7. Ode til asketræet

Du er ikke så besunget i den/danske sangskat som bøgen og egen/det yndige land står med brede bøge/og de bøgelyse øer skinner i solen

egene knoppes tæt på skærsommer/og egetræet er tungt af alder/i årets ring og den grønne livscyklus/som bøgen og egen deler med birk og ask

i Højskolesangbogen står ikke/at asketræet er lige så højt/og lyst som de yndige bøgetræer/og stammens ved hårdere end på gamle ege

og at det vokser op i himlen så/hurtigt at det i hele Europa/skal benævnes fraxinus excelsior/det vil sige den der rager op over andre

det er derfor ikke tilfældigt at/du i det gamle norden som livstræ/bredte din åbne krone og dit lette/løv ud over hele den beboede verden

du er lystræ for et stort blomsterliv/i skovbunden af anemoner og/somme tider en mærkelig orkidé som skovgøgelilje og ægbladet figlæbe

men livstræ var du helt bogstaveligt/fordi dit nibladede løv var et/vitaminrigt dyrefoder for får der/ellers ville dø senere af vårhunger

men fik dit askeløv stynet til mad/fra det asketræ Pan også må have/åndet på fordi grenene har store/og brune knopper der ligner små bukkeklove

når man saver dybt i din hårde ved/kan menneskedyr også smage støv/der finder vej gennem næseborene/til slimhinderne i halsen og her sætter sig

som en svag udgave af den sammen/trækning man føler i munden når man/lugter til og smager på en sur citron/den smag stammer fra den seje og stenhårde ask

der ellers strækker sig hurtigt til vejrs/og kan vaje så højt tæt ved et hus/at det som lynafleder har været et/vagttårn gennem tiderne for både folk og fæ

du har reddet mange menneskeliv/og dyreliv fra døden men du har/også været årsag til mange døde/fordi dit hårde ved er meget nyttigt gavntræ

til både økseskafter og buer/jeg ved godt at øksen kan være et/lige så fredeligt arbejdsredskab som/ hakken skovlen og spaden og buen er også

et legeredskab men for de gamle/vikinger var økse bue og pil/våben som de brugte under livstræet/med den allerbedste samvittighed af verden

til staldebåse i hverdagslivet/kunne dit hårde ved godt erstattes/med elmetræ der næsten lige så hårdt/kunne modstå grisenes hærgen i deres kamp

manden var formet af det hårde træ/og fik navnet Ask efter sit ophav/mens kvinden Embla blev til af blødere/elmetræ selv om hun også var hårdfør og hun

hun elskede sin vikingeaskemand/som han elskede sin emblakvinde/for vikingerne kunne andet end slås/de kunne både elske handle og forhandle

og kunne identificere sig/både med det blide og det hårde/i den store ask hvis mytiske krone/dækkede hele jorden med skove og have

og gjorde hvert eneste asketræ/rundt i de store nordiske skove/til en velkommen gæst der spredte både/lys og varme og som kunne tåle salt og blæst

men ikke stillestående vand/derfor nød asketræet livet som/skib på de høje salte bølger på vej/til farefulde og dumdristige eventyr

som de første flyvemaskiner der/selvfølgelig også var lavet af/ask og derfor fløj op i himmelrummet/endnu hurtigere end en ung og spændstig ask

selv dine brune frugter har vinger/du er både livstræ gavntræ og træ/der bare er en fryd for øjet når du/breder din krone ud som den kongelige gæst

der altid er velkommen fordi du/sætter fut i rejselystne kvinder/og mænd der også gerne rejser langt væk/på eventyrfærd med hårdt asketræ i hånden

men hvad er mere eventyrligt end/at sidde roligt under en stor ask/mærke livet strømme igennem kroppen/og stærkt føle sindets hårde og blide sider

der har stort behov for sindig visdom/springer ask før eg er sommeren bleg/springer eg før ask går sommeren i vask/det er livsvisdom under asketræets krone

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *