Jesus Kristus er i kristendommen et så guddommeligt væsen, at han er en tredjedel af den treenige gud. For 2000 år siden blev han kød og blod i et jordisk væsen med jordiske forældre Josef og Maria og voksede op i Nazareth med både brødre og søstre. Han vandrede på et tidspunkt rundt på vejene i Galilæa med vandrestav og drikkekar, men i sit korte vandrer-liv som både menneske og gud lavede han det ene store mirakel efter det andet og endte med efter sin korsfæstelse at opstå fra de døde.
Ifølge trosbekendelsen sidder han nu i himlen ved sin faderguds højre hånd som den guds søn, der ved den kommende dommedag på faderens vegne vil dømme både levende og døde. Indtil da er han i stadig guddommelig kontakt med de troende kristne via Helligånden, den sidste tredjedel af den treenige gud, som er garanti for hans nærvær i den jordiske redelighed i den lange mellemtid mellem personligt guddommeligt nærvær for 2000 år siden og nyt nærvær efter dommedag og de kristnes opstandelse fra de døde med den udvalgte kristne skare, der undgår at komme i helvede.
De udvalgte vil så leve i en evig guddommelig virkelighed, hvor de, i hvilken jordisk skikkelse de end fremtræder, vil være ren Helligånd. Det lyder godt, og de færreste tror på et kommende helvede for fornuftige gode kristne, der lever hæderligt og redeligt, og hvem forsøger ikke at gøre det? Men på den anden side lever vi så i en lidt trist mellemtid i en jordisk redelighed, der ofte kan være temmelig kaotisk, mellem det forjættede land for mange år siden, da Jesus vandrede fra Herodes til Pilatus, og det forjættede land, der venter engang i fremtiden, når blot vi er gode og fornuftige kristne.
Den kristne tro kan imidlertid måske gøres mere nærværende i den nutidige jordiske og naturlige virkelighed, hvis man i sin tro fokuserer mindre på den overnaturlige fortid og fremtid og mere på, hvad det egentlig var Jesus gik rundt og sagde som guds søn, inden han endte med at gå den tunge gang fra Herodes til Pilatus.
Det lægges der op til i Folkekirken, hvor der hver søndag holdes en prædiken over to rækker af evangelietekster med episoder fra Jesu liv, der kan handle om både underfulde helbredelser og lignelser, der er underlige og overraskende, fordi den arbejder, der kun har arbejdet én time, får lige så meget i løn som den, der har arbejdet hele dagen, og den, der passer på sine penge og gemmer dem, bliver straffet for sin fornuftige sparsommelighed.
Lignelser er fortællinger om hverdagen med en overraskende pointe. I disse to lignelser synes det at være, at ubekymret kærlighed er vigtigere end nøjeregnende og nærig retfærdighed. Det svarer meget godt til Jesu humoristiske fortælling om en nøjeregnende og retfærdig dommer, der ender med at give en fattig enke ret i hendes plager om at få ret over sin modpart, fordi hun måske ellers vil komme og slår ham i ansigtet. Jesus var på Guds vegne mere ubekymret. En så nøjeregnende og streng dommer er gud for Jesus netop ikke.
Det får man hurtigt blik for, når man læser i de fire evangelier. Og der er ingen tvivl om, at evangelisternes fortællinger om tømrersønnen fra Nazareth har historiske rødder, men det er lige så ubestrideligt, at fortællingerne på grund af deres sene nedskrivning omkring 40-50 år efter Jesu korsfæstelse og død er præget af den ældste kristendoms forsøg på at fastholde mindet om den historiske Jesus ved hjælp af den religiøse og overnaturlige farvelade, som både fromme jøder og fromme hedninger uden for Palæstina havde i bagagen.
Paulus var en sådan from jøde uden for Galilæa og Judæa, der aldrig havde mødt den historiske Jesus, men tolkede hans ord og handlinger i lyset af sin egen jødiske tro og sin viden om både jødiske og ikke jødiske guder og helte i den store hellenistiske verden.
Han var helt sikkert blevet omvendt til den nye tro på Jesus ved at høre de fortællinger, vi kender fra evangelierne, men dem nævner han aldrig i sine breve, men skriver kun om den nye retfærdiggørelse og frelse ved tro, der har afløst hans on andre fromme jøders tidligere retfærdiggørelse og frelse ved at overholde moseloven.
Denne nye tro, hvor Jesus er centrum, bliver også årsagen til, at evangelisterne med deres fortællinger om Jesu liv vil bevare den historiske virkelighed, hvor den historiske tømrersøn Jesus med sine undere og lignelser fremtræder med mere og mere guddommelig autoritet og ender med både at opstå fra de døde og flyve op i himlen.
Det betyder ikke, at vi i evangelierne møder en uhistorisk virkelighed, men det betyder, at vi måske skal kunne gennemskue de første kristnes religiøse og guddommeliggørende farvelægning for helt at kunne forstå, at tømrersønnen i sit liv kunne få tilhængere, der holdt fast ved hans person og hans ord, selv om han blev korsfæstet af romerne. Romerne var en brutal besættelsesmagt, der ikke var glad for den opstandelse Jesus fremkaldte blandt almindelige jøder, men de kunne ikke forhindre, at et i deres øjne lille historisk røre blev til en store guddommelig opstandelse fra de døde, som det var tilfældet i andre store religioner, og som det blev vigtigt for både jøder og hedninger i det store romerske rige at tro på.
Det er der selvfølgelig en forklaring på. Jeg drømmer derfor om ved at se igennem den stærke religiøse farvelade i evangelierne og evangelisternes meget bevidste guddommeliggørelse af en provokerende profetskikkelse at få øje på en historisk Jesus med jordforbindelse. En kærlig realist, der lever i nuet og den jordiske redelighed med både humor og håb, men gør det på en så usædvanlig måde, at der er al mulig god grund til at tro på ham som en guddommelig frelser både før og efter sin korsfæstelse.
Det lyder måske for godt og mærkeligt til at være sandt, men det er drømmeri som en nødvendig reaktion på en Jesusopfattelse, hvor Jesus svæver som en tidløs og tandløs due over både nuet og det jordiske liv. Og det drømmeri er der heldigvis mere belæg for i evangelierne, end de fleste drømmer om.
Mere i Jesu lignelser end i fortællingerne om hans undere. Et under kan hurtigt i lyset af hans egen voksende guddommelighed blive så forvandlet, at det ender med at være et naturstridigt mirakel. I lyset af hans egen opstandelse fra de døde bliver nogle af hans helbredelser dødeopvækkelser. Og man kan se, at evangelisterne, når de skriver af efter hinanden, gerne vil gøre et helbredsunder lidt større. Jesus får Simon Peters svigermor på benene, fordi de kommer forbi og er sultne. Hos Markus ligger hun til i sengen med feber, hos Lukas er der tale om høj feber. Ellers har han sikkert ikke syntes, at det var et under af guds søn, som det var værd at skrive hjem om.
Lignelserne er så helstøbte og overraskende fortællinger, at det er svært at ændre på dem, uden at pointen går tabt. Pointen ligger på den anden side så tydeligt i selve lignelsen, at man ikke altid kan stole på en tilføjet pointe. Den afslører somme tider den ældste kristne menigheds forsøg på i gammel jødisk ånd at gøre Jesu nye forkyndelse af ubekymret, betingelsesløs og spontan kærlighed til moralistisk omvendelsesmoral.
Det gælder tre lignelser hos evangelisten Lukas, der kap. 15 i sine pointer roser et får, en mønt og en søn fordi de omvender sig og vender om for at blive fundet, medens de tre fortællinger helt tydeligt fortæller om en fåreavler, en kvinde og en gammel mand, der spontant sætter alt til side for at finde et får, en mønt, en søn der er blevet væk og bliver glade, da de finder dem, selv om de har andre får, mønter og sønner.
Den moralistiske bekymring bliver endnu større, hvis lignelsen i sig tilsyneladende er dybt umoralsk, som senere i Lukasevangeliet, hvor der fortælles om en bedragerisk godsforvalter. Han er blevet afsløret som bedrager af sin herre, men skynder sig, inden han bliver fyret, at nedskrive den gæld, forskellige personer har til hans herre, for at kunne få noget af dem til gengæld på et senere tidspunkt som tak for sin gældsnedskrivning. Det gør han fordi han, som han tænker ved sig selv, ikke har kræfter til at grave og skammer sig ved at skulle tigge, når han er blevet arbejdsløs
Herren roser til sidst i lignelsen sin godsforvalter, fordi han havde båret sig klogt ad. Det var et virkeligt problem for de første kristne, at man kunne optræde så frækt og umoralsk og få ros for det. Efter lignelsen kan man hos Lukas finde fire forskellige måder at udlægge lignelsen på med moralsk alvor, som afslører både forvirringen og den moralistiske jødiske baggrund hos de kristne, der ikke længere er samtidige med Jesus og ikke derfor kan forstå, at Jesus i situationen helt sikkert med humor har forholdt sig ironisk til godsforvalterens spontane bedragerier og eftersøgt en lige så spontan fantasi, hvis der var brug for forvalterens kærlighed til de fattige.
Til gengæld har han helt sikkert ikke kunnet skjule sin glæde over fåreavlerens, kvindens og faderens spontane og kærlige beslutsomhed i lignelserne om fåret, mønten og sønnen, der var blevet væk, men blev fundet igen. Her var der også tale om en nutidig nødsituation, hvor man skulle beslutte sig til handling eller lade stå til.
Mange andre lignelser foregår i en lige så presset hverdag med mænd og kvinder i travl beskæftigelse i huset eller på marken, og den kærlige beslutsomhed er ikke et sindelag, man skal kæle for, men handlinger i øjeblikket, der fører til noget, og hvor man i modsætning til godsforvalteren tænker på andre og andet end sig selv. Derfor skal man sørge for som de fem brudejomfruer at have olie i lamperne, ikke være bange for at slippe hvad man har mellem hænderne, hvis man bliver inviteret til et stort gilde, og have tillid til, at hvad man sår og planter lige nu vil blive til vækst og frugtbarhed.
Jesus formulerede i sine lignelser en tillid til gud som virksom kærlighedskraft i verden, som han selv ikke kunne lade være med at være en del af, og som det for ham var lige så selvfølgeligt, at mennesker, der var skabt i guds billede, ikke kunne lade være med at lade sig gribe af og sætte alt andet til side, hvis de i nuet stødte på sygdom, sult eller fattigdom, som man kunne gøre noget ved.
Så var man i guds rige, som for ham ikke var en geografisk lokalitet med grænser, men et jordisk og åndeligt kærlighedsrum uden grænser. Troen på dette rige udfoldede han både med ord og handlinger i den konkrete gudskabte jordiske virkelighed med en kærlig realisme, som var både humoristisk og fyldt med håb. ”Hvorfor ser du skæven i din nabos øje, men ikke bjælken i dit eget”? men samtidig var han overbevist om, at udbyttet af hans ubekymrede såning på både stengrund og i tidsler ville give mindst hundrede fold.
De fattige, de sultne, de syge og alle de andre udstødte i samfundet var selvfølgelig glade for en sådan kærlighedsrum-tro, der både i ord og handlinger satte sig ud over den alvorlige lovfromhed, som Jesus gav det glatte lag med sin betingelsesløse hjælp til de udstødte og sin betingelsesløse tilgivelse i nuet. Jesu anliggende var helt åbenbart at sprede den kærlighedsglæde i den jordiske redelighed, som han selv var blevet grebet af med sin tro på Guds rige som en kærlighedskraft.
Han var tilsyneladende overbevist om, at man bliver god af at blive glad, medens de lovfromme for ham kun blev selvglade og selvretfærdige af at skilte med en godhed, som ikke udsprang af spontan glæde, men af love og bud, og så hjalp det ikke, at det var kærlighedslovbud.
Han havde meget til overs for børn, ikke fordi de dermed skulle være uskyldige og syndfri, men fordi de levede i nuet. Han var sikkert klar over, at den jordiske redelighed var fyldt med både synd og død, men i nuet var glad kærlighedskraft en mere virksom medicin end moralistiske formaninger, og selv dæmoner var åbenbart mere bange for kærlig glæde end for moralsk alvor.
Denne aktive og glade kærlighedskraft var ikke en sindstilstand, man omhyggeligt skulle bygge op. Det ville føre til et lige så stort hykleri som frygten for ikke hele tiden at leve efter moseloven. Det var en kraft, der blæste som vinden, men som i guds rige som guds uregerlige kærlighedskraft var lige så selvfølgelig som den kendsgerning, at mennesker er afhængige af hinandens kærlighed. De udstødte har selvfølgelig lige så meget brug for kærlig hjælp, som vi selv har det, fordi vi er lige så uundværlige for dem, som de er for os, selv om vi måske føler, at vi har så meget kærlighedsoverskud, at vi kan leve for os selv, men det er en illusion.
Menneskers gensidige uundværlighed var for Jesus en lige så indlysende selvfølgelighed som den selvfølgelige spontane barmhjertighed, når den gensidige afhængighed gjorde barmhjertigheden til en glædespligt, der spontant måtte sætte sig ud over moselovens forpligtelser og helbrede på en sabbat.
Sabbatten er til for menneskets skyld og ikke omvendt. Det brød de fromme farisæere sig ikke om at høre, men Jesus måtte i sin samtid skuffe andre end de, der klamrede sig til moseloven og alle de mundtlige overleveringer, man føjede til den for at få den til at passe med samtidens samfund. De kunne ikke lade være med at synes, det var overfladisk og naivt bare at tro på og leve efter kærlighedskraft som en både guddommelig og menneskelig selvfølgelighed i alle tænkelige øjeblikkelige situationer.
Andre jøder var lige så skuffede og frustrerede over hans ubekymrede og beslutsomme brug af kærlighedskraften i guds rige her og nu uden at skele til hverken fortiden eller fremtiden. Mange jøder håbede på Jesu tid på en ny messiansk storhedstid for Israel, som så igen skulle ledes af en salvet konge, en messias efter opskriften i Det gamle Testamente, der med kong David som det store forbillede kunne herske suverænt over det udvalgte folk og sikre dets selvstændighed i lydighed mod Jahve som den eneste gud og moseloven som den eneste lov.
Det håb fil endnu mere næring på Jesu tid under den romerske besættelse, men det var politiske messianske forventninger, Jesus slet ikke havde lyst til at leve op til. Selv om guds rige var midt i den kaotiske jordiske redelighed, var dets frembrud ikke et spørgsmål om politisk strategi og væbnet oprør, men om jordisk tilgivelse og barmhjertighed.
Han blev heller ikke frustreret over den jordiske uorden og mangelfuld jordisk gennemslagskraft for sit kærlige glædesbudskab. Det tog han, som det fremgår af lignelserne, med illusionsløst godt humør. Han begyndte ikke, som andre i sin samtid, at drømme om en overjordisk guddommelig menneskesøn, der skulle komme fra himlens skyer og holde dommedag over de mennesker, der levede et alt for syndigt jordisk liv og spiste, drak og elskede uden at vælge det asketiske liv, som for mange gik hånd i hånd med forventningerne til det kommende rene åndelige liv i en himmel renset for jordisk urenhed.
Allerede Johannes Døberen havde haft fantasier om et sådan asketisk liv, men Jesus var ikke bleg for at indrømme det berettigede i at kalde ham en fråser og en dranker i sammenligning med en sådan asketisk alvorsmand, der ikke elskede det jordiske liv. Jesus elskede ikke synd, men de største syndere var i hans øjne de som moseloven gjorde selvretfærdige. Det handler mange lignelser om, og broderen til den søn, der hos Lukas bliver fundet, er et billede på en sådan selvretfærdighed.
Alt tyder på, at Jesus var lige så glad for det jordiske liv, som han var glad for at gøre sin tro på guds rige som kærlighedskraft til virkelighed. Det kan godt være, at fortællingen om, at han til et bryllup forvandler vand til vin er uhistorisk, men det er ikke urealistisk, at han ved mange lejligheder har drømt om at gøre det.
Der er også underberetninger der viser, at han helbreder med kærlig realisme og ikke blot med kærlig naivitet. Flere gange må han tage hårdt fat og spytte et par gange, inden der sker noget, og man havde gerne hørt hans glade latter, når der så skete noget, som man gerne ville have set hans humoristiske reaktion på steder i bjergprædikenen, der gør hans ironiske kritik af de lovkyndiges moral til en gravalvorlig moralisme, som jeg nødig vil mistænke Jesus for at være skyld i. ”Thi sandelig siger jeg Eder: før himmelen og jorden forgår, skal end ikke det mindste bogstav eller en tøddel af loven forgå …Derfor: Den, der bryder et af de mindste blandt disse bud og lærer menneskene således, han skal kaldes den mindste i Himmeriget; men den der holder dem og lærer andre dem, han skal kaldes stor i Himmeriget. Thi jeg siger jer: Hvis jeres retfærdighed ikke overgår de skriftkloges og farisæernes, kommer I slet ikke ind i Himmeriget”.
Man fornemmer Jesu anliggende i de sidste sætninger, men bjergprædikenen i sin helhed afslører, at Matthæus er en jødekristen, der gerne vil have Jesus til at være en ny Moses. En så detailleret og beregnende retfærdighedsmoralisme, som den man møder i de foregående sætninger forklædt som evangelisk kærlighed, havde helt sikkert fremkaldt et overbærende smil hos den humoristiske tømrersøn, der først holdt op med at le, da han hang lidende på korset.
Døden på korset afslører, at det var romerne der slog ham ihjel. De jøder, der levede i fortiden med messianske forventninger, eller i fremtiden med håb om dommedag og opstandelse, var sikkert ret lige glade med, at han blev korsfæstet. Farisæerne og de lovkyndige var til gengæld glade, fordi Jesus ville have mennesker til at leve i nuet med en selvfølgelig og tillidsfuld kærlighed til hinanden, der kunne ende med at gøre moseloven overflødig.
Det er derfor sikkert lovkyndige højt på strå i det jødiske præsteskab, der har hvisket Pilatus i øret, at det var en god idé at slå Jesus ihjel. Pilatus havde bemærket, at der var en uro i den jødiske befolkning, der kunne blive til noget endnu værre, og han var hurtig til at korsfæste uromagere. Så han skulle kun have en lilleanledning til at handle meget hurtigt.
Den lille flok, der havde fulgt Jesus, var hjælpeløse i dette spil i Jerusalem mellem præstestyret, Pilatus og kong Herodes fra Galilæa, der også var i hovedstaden i anledning af den jødiske påske. De havde troet fast på kraften i hans budskab om kærlighed, fordi det havde givet håb her og nu og for den fremtid, de som almindelige mennesker havde fået større tillid til, fordi de som dæmonbesatte, fattige, syge og andre slags syndere var blevet hjulpet, eller kendte nogle, der var blevet det.
Han havde både grædt, leet og spist så meget sammen med dem, at de slet ikke kunne forestille sig, at det var forbi, og at de i fremtiden skulle leve uden hans kærlige og glade nærvær i både sorg og glæde. De kunne heller ikke glemme de enkle lignelser, som var taget lige ud af deres hverdag, og hvis fantasifulde billedsprog gjorde barmhjertighed og tilgivelse til en realistisk begivenhed i mødet mellem mennesker i gensidig afhængighed af hinanden.
De kunne ikke lade være med at holde fast ved tømrersønnen Jesus af kød og blod og samværet med ham. De spiste sammen, som om han stadig var til stede og gjorde dem glade med sine mageløse ord og handlinger. Alt det han havde sagt og gjort blev ikke tilintetgjort efter hans død, men snarere endnu mere dyrebart, selv om han var blevet korsfæstet som en forbryder på et kors.
Jeg vil ikke udelukke, at hans opstandelse fra de døde er noget meget mere mirakuløst, men jeg er sikker på, at det også er sandt at han levede i nuet og den jordiske redelighed som en så kærlig realist og med så meget humor og håb, at hans fortsatte liv ikke kunne undgå for hans tilhængere at blive en lige så selvfølgelig og glædesfyldt realitet, som hans egen tillidsfulde tro på gud og tillid til menneskers tro. Jeg tror ikke, at han på noget tidspunkt har følt sig forladt af hverken gud eller mennesker. ”Min gud, min gud, hvorfor har du forladt mig” er en sætning, de første kristne jøder lægger ham i munden, for at han kan opfylde profetierne om en lidende messias.
Hans tilhængeres første reaktion er glæde over, at han efter sin død, trods deres spontane fortvivlelse, er til stede som om han ikke har forladt dem, og da de senere tror på ham som guds søn, kan han selvfølgelig slet ikke forlade dem. Som skolet teolog ved jeg godt, at de første tænkere i den kristne menighed, der hurtigt udviklede sig til at rumme andet end fiskere, bønder, håndværkere og fornuftige farisæere, kendte så meget til jødisk teologi og hellenistisk religionsfilosofi uden for Israel, at de ikke kunne lade være med at tolke de varme erindringer om hans person, gøren og laden i lyset af deres jødiske og hellenistiske forud-forståelse af guddommelige skikkelser i jødedom og hellenisme.
De første kristne og deres teologer måtte så at sige gøre Josefs og Marias søn mere guddommelig, for at man ikke skulle rynke på næsen af det tilsyneladende almindelige jordiske liv, han havde levet, selv om det for dem stadig var en frisk kilde til glæde og kærlighed, og blev ved med at være det, når de mindedes, hvad han havde sagt og gjort i de fortællinger, som blev ved med at have en særlig plads i deres hjerter, selv om fortællingerne, da de blev skrevet ned, blev præget af, at det var jøder, der havde været bundet af moseloven, der skrev dem ned.
Disse jøder var alligevel begyndt som kristne at tro på Jesus på en så ny måde, at kristendommen efterhånden skilte sig ud fra jødedommen. Paulus var den, der med syvtommersøm slog fast, at retfærdiggørelse ved tro er noget helt andet end retfærdiggørelse ved moseloven. Han har tilsyneladende også kendt fortællingerne om Jesus så godt, at han med sin meget indviklede teologiske terminologi på et søm rammer ånden i de historiske ord og gerninger i øjeblikket, som vi heldigvis i evangelierne stadig har adgang til, selv om de er blevet farvet af, at Jesus blev gjort så guddommelig, at han kunne tage kampen op med andre guder på det store religionsmarked i det romerske imperium. Men man kan alligevel godt se, at Paulus i sin syn på mad, drikke og jordisk kærlighed nok var tættere på asketen Johannes Døberen end på fråseren Jesus.
I det nye religiøse sprog troede de kristne på Jesus, fordi han var blevet korsfæstet og ikke, selv om han var blevet det, fordi han derved kunne opfylde gamle jødiske profetier om en lidende guddommelig messias, og han blev som Guds søn og kommende menneskesøn efter hellenistiske opskrifter gjort mere guddommelig, end nogen nok så guddommelig jordisk konge kunne have drømt om at blive det.
Det lyder som gusten og kynisk spekulation, men det var det slet ikke for de første kristne, der havde mødt Jesus og ikke kunne glemme ham og var glade for, at der var teologisk belæg for, at de kunne blive ved med at tro på, at han var sandheden i deres og i alle andre menneskers liv.
Jesus var ikke en udspekuleret teolog, men en empatisk og beslutsom profet, der kunne formulere sig kort og fyndigt. Allerede den sidste evangelist Johannes må have haft en fornemmelse af, at den profet, der have gået levende rundt i Galilæa medvandrestav, kunne drukne i indviklet teologi og ny lovfromhed og lader ham i et enkelt og meget malerisk symbolsprog formulere en tro på den samme tilgivende og ubegrænsede kærlighed, som Jesus havde talt om og praktiseret.
