkel og melodien så munter, at sangen går rent ind, når mennesker mødes i en festlig anledning og får lyst til at være glade sammen. Hvem kan ikke føle, at dagen er så ”trist og grå”, at det er forløsende at kunne ”lege i livstræets krone” og ”føle, at livet er stort”….”skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port”.

Det er ikke et problem for mig, at det er en glad sang. Det er heller ikke et problem, at den hylder et livstræ, der rager så højt op, at man kan skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port. Jeg har lige skrevet en ode til det asketræ, der som mytisk træ er lige så højt som Erik Lindebjergs livstræ, så hvad er der i vejen? Jeg synes teksten er sværmerisk og letkøbt, men er mit drømmeri om at hvile i Pans favn og spille på panfløjte ikke lige så sværmerisk? Det må jeg nok indrømme, selv om jeg forsøger at få realisme ind i min opfattelse af Pan, og det vil jeg tænke på, når jeg drømmer videre om et liv, der er mere på naturens præmisser.

Men det problematiske ved Erik Lindebjergs tekst er, at der i realiteten er for lidt natur i hans tekst, selv om der er tale om et træ og blå horisonter. Legen i livstræet er ikke en leg, men et hult postulat om et liv uden problemer. Det synes jeg er sværmerisk. Natur og kultur postuleres at kunne fungere i en fuldendt harmoni uden sejt arbejde. Det synes jeg er letkøbt. Det er bestemt ikke godt at ”gå i stå”, kun tænke på ”tidsfordriv”, leve ”uden kys” og blot tænke på magt og jobkarriere, men alt det bliver ikke løst ved at synge nogle minutter om at lege i livstræets krone.

Alligevel sidder jeg nu med en dårlig smag i munden, fordi jeg ved mit skrivebord er så fordømmende over, at nogle bliver til glade drømmere ved at synge en tekst, som jeg påstår er alt for banal og almindelig. Er jeg ikke netop selv fortaler for en filosofi om det enkle og almindelige liv? Er jeg ikke bare misundelig over, at Erik Lindebjergs tekst er mere populær end alle mine raffinerede filosofiske manifester, som jeg synes er på et meget højere intellektuelt plan? Og er jeg ikke ellers vild med giro 413, fordi man kan høre lige så glade og almindelige tekster som Lindebjergs?

Jeg lader svarene blæse i vinden og trækronerne, men bliver nok nødt til at afslutte alle mine drømmerier med en sang til sidst i bogen om livsstræet, hvor jeg forsøger at være både banal og filosofisk overbevisende. Foreløbig vil jeg, trods alt inspireret både af Hans Holms melodi og min egen asketræsode, drømme videre om at lege i livstræets krone.

Selv om der findes en beretning om, at den græske gud Zeus skabte den tredje slægt af jordens mennesker af asketræ, lægger min ode til asketræet op til at flytte fra Pans univers til Frejs, for det var i den nordiske mytologi, at ask Yggdrasil bredte sin krone ud over hele verden.

Der findes udførlige skildringer af det hellige asketræ og af alle de mange enkelte guder aserne, der mødes dagligt under det store asketræ, men det er svært gennem en senere tids kristne og lærde briller at se forbindelsen mellem det livgivende træ og de enkelte guder.

Den vigtigste gud for frugtbarhed og fred Frej ses kun under træet i selskab med de andre guder, men der er spor af en forbindelse mellem krigs- og runeguden Odin og det store træ. Odin sender gennem de krigeriske valkyrier sine døde krigere til Valhalla, som ligger oven på gudernes bolig Asgård. Det er så højt oppe, at en ged Heidrun står i Valhalla og bider de øverste kviste af asken for at få næring, der ikke kommer ud som mælk, men som mjød. Den bliver malket af valkyrierne og serveret for de døde krigere, der af den grund kan leve evigt i Valhalla. Det er da en slags fredelig frugtbarhed, som må have givet anledning til sange i livstræets krone, som ville have glædet den fredelige side af Pan.

Der findes en endnu vildere tradition om Odin, ikke bare som den øverste krigsgud, men som runegud og derfor skjaldenes gud. Han hænger i ask Yggdrasil som en galge og bliver gennem store smerter forløst som en gud, der kan forløse skjaldenes lidelser i deres skabelsesveer. Sædvanligvis har Odin som krigsgud så travlt, at han må ride på en ottebenet hest Sleipner, men de lærde kan oversætte Yggdrasil som Odins hest. Det kan betyde, at han som en frådende shaman skamrider asketræet i helligt raseri. Der er tekster, der kan tolkes i den retning.

Teksterne, han kan have sunget på det ridt, er langt både fra Hans Holms univers og fra et univers, hvor det i Frejs ånd handler om frugtbarhed og fred, selv om Frej som Pan også kunne være ufredelig. Der er også langt fra den rasende krigsgud og den besatte digtergud til billedet af Odin som en kærlig alfaderskikkelse, der for de fromme grundtvigianere pegede frem mod den kristne gud, der som en ophøjet patriark tronede i den grundtvigske himmel som snydt ud af næsen på en almindelig fredelig landmand.

Jeg rider selvfølgelig også mine kæpheste og drømmer om en leg i livstræets krone, som jeg kan identificere mig med. Jeg vender nu tilbage til mit drømmeri om et træ, der ikke er helt så uroligt som i Odins skamridt helt ude af sig selv, selv om det på den anden side heller ikke er så stort og stærkt, at det kan modstå det kaos, der opstår i forbindelse med ragnarok, som er indholdet i ”Vølvens spådom”.

Her spår vølven om hele verdens undergang. Man møder både asketræet og de enkelte guders kamp mod jætter, der ikke kan standse ragnarok og den endelige tilintetgørelse af alt. Asken kaldes verdenstræet, og der fortælles, hvordan det vandes af tre norner med vand fra den ene norne Urds brønd, men det store træ kan bare passivt se til, da undergangen kommer nærmere og nærmere, og træet ender med at brænde op.

En vølve er en hedensk spåkvinde, men hendes spådom er måske præget af kristne tanker om kristendommens dommedag. De forestillinger vi har om ask Yggdrasil fra Snorre og andre, er også, bortset fra Odins ekstase i træet, så præget af kristne forestillinger og de lærdes spekulationer lang tid efter, at kristendommen var blevet indført, at det er svært at forestille sig, hvad det for de gamle nordboere ville sige at lege i livstræets krone, men det betyder på den anden side, at der ikke er grænser for, hvad en drømmende fantasi kan forestille sig, både i deres og vores drømmerier.

Alt tyder på, at nordboernes religion var meget jordnær og knyttet til lokale hellige sten og træer som var med til at sikre overlevelsen på deres jord og i deres skove. Frej var tilsyneladende den mest magtfulde gud til at sørge for frugtbarhed og fred i en lidt større sammenhæng. Ham dyrkede man derfor med ofre, ikke fordi han svævede i verdenstræet, men fordi han var så tæt på deres daglige liv med grise, og heste, at man var nødt til at ofre en gris eller en hest til ham for at sikre frugtbarheden i stalden og på marken. En stærk og viril hest kunne have en så tæt forbindelse til Frej, at den blev en del af hans hellige kraft og kunne overføre hans hellige kraft både til dyr og mennesker.

Dyrkelsen af den døde Frejhests penis kunne sikre den nødvendige kraftoverførsel, der gjorde kvinderne frugtbare. Det ved vi fra en gammel hedensk kilde i en af sagaerne, der ikke er blevet stoppet helt til af de kristne sagafortællere, der ellers som fortællere og skjalde var mere interesserede i Odins hest, der sikrede deres egen frugtbarhed som digtere.

Ask Yggdrasil kunne oversættes som Odins hest, men der er et freds- og frugtbarhedsperspektiv i fortællingerne om det store asketræ midt i verden (som der desværre ikke er belæg for at kunne oversætte som Frejs hest), som skinner igennem traditionerne om de mange forskellige væsener, der bevæger sig op og ned af den store askestamme og befinder sig både i toppen og ved roden.

Det vender jeg tilbage til, men ask Yggdrasil er som livstræ helt tydeligt i de gamle hedenske kilder, der tolkes af kristne, det Livets Træ, der stod midt i Paradisets Have og var centrum i det velordnede kosmos, som den trenige gud var bedre til at holde styr på end de nordiske guder, der tænkte mere på sig selv end på den fælles kosmiske orden, hvis vi skal tro de kilder vi har. Her er vølvens spådom om det kommende ragnarok den vigtigste kilde, fordi vølven synes at være talerør for en skjald, der har både hedenske og kristne rødder.

Livets træ som en slags verdenssøjle, der forbinder jord og himmel og har forbindelse til en underverden, kan man støde på i mange religioner som et værn mod det kaos, der i begyndelsen har været som kaos-urhav, kaotisk tørke eller kaotisk tomhed. Det er et kaos, der hele tiden truer det jordiske paradis, hvor der ikke er kaos, fordi der er vand og tørt land i en passende blanding, men kaotiske kræfter venter kun på en anledning til at komme op fra underverdenen.

I myten om ask Yggdrasil fornemmer man også denne verdenssøjletænkning, fordi den store ask som livstræ skal sikre livet mod ufred og ufrugtbarhed. I den nordiske tilværelsesforståelse, hvor der både er bjerge og skove, kunne verdenssøjlen både have været et kosmisk fjeld eller et kosmisk træ, men ask Yggdrasil er et kosmisk træ, som forbinder jorden med himlen og underverdenen, som er fyldt med det kaos, der i ragnarok får overtaget igen.

Man møder i de gamle tekster om asken en indviklet livstræs-teologi, men med lidt god vilje kan alle de mærkelige væsener og bevægelser omkring træet godt tolkes i sin helhed som en tænkning i Frejs ånd, selv om man kan fornemme en fortrydelse hos de kristne fortællere over, at man ikke kan overlade det hele til en almægtig og stærk gud, som de selvfølgelig ikke kunne drømme om kunne være Frej med den store hestepenis.

Den store ask har tre rødder. Måske er det en tanke, der er inspireret af kristendommens treenige gud. Den er i hvert fald lige så indviklet. Den ene rod går ned i dødsriget (Niflheim), den anden i Ginnungagap, det tomme rum, hvorfra de jætter opstod, som aserne senere var i stadig kamp med. Jætterne holdt til i Udgård, aserne i Asgård, midt i Midgård, hvor de mennesker boede, der havde brug for asernes hjælp mod jætter og andre kaoskræfter.

Det store verdenstræ havde derfor sin vigtigste rod i Asgård. For at den kan forblive kraftfuld og uden askesyge vandes den dagligt af tre norner, skæbnegudinder, med vand fra en kilde, der ligger i Asgård. Nornerne kan fra nutiden se ind i både fortiden og fremtiden og hjælper guderne med få overblik over historien, men det er som om guderne også har brug for jættekraft for at styre kaoskræfterne. Det gælder både Thor, der må kæmpe mod Midgårdsormen og Odin, der har brug for jætten Mimers visdom for at fastholde overblikket.

Der er kilder i både dødsriget og Udgård. Udgårds kilde er Mimers kilde, hvor Odins ene øje ligger som pant for en visdom han har brug for og ikke får bare ved at slå Mimer ihjel. Disse fortællinger om Thor og Odin er eksempler på, at aserne ikke er så stærke og kloge guder, som de helst skulle være for at sikre en bæredygtig kosmisk fred og frugtbarhed. De er nødt til få både jættekraft og jættevisdom for at holde kaoskræfterne i skak. Derfor har de hele tiden brug for Loke, der er en både stærk og klog jætte.

Frej er hverken as eller jætte, men som sin far Njord og sin søster Freja en vane-frugtbarhedgud, der er blevet as, som om aserne ikke bare savnede styrke og visdom, men også den frugtbarhedskraft, der strømmede ud af Frej via hans hest. Forholdet mellem jætter, vaner og aser er historisk set både indviklet og omstridt, men i den mytiske fortælling om ask Yggdrasil er det, med så meget gudeforvirring,  forståeligt og helt nødvendigt, at nornerne giver livstræet rigeligt vand fra Urds kilde for at holde det kaos fra livet, der truer både nutiden og fremtiden.

Kampen mellem kosmos og kaos er på den store askestamme er også hele tiden i gang, fordi fire hjorte har travlt med at bide i de unge skud på grenene, og da det er mytiske hjorte, kan de komme højt til vejrs. Asken har også mytisk asketoptørre (askesyge), fordi en slange Nidhug bliver ved med at gnave i roden. Så hjælper det ikke, at der sidder en ørn i toppen, selv om det er en jætteørn, der hvert øjeblik sender et egern Ratatosk ned for at skælde ud på slangen.

Hverken den store ørn eller det lille egern har tid til at lege i livstræets krone. Indsigten i de mange billeder fra livet i og omkring asketræet kunne derfor for en hurtig betragtning være, at man ikke skal lege i livstræets krone, men bruge sin energi til at være en lige aktiv miljøaktivist som ørnen, egernet og de tre norner.

Kan ask Yggdrasil ikke give anledning til et mere filosofisk drømmeri? Det kunne være, at et askemenneske ikke bliver stærkere af at fortrænge hverken tomhed, ondskab eller død, men som ørnen i toppen af asken se det alt sammen i øjnene som en del af en natur og en kultur, der er både uregerlig og kaotisk, men kun meningsløs, hvis man lader stå til og giver afkald på at kæmpe, elske og lege. Det kunne også være visdom for en elmetræskvinde. Så er der tid til både at lege og være kærlig og kritisk kæmpende miljøaktivist i livstræets krone og som lille egern lære at tænke selv.

Vølvens spådom slutter ikke med ragnarok. Der dukker en ny jord op, hvor det hele bliver grønt igen. ”Jeg ser nu jorden stige af havet, evigt grøn”. Snorre skriver også, at der dukker en ny Ask og en ny Embla op. I en skov har to mennesker holdt sig i skjul under verdensbranden. De hedder Liv og Livtraser, og de har levet af morgenduggen, men af dem opstår en ny slægt, så verden bliver beboet igen.

De har levet af morgenduggen, men har sikkert også fundet ly under et asketræ og under kronen leget den kærlige leg med hinanden, der i mange gamle kilder kaldes Frejs leg.

Jeg kunne have valgt andet end spaden som kulturens fundament, og der har helt sikkert eksisteret et primitivt graveredskab, der var lige så langt fra vores moderne spade som en moderne konkurrencebue er langt fra de første jægeres bue på jagt, men på et tidspunkt bliver jægersamfundet til et agrarsamfund, hvor det oprejste kulturmenneske med sin spade får en magt over naturen, som jægeren ikke kunne drømme om. Jægeren Esau bliver til den fastboende Jakob, hvis efterkommere ender med at bosætte sig i byer.

Du er ikke så besunget i den/danske sangskat som bøgen og egen/det yndige land står med brede bøge/og de bøgelyse øer skinner i solen

egene knoppes tæt på skærsommer/og egetræet er tungt af alder/i årets ring og den grønne livscyklus/som bøgen og egen deler med birk og ask

i Højskolesangbogen står ikke/at asketræet er lige så højt/og lyst som de yndige bøgetræer/og stammens ved hårdere end på gamle ege

og at det vokser op i himlen så/hurtigt at det i hele Europa/skal benævnes fraxinus excelsior/det vil sige den der rager op over andre

det er derfor ikke tilfældigt at/du i det gamle norden som livstræ/bredte din åbne krone og dit lette/løv ud over hele den beboede verden

du er lystræ for et stort blomsterliv/i skovbunden af anemoner og/somme tider en mærkelig orkidé som skovgøgelilje og ægbladet figlæbe

men livstræ var du helt bogstaveligt/fordi dit nibladede løv var et/vitaminrigt dyrefoder for får der/ellers ville dø senere af vårhunger

men fik dit askeløv stynet til mad/fra det asketræ Pan også må have/åndet på fordi grenene har store/og brune knopper der ligner små bukkeklove

når man saver dybt i din hårde ved/kan menneskedyr også smage støv/der finder vej gennem næseborene/til slimhinderne i halsen og her sætter sig

som en svag udgave af den sammen/trækning man føler i munden når man/lugter til og smager på en sur citron/den smag stammer fra den seje og stenhårde ask

der ellers strækker sig hurtigt til vejrs/og kan vaje så højt tæt ved et hus/at det som lynafleder har været et/vagttårn gennem tiderne for både folk og fæ

du har reddet mange menneskeliv/og dyreliv fra døden men du har/også været årsag til mange døde/fordi dit hårde ved er meget nyttigt gavntræ

til både økseskafter og buer/jeg ved godt at øksen kan være et/lige så fredeligt arbejdsredskab som/ hakken skovlen og spaden og buen er også

et legeredskab men for de gamle/vikinger var økse bue og pil/våben som de brugte under livstræet/med den allerbedste samvittighed af verden

til staldebåse i hverdagslivet/kunne dit hårde ved godt erstattes/med elmetræ der næsten lige så hårdt/kunne modstå grisenes hærgen i deres kamp

manden var formet af det hårde træ/og fik navnet Ask efter sit ophav/mens kvinden Embla blev til af blødere/elmetræ selv om hun også var hårdfør og hun

hun elskede sin vikingeaskemand/som han elskede sin emblakvinde/for vikingerne kunne andet end slås/de kunne både elske handle og forhandle

og kunne identificere sig/både med det blide og det hårde/i den store ask hvis mytiske krone/dækkede hele jorden med skove og have

og gjorde hvert eneste asketræ/rundt i de store nordiske skove/til en velkommen gæst der spredte både/lys og varme og som kunne tåle salt og blæst

men ikke stillestående vand/derfor nød asketræet livet som/skib på de høje salte bølger på vej/til farefulde og dumdristige eventyr

som de første flyvemaskiner der/selvfølgelig også var lavet af/ask og derfor fløj op i himmelrummet/endnu hurtigere end en ung og spændstig ask

selv dine brune frugter har vinger/du er både livstræ gavntræ og træ/der bare er en fryd for øjet når du/breder din krone ud som den kongelige gæst

der altid er velkommen fordi du/sætter fut i rejselystne kvinder/og mænd der også gerne rejser langt væk/på eventyrfærd med hårdt asketræ i hånden

men hvad er mere eventyrligt end/at sidde roligt under en stor ask/mærke livet strømme igennem kroppen/og stærkt føle sindets hårde og blide sider

der har stort behov for sindig visdom/springer ask før eg er sommeren bleg/springer eg før ask går sommeren i vask/det er livsvisdom under asketræets krone