Kristendom i coronaens tid

Den lille coronavirus har skabt så stort kaos i verden, at nogle tror, at de sidste tiderer nær. Der er sikkert også kristne, der tænker på, om det der sker lige nu i kølvandet på pandemien er tegn på den kommende dommedag, man kan læse om i slutningen af Det nye Testamente i Johannes Åbenbaring. Et skrift som også kaldes Apokalypsen.

Store naturkatastrofer, krige og epidemier har tidligere i historien fået mennesker til at tænke i apokalyptiske baner og vente på en åbenbaring af Guds endelige dom over den syndige menneskeslægt, for hvem har ikke lavet noget, der ikke tåler dagens lys og fortjener en retfærdig straf på den dommedag, som ifølge kristendommen er afslutningen på menneskeheden historie.

Det fortælles, at Luther, da han blev spurgt om hvad han ville gøre, hvis han fik at vide, at dommedagen stod lige for døren, svarede, at han ville plante et træ. Jeg tænkte på Luthers ord forleden aften, da justitsministeren Elisabeth i det sidste afsnit af dramaserien ”Når støvet har lagt sig” plantede tre træer i den have, hvor hun skulle have levet et lykkeligt pensionistliv med sin kæreste. Det var hendes måde at reagere på de voldsomme begivenheder, der havde skabt et jordskælv i hendes liv, fordi kæresten var blevet dræbt ved et ulykkeligt tilfælde under et terrorangreb på en café.

Jeg kan ikke vide, om Elisabeth tænkte på Luther, da hun plantede de tre træer med følelsen af at have oplevet en dommedag i sit eget liv, men hendes handling får mig til at tænke i andre kristne baner end de apokalyptiske, som både nutidige terrorhandlinger og aktuel corona-angst lægger op til.

Den kommende dommedag bliver beskrevet i den kristne trosbekendelse, hvor der står, at Jesus efter sin lidelse og død på korset for vores synder opstår til evigt liv, men kommer igen til dommedag og dømmer levende og døde på Guds vegne. Hvis man tror på, at Jesus som Guds søn har taget vores synder på sig, behøver man selvfølgelig ikke at frygte dommedag, selv om man har været en stor synder.

Det er både opløftende og trøsterigt for de store syndere, som vi efter Luthers mening er alle sammen, men både Luthers træ og Elisabeths tre træer peger i retning af den første del af trosbekendelsen, der ikke handler om Gud som frelser, men om Gud som skaber, der stadig svæver over vandene, som han også gjorde, inden han begyndte at skabe noget som helst.

Gud skabte på seks dage både himmel og jord, mennesker og dyr, træer og buske, og hver dag sagde han, at det han havde skabt var godt. Det kan selvfølgelig tolkes på mange forskellige måder, og teologer har revet hårene af hinanden i strid om både det ene og det andet skabelsesord og skaberværk, men det er tydeligt, at de første mennesker blev skabt i afhængighed af hinanden, og naturen og mennesket i lige så stor gensidig afhængighed. Denne gensidige uundværlighed både i forholdet mellem mennesker og i menneskets forhold til naturen er pludselig under coronakrisen for mange blevet så indlysende, at man næsten kan tale om en åbenbaring.

Ved at skulle holde afstand er det med ét slag blevet helt klart, at vi ikke kan undvære hinanden i den lille virkelighed, hvor vi er lige så tæt på hinanden som Adam og Eva. Både i en vennekreds, et villakvarter, en opgang i byen eller i en havekoloni forstår vi pludselig, at det er så svært at undvære hinanden, at det er befriende at kunne synge sammen, når vi er alene eller isoleret i en familie, der til daglig er naturligt sammen med andre familier.

Så glædes vi ved fælles sang foran fjernsynet, holder vejfest ved at synge sammen på hver sin parcel. Synger med vennerne sammen fra den ene altan til den anden og over hækkene i havekolonien. Pludselig kan vi både se og forstå, at det er et lige så naturligt eksistensvilkår for mennesker at kysse og kramme hinanden som at spise og drikke. Luther havde også en klar forståelse af, at det er afhængighed i den lille virkelighed som venner, familie, genboer og naboer, der kan brede sig som ringe i vandet og skabe det samfundssind, som det store samfund heller ikke kan undvære.

Luther var så gammeldags, at han troede mere på stokkemetoder end på sang i den store samfundssammenhæng, men det er i Luthers ånd både at plante træer, synge og tro på, at gensidig tillid er vigtigere end love og paragraffer i den lille virkelighed, hvor vi er uundværlige for hinanden. Hvad enten det drejer sig om en vennekreds, et villakvarter, en opgang i en byejendom eller en havekoloni.

”Når støvet har lagt sig” var en overraskende og bevægende dramaserie, fordi det ikke var vigtigt, hvem der havde affyret de dræbende skud under den uhyggelige terrorhandling. Det var mere betydningsfuldt, at de dramatiske og katastrofale hændelser åbenbarede det eksistensvilkår, at vi som mennesker er uundværlige for hinanden i vores lille hverdagsvirkelighed en grad, som vi kan bilde os ind at fortrænge i et fortravlet og stresset hverdagsliv.

Da støvet har lagt sig, bliver både caféejeren, den svenske sangerinde, VVSmanden, den hjemløse og ministeren klar over, at de lever i en så lille virkelighed, at mennesker er dagligt brød for hinanden. På samme måde er naturen og mennesket også dagligt brød for hinanden. Det ved både Luther og Elisabeth, og derfor planter de træer og efterligner Guds skabelse i begyndelsen af biblen.

Svæver denne skabergud stadig over vandene? Det kommer mange i tvivl om, når det hele som nu under coronakrisen ser sort ud, men måske er det også både opløftende og trøsterigt, at naturen er underlagt en evig magt, der er hævet over, at naturen både er liv og død, lys og mørke, som en evighed, der går fra evighed og til evighed, som der står i Prædikerens bog.

Over solen, blæsten og havet, der hele tiden er i bevægelse, er der da en ubevægelig bevæger, vi ikke kan sige så meget om, som om det liv, der både er tid til at fødes og dø, at rive ned og bygge op, plante og rydde, græde og le. Luther kalder det en skjult gud i modsætning til den gud, der har åbenbaret sig i Jesus som Kristus, men Prædikerens bog taler ikke kun om det modsætningsfyldte liv, men er slet ikke bange for at sætte ord på den evige gud, som også i coronaens tid levner plads til at holde klage og danse, græde og le sammen, men med den afstand, som forhåbentlig ikke varer evigt.

Prædikeren opfordrer os til trygt at kaste vores brød på vandet og elske med den mand eller kvinde man lever sammen med under solens stråler. Tilværelsen ville for ham også uden jordskælv og coronaplager være tomme dage uden en gud, der svævede over både vandene og solen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *