Jeg har lyst til efter mine forskellige drømmerier at vende tilbage til mit første om kolonihavefilosofi, som jeg stadig drømmer om kan blive fremtidens filosofi, selv om jeg sikkert ikke får mulighed for at reklamere for den i fjernsynets bedste sendetid eller skrive om den i en klumme hver dag i et stort dagblad.

Nogle vil uden tvivl mene, at jeg ikke vil slippe etiketten kolonihavefilosofi, fordi jeg faldt i en giro 413-gryde som barn og har været så glad for at følge Henry Heerup i kolonihaven og se på Bjørn Nørgaards lille kolonihavehus i centrum på den store gobelin om det Glücksborgske kongehus, at jeg er blevet blind for alle de negative konnotationer, mange forbinder med kolonihavelivet: konservativ, småborgerlig og stillestående idyl ud over alle grænser med dannebrogsflag i en lille flagstang, rødternet dug på bordet og røde pelargonier i alle de småborgerlige vinduer.

Det er der ikke meget Pan’sk uro og vildskab over. Men på den anden side giver det  hurtigt accelererende samfund stadig flere gode grunde til konservativt at holde lidt igen. Den småborgerlige hygge i kolonihaven er også bedre end sit rygte, fordi man ikke bare sladrer om andre, men lever tæt på hinanden og kommer hinanden ved i både hygge, lyst og nød. Den stillestående idyl kan endvidere formuleres mere positivt som sans for at leve i nuet. Det er ofte mere sundt end nostalgisk længsel efter at leve i fortiden eller utopisk længsel efter fjerne mål. Begge dele kan være et dække over virkelighedsflugt, fordi det er lettere at idyllisere fortiden og fremtiden end at leve her og nu i et aktuelt ansvar for familien, huset og haven.

Kolonihavelivet ser måske lidt for stillestående ud på de frimærker til 4.50 og 5.50, der blev sat i produktion for nogle år siden. Der er mere revolutionært brus over de mange små blæsende dannebrogsflag mellem grønne buske og træer, der toner frem i en gammel Olsen-bandefilm, fordi Egon har fået en af sine geniale planer, der indbefatter en flagstang med flag, der skal rage op i en lille motorbåd. Jeg tolker selvfølgelig billedet, der toner frem, som et symbol på den kolonihavefilosofiske kulturrevolution, som den lille tøffende motorbåd er et varsel om.

I modsætning til de store revolutioner, hvor den stærkeste sociale klasse tager den politiske magt, er den kolonihavefilosofiske kulturrevolution en omvæltning i den lille hverdagsvirkelighed både i og uden for kolonihaverne, og derfor kan ingen revolutionær forandring eller varsel om den være for lille. I kolonihaven kan det være at grave lidt dybere med sin spade for at få større kartofler. På altanen i storbyen måske at dyrke både tomater og agurker.

Jeg kan godt lide den gamle kulturradikalisme, hvor småt er så godt, at det af marxisterne, der tænkte anderledes stort, kunne affærdiges som reaktionær husmandsfilosofi. Jeg nævnte i mit første kolonihavefilosofiske drømmeri P.H ’s begejstring for børnenes appetit på solskin og jord i kolonihaven. Det kunne marxisterne ikke skræmme ham fra at sige, men nazisternes tale om blod og jord fik ham til at være tilbageholdende med en sådan formulering efter 1933.

Det bedste i 1930ernes kulturradikalisme og kulturkamp er glæde over naturen og naturudfoldelse i en lille konkret sammenhæng, hvor mennesker lever i gensidig afhængighed af hinanden og er glade både for den natur, de snuser til i buske og træer, og den seksualitet og kamplyst, der bruser i det røde blod under bukserne og kjolerne.

Kolonihaveejere bliver ikke ved med at være lige unge, men selv om de er blevet ældre, mere konservative og ser mere småborgerlige og stillestående ud end i deres ungdom, kan de røde blodlegemer stadig bevæge sig lige så aktivt som for mange år siden. Det ser man et smukt eksempel på hos hovedpersonerne i Martha Christensens kolonihaveroman ”Dansen med Regitze”.

