9. Ode til spaden

Oh du konge over redskaberne/i værkstedet hvor du står imellem/riven hakken skovlen og skuffejernet/ for du kratter ikke bare i overfladen

men går i dybden med dit blankslidte/stål og forvandler den vilde natur/til ordnet havekultur når der graves/det har været sandheden om jordisk haveliv

fra Adam og Eva til Voltaire/den store franske oplysningsguru/der med sit ”il faut cultiver son jardin”/blev guru også for danske haveejere

det er ikke bare havevisdom/men sandheden om vores kultur/at vi ved at grave og pløje i jord/fra de første landbrug til de senere byer

har fået magt til at herske på den/gravemaskinerne er nu store/og graver stadig dybere men spaden/er det evige symbol på kultur mod natur

når jeg graver med asketræsskaftet/i mine hænder kan jeg stadigvæk/føle den enkle frihed som Adam må/have mærket da gud gav ham spaden i hånden

hvis man pløjer med heste bliver der/skæv fure hvis man ser sig tilbage/men med spade i hånden kan man se sig/helt frit omkring, både grave hugge i en rod

og tænke over de regnormes liv/som får nye planter til at spire/i den jord man selv er kommet fra engang/og vender tilbage til for at blive til orm

men menneskeliv over jorden er/ikke ormeliv men stolt spadeliv/og en spade er en spade det er kun/en meget sløv spade man vil kalde for en skovl

man bliver ikke en dårlig spade/med en hakke og en skovl i hånden/men en spade holder helst på en spade/og får spademenneskespadeidentitet

fra det mørke stål og det lyse træ/derfor afslørede Gunnar Larsen/sig som en usædvanligt dum skovl da han/da han som trafikkens minister under krigen

ved indvielsen af Rødby-Femern/ruten brækkede sin lille spade/den brækkede selvfølgelig fordi han/hellere forhandlede med hatten i hånden

end gik i modstandskamp som en modig/spade men kunne hytte sit skind som/leder af en cementfabrik der ville/ansvarligt samarbejde for at sælge cement

du er blandt alle redskaber kongen/der kan bruges i både fred og krig/såvel af modige mænd som af feje/den Linnemanske spade er noget helt særligt

en let feltspade der er blevet brugt/som både kniv, sav og stegepande/den blev fast udrustning for hærens fodfolk/i Danmark attenhundrede og halvfjerds

og en lige så stor eksportvare/som senere smør bacon og cement/i Rusland var der trestusind feltspader/hvor soldaterne hvis de havde tiden til det

kunne stege medisterpølserne/og drømme om at komme tilbage/til deres gårde med køer og grise/og det daglige liv med hakke skovl og spade

livet med spader bliver levet ud/i både arbejde krig og freden/mellem krigene men spader er også/de sorte pladeskær som sammen med sorte klør

de røde ruder og røde hjerter/fører til lidenskabeligt kortspil/hvor man kan både lege og more sig/og gå op i spillet som en kamp på liv og død

mange har spillet i hjerter og er/blevet bet men det er meget værre/ikke at turde spille sine sorte/spar og sine røde hjerter ud på kortbordet

man skal grave med spade og kunne/spille sine sorte og røde kort/med en vilje der er hård som spadestål/og et hjerte der ikke jamrer over sig selv

One thoughtful comment

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *