Mange vil mene, at vi i vores kapitalistiske demokratiske samfund lever liberalt og tænker socialt, fordi vi i vores tænkning sværger til demokratiet, men gerne individuelt vil have så meget frihed som muligt.

Det kan imidlertid blive et problem, hvis vi i vores individuelle frihed er ligeglade med de andre i samfundets fællesskab, eller hvis vi skal være så lige i fællesskabet, at det bliver på bekostning af den enkeltes frihed.

Både et socialistisk og et demokratisk samfund kan være tyrannisk på fællesskabets vegne, og det kan være svært at styre egoismen i et kapitalistisk samfund, hvor alle materielle behov kan opfyldes, hvis man har penge nok.

Disse eksempler er derfor gode grunde til i vores nutidige virkelighed såvel at leve og handle mere socialt som at tænke på både individet og det sociale fællesskab, når vi tænker politisk.

Men er det en umulig utopi at være både liberal og social i sit konkrete hverdagsliv og i sin samfundstænkning?

De fleste vil nok sige, at det er anarkistisk ønsketænkning, som hverken kan realiseres i en lille lokal virkelighed eller i en større samfundsvirkelighed, men jeg tror på det, hvis både individet og samfundet besinder sig på deres afhængighed af naturen.

Vi har alle en helt individuel natur, der beriger vores gensidige afhængighed. Vi er endvidere i den grad stærke og sårbare naturvæsener i fællesskabe med naturens planter og andre dyr, at vi på en måde allerede fra naturens hånd er sociale individer.

Det er vi også også i vores kultur, hvor der, selv om vi er frie og sociale på en anden måde end planter og dyr, fra naturens side er indlagt så meget livslyst og så meget livsglæde, at man aldrig burde kunne være sig selv nok eller drømme om undertrykke andre med sociale påbud.

Så det er ikke en umulig utopi at være både liberal og social, selv om forbenede liberale og forbenede socialister mener noget andet. Alle mennesker har i afhængighed af hinanden og naturen erfaret en kærlighed, hvor det er naturligt at leve og tænke både liberalt og socialt.

Hvorfor ikke være så fuld af kærlighed til det levende liv og naturens livskilder både i og uden for mennesket, at der spontant skabes en livslyst og en livsglæde, der kan få både individet og fællesskabet til at blomstre, selv om det kan være i hård kamp mod både individuel og social egoisme.

I gamle dage var det gudstro, der kunne skabe rammer for både individet og fællesskabet. Det har de moderne politiske ideologier, bortset fra anarkismen, haft sværere ved.

Det er i en moderne tid svært uden videre at vende tilbage til før moderne gudstro, men det er ikke svært at tænke glade og kærlige tanker i den samme ydmyghed over for naturen, som mennesker har haft siden de rejste sig hver for sig i naturen og begyndte at gå rundt sammen på to ben.

Nogle vil mene, at denne ydmyghed er en romantisk opfindelse, men den er til stede allerede i de gamle hulemalerier.