Han gengiver helt klart ånden i Jesu ord og gerninger, men sproget er anderledes, end det vi kender fra de andre evangelier, og man savner ironien og den jordnære humor i Jesu lignelser. Johannes lader Jesus holde lange taler om, at han er vejen, sandheden og livet, den sande vinstok og den gode hyrde, som bliver en anelse monotone og næsten selvlysende reklamer for hans nye guddommelige status.
Man savner de visne vinstokke og den snavsede vandrestav, som også havde hørt med til billedet af ham i det jordiske landskab, hvor himlens fugle og markens liljer ikke var abstrakte symboler på guddommelig kærlighed, men konkret og levende jordisk liv, der var lige så forgængeligt og skrøbeligt, som Jesu liv viste sig at være.
Alligevel drømmer jeg om, at det er dette jordiske liv og troen på, at det kan være mageløst, der er kærnen i en kristen tro, der vil leve i nuet med både humor, håb og tro på, at lige meget, hvor meget synd og død, der er i den jordiske redelighed, er der endnu mere glæde og kærlighed.
Derfor er det vigtigt, at det er evangelietekster og ikke Paulus’ breve, der prædikes over i Folkekirken, selv om den lidt asketiske teltmager er bedre end sit rygte. Den kristne tro kan ikke undvære tømrersønnen fra Nazareth i den støvede ørken og den svale olivenlund uden at miste sit salt og den klippegrund, der er troens kildevæld. Det er den, så længe evangelierne stadig kan læses og høres med deres overraskende lignelser og hårde udsagn om religiøs selvoptagethed i en guds navn, der ikke må være gud for de svage, men kun for de stærke, selv om denne lovfromme selvindbildte styrke er bygget på sand.
Henrik Pontoppidan hadede den overfladiske kristendom, han stødte på i sin barndom, ikke så meget i sit eget hjem som i det kirkelige miljø omkring præstehjemmet, og Martin A. Hansen havde et anstrengt forhold til kristendommen, fordi han godt kunne se forskel på gravalvorlig kristelig selvoptagethed og alvorlig kristen glæde med et glimt i øjet.
MAH har skrevet et essay om Jesus som Marias søn, hvor han forsøger at grave sig ned til glædeskilden under den kirkelige og kristelige mangel på både alvor og humor. Det har uden tvivl også glædet Pontoppidan at slutte sin ironiske, men alligevel varme lille julesalme med, at ”man under juleaftens glæde altid kan høre æslet skryde og barnet græde”. For MAH var det en øjenåbner at læse Georg Brandes’ bog ”Sagnet om Jesus”, fordi dens kritik af det sagnagtige og mytologiske i den kirkelige Jesusskikkelse for ham banede vej til i evangelierne at finde Josefs og Marias søn.
Jeg har set mange alvorlige og smukke film om Jesus, og Pier Paulo Pasolinis film ”Matthæusevangeliet” er nok den mest gribende i den genre, men den Jesus, man møder i hans film er, selv om filmen er sort-hvid, næsten for farvet i musik og billeder af den guddommelige Jesusskikkelse, der som i Johannesevangeliet er for alvorlig til at kunne smile og sige en vits.
Den spanske filminstruktør Luis Bunuel har lavet en film ”Mælkevejen”, som er lige så kritisk overfor de kirkelige og kristne traditioner som Georg Brandes, men i filmen, der handler om en pilgrimsrejse til Santiago de Compostella, møder man i små klip en historisk Jesus, der er så humoristisk, jordnær, kærlig og realistisk, at det fra Bunuels side helt sikkert er ment som en provokation af Den katolske Kirkes verdensfjerne kristendom, men jeg ser hver gang de små klip som brudstykker af det glædesbudskab, som evangelierne stadig kan holde levende.
I det første lille klip fortæller han selvfølgelig lignelsen om den bedrageriske husforvalter, og filmen slutter med en scene, hvor Jesus åbenbart har behandlet den blindes øje med for lidt jord blandet med spyt, for den blinde kan ikke komme over den lille grøft, han er kommet til, selv om han har en lang vandrestav.