Kulturradikalisme har lige som andre åndelige bevægelser vist en tendens til på sine gamle dage at blive så selvfed og tilfreds med sig selv, at de ikke kulturradikale let bliver anset som idioter, fordi de stiller kritiske spørgsmål til det frisind og den glæde over forskellighed, der i dag somme tider er blevet til en intolerant og smålig latterliggørelse af de, der er frisindede og forskellige på en anden måde end de , der har læst Politiken forfra og bagfra i mange år.

For disse læsere af Politiken er det ikke svært at forestille sig, at kolonihaveejere, der synes af have en aura over sig af småborgerlighed og nationalisme, stemmer på Dansk Folkeparti. Det er partiet selvfølgelig selv skyld i, fordi det på et landsmøde ville tage patent på kolonihaven og kolonihavehuset, men det er synd for den kolonihavefilosofi, der i mine øjne kan sætte nye forløsende ord på den gode gamle kulturradikalisme, der med PH som foregangsfigur taler om menneskers hengivelse til hinanden og naturen på tværs af sociale klasser og politiske ideologier.

Det er også for mig en genoplivning af den grundtvigske tradition om en universel menneskelighed, der meget hurtigt i slutningen af det 19. århundrede forstenede som en venstrepolitisk gårdmandsideologi for de i samfundet, der havde deres på det tørre. Det havde Grundtvig ikke forestillet sig, da han skrev om ”et jævnt og muntert, virksomt liv på jord”. Selvfølgelig var han i sit arbejdsværelse, som jeg på min 3. sal, en bogorm, der gravede for lidt, svedte for lidt og sang for lidt på et stykke dansk jord, men han sagde hverken dansk først, eller kulturradikal først, men menneske først og kristen så.

Dette forsøg på at fastslå en universel menneskenatur, som jeg har refereret MAH ’s meget nedladende ord om, var både marxister og eksistentialister i det 20. århundrede også enige om at afvise som en naturbegrænsning helt ud i skoven. Marxisterne, fordi menneskets natur til enhver tid er et produkt af de sociale omstændigheder. Eksistentialisterne, fordi de er bange for, at mennesket som et stykke natur vil miste sin absolutte frihed. Og for begge parter skal vi være lige så ligeglade for naturen uden for os, som den er med os.

Der er ellers en gammel jødisk og en gammel græsk tradition for, at det er meningsfyldt at tale om menneskets natur. I jødedommen, fordi mennesket som al anden natur er skabt af gud. I den græske filosofi hos Platon og Aristoteles, fordi mennesket altid har været til som et fornuftsvæsen. I oplysningstiden og romantikken var disse tanker om en universel og uforanderlig menneskenatur stadig levende, enten med fokus på mennesket som et sansende og følende fornuftsvæsen eller med fokus på mennesket som et fornuftsvæsen, der skulle forsøge at styre sine sanser og følelser. Rousseau er i det perspektiv både romantiker og oplysningsfilosof.

I slutningen af det 20. århundrede er den dominerende universitetsfilosofi om mennesket blevet så idealistisk, verdensfjern og abstrakt, at man godt forstår, at marxister og eksistentialister efterlyser en mere jordnær filosofi, som tager hensyn til både den sociale virkelighed og menneskets frihed i enhver tilsyneladende nok så fastløst social situation. Det er også forståeligt, at Nietzsche går helt amok i sine fremdragelse af alle de naturlige dionysiske og aggressive drifter, som er blevet fortrængt med den idealistiske fornuft.

Jeg ved godt, at mit korte idéhistoriske overblik er en lidt summarisk overflyvning med helikopter. Det hører desuden med til historien, at der i de to sidste århundreder har været meget mindre interesse for abstrakt filosofi end for håndfaste empiriske videnskaber, der kan efterprøves i praksis, og for ideologier, der er lige så fornuftige, men lægger op til verdensforandrende praksis i den politiske virkelighed.

Men netop i den idéhistoriske situation har der også været stigende interesse for en menneske- og livsfilosofi, der var mindre tidsbestemt og mere universel end videnskaber og ideologier kan være det, fordi en ideologi altid er situationsbestemt, og enhver videnskab med respekt for sig selv kun kan udvikle sin fornuftige lovmæssighed på et lille udsnit af virkeligheden.

Hegel havde idealistisk forsøgt at udforme en ambitiøs universalfilosofi i begyndelsen af det 19.århundrede. Det var hundrede år senere blevet til en drøm om at finde nogle evige værdier, som Nietzsche havde skudt helt i sænk. Det var man ved at opdage, og det gav plads for både marxister og eksistentialister, der var enige om tomheden i det kapitalistiske klassesamfund, men meget uenige om vejen ud af det. Det klasseløse samfund eller eksistentiel beslutsomhed på tomhedens præmisser.

I den situation var der også filosoffer, der forsøgte at bestemme mennesket som et natur- og kulturvæsen med nogle universelle fællestræk, som det giver mening at bestemme som jordiske grundvilkår, man godt som filosof kan tage alvorligt, selv om det er digtere som Thomas Mann, Joseph Conrad og Henrik Pontoppidan, der er bedst til at anskueliggøre den menneskelighed, der i Nietzsches ånd beskriver mennesket som både fornuft, drift og længsel efter kærlighed, fordi mennesker er uundværlige for hinanden. Det var også digtere som Knut Hamsun og Sophus Claussen, der med størst lidenskab pegede på naturens uundværlighed.

Mit kolonihavefilosofiske drømmeri er et produkt af denne digteriske fantasi i begyndelsen af det 20. århundrede, som i Danmark gør aristokraten Karen Blixen og proletaren Henry Heerup til åndsfæller.

Det er derfor selvfølgelig et seminaristisk filosofisk drømmeri, som både Pontoppidan og MAH ville have smilet af, men det kunne de sagtens gøre i deres samtid, hvor man tog både videnskab, ideologi og universitetsfilosofi mere alvorligt end i dag. Det gør man på en måde stadigvæk, selv om mange tager identitetspolitik og identitetstænkning endnu mere alvorligt. Det er blevet så politisk korrekt at tale om forskellig kulturel identitet, at al snak om noget absolut i menneskets natur drukner i relativisme og retten til at have forskellig kultur og en natur, der er endnu mere forskellig. Kønsidentitet er ikke et spørgsmål om kun to køn, men om mange flere muligheder. Det er for banalt at komme fra Mars eller Venus. En så fastlåst identitet kan næsten ikke undgå at føre til overgreb, som det ligger uudsagt i me-too-bevægelsen.

Historisk synes der at være sket det, at kulturradikalisme med sans for noget absolut i menneskets natur og dets kulturelle liv er blevet til naturløshed og kulturrelativisme. Jeg er også overbevist om, at denne naturløshed og mangel på fast kulturel identitet skriger på en filosofi, hvor mennesket hverken skal løbe fra sin natur eller sin naturlige glæde ved et arbejds- og vandrer-liv med spade og vandrestav, for dermed at knytte til ved nogle tidligere drømmerier formet som oder.

Kolonihavefilosofi lyder konservativt og stillestående, men i den nuværende aktuelle situation, hvor identitetspolitik åbner for en relativisme uden grænser, kan det pludselig blive frigørende at pege på grænser, der sættes af de menneskelige grundvilkår, vi har sammen med hinanden, fordi vi er uundværlige for hinanden og lever i en gensidig afhængighed af naturen. Så er tillid, kærlighed og et varmt sind pludselig vigtigere end kompetencer, selvudvikling og en raffineret livsstil.

Men hvorfor bruge et så banalt ord som kolonihavefilosofi om fælles menneskelige sandheder på tværs af kulturer på kloden, der er så forskellige, har så forskellige religioner og så forskellige familiemønstre, selv om tillid, uselvisk kærlighed og et varmt sind nok alle steder bliver værdsat højere end mistillid, selviskhed og et koldt sind. Der er andre end danskere i Europa, der har kolonihaver, men hvorfor bruge et så snævert og i den globale sammenhæng så provinsielt begreb om den virkelighed, hvor individ, fællesskab og natur går op i en højere enhed og mennesker lever i tillid og med varme sind i uselvisk kærlighed til hinanden og naturen?

Det gør de selvfølgelig ikke altid, men de store ord er ikke bare varm luft. Jorden er fuld af mistillid, selvisk begær og kold beregning. Tilliden, kærligheden og glæden får alligevel forbavsende ofte det sidste ord, men måske skal de fælles menneskelige sandheder indøves i en så lille virkelighed, at de kan blive personlig sandhed også for de mest stive tidselgemytter.

Derfor vil jeg ikke opgive kolonihaven som tænkt øvelsesterræn for en filosofi, der tager sit udgangspunkt i en overskuelig jordisk realitet, der har plads til det enkelte individ og et socialt fællesskab, både i den enkelte familiekolonihave og i fællesskabet med andre kolonihaver i havekolonien, og som selvfølgelig også indbefatter den nære natur med træer og buske og den store kosmiske natur med sol, måne og stjerner.

Hvis jeg var indianer, ville jeg fokusere på de hellige cirkler, alle indianere lever i: det enkelte jeg, familien, samfundet, naturen og kosmos. Sandheden skal være konkret og nærværende. For mig som dansker er kolonihaven det mest konkrete udgangspunkt for en tænkning, der får alle de indianske cirkler med.

Kolonihavefilosofi er en sandhed om det enkle hverdagsliv, der ikke kan blive konkret nok. Jeg elsker kolonihaven både som konkret hverdagsvirkelighed og en længselsfuld drøm om det gode liv, og den danske kolonihavetradition kan med sine mange udtryk i litteratur og billeder gøres så anskuelig, at den er forståelig for selv den mest naturløse og verdensfjerne identitet.

Ved at skrive om kolonihaven som en drøm om det gode liv slår jeg forhåbentlig også fast, at kolonihavefilosofi ikke kun er en filosofi for kolonihaveejere, men for alle mennesker, der gerne vil sætte tænksomme ord på en universel menneske-identitet, som ikke er menneskerettigheder, men evigtgyldige menneskelige vilkår som eksistens i naturen og sammen med andre menneskelige eksistenser i den natur, vi både sanser og føler med det samme hjerte og den samme snusfornuft, som hverken borgerlig eller småborgerlig fornuft skal have lov til at tage patent på.

Både i leg, kamp, kærlighed og had. Den jordiske redelighed er såvel orden som uorden, som i en kolonihave, der gerne må være både kultiveret orden og naturlig uorden. Et Pan-hoved med horn i panden på kolonihavehuset kunne være et symbol på dette møde med såvel det søde som det bitre, som man ser på den rødternede dug som sukker og salt og som man konfronteres med i haven som strid blæst og mildt solskin. Det er også denne dobbelthed, der velsigner menneskenaturen med et fornuftigt overjeg og et genstridigt underjeg, fordi det dukker frem i lyset som både kærlige og aggressive drifter.

På samme måde er der både dyrkede rødbeder og ikke dyrket skvalderkål i en rigtig kolonihave, og begge dele er spiselige, og der er plads til såvel blomstrende mælkebøtter som blomstrende anemoner, og heldigvis kan høstanemonerne brede sig lige så hurtigt som mælkebøtter. Det er alle disse konkrete vækster i kolonihanen, der gør den både frodig og et frugtbart billede på en virkelighed, hvor vi kun kan blomstre, når vi får jord, luft, ilt og vand nok og er sammen med andre mennesker både som indbydende roser og irriterende løvetandsfnug.

I det efter manges mening nødvendige konkurrencesamfund er der en tendens til, at det enkelte menneske som enkeltindivid bliver sig selv nok, men det kan ikke lade sig gøre i en lille virkelighed, hvor man ikke kan udgå at se hinanden i øjnene i huset og haven. Hækkene er også så lave, at man heller ikke kan undgå naboernes blik. Selvfølgelig kan man gå hinanden på nerverne og skælde ud på både familie og naboer, og skælde ud på vejret, når det driller med for meget solskin eller for meget regn, men både i de menneskelige relationer og i forhold til vejr og vind ligger kærligheden hele tiden på spring, fordi vi godt ved inderst inde, at vi ikke kan modtage uden at give, og er sikre på altid at modtage, hvis vi giver.

Kolonihaveliv er indøvelse i en sådan gensidig og cirkulær kærlighed, både i forholdet til rødbeder, kartofler og andre mennesker, men dette cirkulære kærlighedsliv kan selvfølgelig sagtens udfolde sig i en storbyopgang, selv om det er lettere at holde sin dør lukket og undgå andres blikke i en opgang end i en kolonihave, hvor man godt ved, at alt håb er ude – uden for i solen og blæsten.

Kristendom er mere end kolonihavefilosofi, som er andet end kristendom, men der er meget Jesuskraft i en kolonihavefilosofi, der lægger vægt på den samme gensidige uundværlighed, som stikker hovedet frem i Jesu lignelser. Både i kolonihaven og den israelitiske ørken møder man den samme kærlighed til blomstrende ukrudt som til de velopdragne pelargonier, der står pæne og ordentlige i solen.

Kolonihavefilosofiliv er også en indøvelse til at leve i nuet, der ikke er fjern fra Jesu opfordring til at handle i øjeblikket og lade være med at leve alene i fortiden eller fremtiden. Man skal stadig heller ikke glemme, at Jesus ikke var en velopdragen potteplante, men et uregerligt stykke ukrudt, der ødelagde den pæne orden i de fromme jøders lovkompleks. Det er derfor i Jesu ånd at have en gud hængende på kolonihavehuset med djævelske horn. Den djævel, han forsagede, var grådighedens, selviskhedens og glædesløshedens onde ånd.

At leve i nuet skal ikke forveksles med at leve at leve et stillestående liv, der ikke kan forandre sig. Det er både i Jesu og Pans ånd at gøre oprør mod en bestående grådighed og selviskhed i længsel efter et kærligere liv og en virkelighed, der er mere rodfæstet i naturen. Det er ikke kun den sære symbolistiske digter Sophus Claussen, der drømmer om en himmel, hvor ”Pan og den lidende Kristus hjælper hinanden i Nød for at sidde til bords hos Gudsmoder”. En kolonihavefilosof kan også længes efter en jordisk virkelighed, hvor Jesus og Pan hjælper hinanden med at fylde et kolonihavesind med både kærlig kraft og naturkraft.

Jeg har tidligere forsøgt at drømme mig ud af elendigheden i mange kulturelle identiteter uden sammenhæng. De fælles vilkår i den samme natur og den samme fælles uundværlighed giver en universel sammenhængskraft, som hverken nationalisme eller multikulturalisme kan konkurrere med, fordi det er en sammenhængskraft i både fornuft, krop og sind hos mennesker, der kommer hinanden ved helt ind til benet, selv om de til tider river hårene af hinanden.

”kamp må der til, skal livet gro, ej kamp blot for dagligt brød, men kamp for frihed i liv og tro – thi evig stilstand er død”. Det er ikke en tekst af Grundtvig, men af H.V. Kaalund, der var en alt for primitiv digter til at blive taget alvorligt af Henrik Pontoppidan, men hans primitive ord om frihed i liv og tro er god kolonihavefilosofi i en moderne virkelighed, hvor mange er fristet til at flygte fra friheden, og andre ikke kan få frihed nok.

Denne primitive frihed på den cykliske naturs betingelser har jeg lyst til, selv om det måske lyder lidt poppet, at kalde cykelfrihed, fordi en cykeltur er en fin gylden middelvej mellem at gå afsted roligt og fredeligt med sin vandrestav og suse afsted i en bil med accelererende fart. På cykel er man både tæt på naturen og de bygninger, man cykler forbi, og i Danmark færdes så mange på cykel, at det er let på en vej eller cykelsti at føle et lige så socialt fællesskab som i en havekoloni, og på Brabrandstien ser man også de cyklister i øjnene, som man møder.

Det er altså næsten ren kolonihavefilosofi at cykle. Hvis man vil tænke kolonihavefilosofiske tanker, er det ikke tilstrækkeligt at sidde stille ved sit skrivebord på 3. sal, man må ud at cykle. Heldigvis er der i Danmark endnu flere cykler end der er kolonihaver, og der er ingen grund til at miste troen på den kolonihavefilosofiske kulturrevolution, selv om man selv hverken har en cykel eller en kolonihave. Cyklistlivet er lige så lidt forbeholdt cyklister som kolonihavelivet kolonihaveejere, en bilejer kan også tænke cyklisk, selv om han eller hun skælder ud på cyklisterne.

Jeg kan godt lide tanken om, at Johannes V. Jensen, der hele sit liv havde hyldet den positivistiske videnskab og den accelererende teknologi, der havde sat ham i stand til at køre hurtigere og hurtigere på motorcykel, endte med at skrive en oplysende pjece om de kolonihaver, arbejderne cyklede til.

Han, der i sin ungdom havde skrevet en pessimistisk roman, ”Kongens fald”, om et menneske, Mikkel Thøgersen, plaget af skyldfølelse og dødsangst, endte med i sin sidste roman at hylde både kolonihaverne og det myldrende cykelliv. Det gør han i en helt anderledes optimistisk roman om cykelpigen Gudrun, der forelsker sig i en arbejder med spade og kolonihave og foretrækker ham for en amerikansk bilfabrikant og mangemillionær, der ikke som Gudruns kæreste kunne drømme om at have en cykel eller sætte sine ben i en kolonihave.

Endnu mere kolonihavefilosofisk sind er der hos maleren Henry Heerup, der hele sit liv cyklede til og fra den kolonihave, hvor han malede billeder og huggede i sten hele året rundt. Også på de tider om vinteren, da det stadig kunne sne i Rødovre. Han elskede både Pan og Jesus, men allermest elskede han alt levet liv i kærlighed, både til den natur, der aldrig gjorde ensomhed til en ulykke, og til mennesker. De kunne selvfølgelig heller ikke lade være med at elske ham, fordi han både var romantisk og realistisk i sin syn på den menneskelige uundværlighed. Der kan være både knaster, buler og kulde i forholdet mellem mennesker, men den kolde selvoptagethed kan altid med et varmt og kærligt kys blive varm igen.

Kærligheden mellem mand og kvinde er også i hans kærlighedsunivers så erotisk og kønsbestemt, at det er godt for ham, han ikke oplevede me too-bevægelsen. Den havde bandlyst ham, fordi han på et stort familiebillede med mand, hustru og to børn lader manden – helt tydeligt ham selv – lader manden stirre forelsket på solen, som er malet som en stor gul kvinderøv. Billedet hedder ”Kvindesolen skinner”, og det kan man som mand ikke undgå at blive forelsket i.

Heerup laver både glade og realistiske cykelbilleder. På mit arbejdsbord har jeg udsigt til en farvet tegning, hvor han sidder energisk foroverbøjet på sin cykel under en lysende stjerne. Han er sikkert på vej sent hjem fra en sten, som har drillet ham. Jeg forlader også gerne, selv midt om natten mit skrivebord og cykler rundt om Brabrandstien, hvis jeg har behov for kolonihavefilosofisk inspiration.

Jeg cykler både af lyst og af nød, fordi jeg ikke har kørekort til bil, men jeg kunne ikke drømme om at købe en elcykel. Så ville jeg føle mig som en ikke filosofisk fartbølle. Jeg har selvfølgelig også en vandrestav, men jeg tænker bedst på to runde hjul, der kan få mig til at drømme om den sol og den måne, der sidder løse på stol, og blive klar over, at man aldrig lever så jævnt, muntert og virksomt, som når man cykler afsted med hjertet i kroppen og helt oppe i halsen, fordi man elsker den brogede kultur, den cykliske natur og de andre energiske cyklister, der ligner kolonihavefilosoffer, fordi de lige som Gudrun og Heerup bevæger sig på cykel.

Jesus havde helt sikkert også cyklet på de israelitiske veje, hvis cyklen havde været opfundet, og skovguden Pan i de græske skove, hvis ikke træerne på det tidspunkt havde stået så tæt.