Henrik er en forfatter og digter, hos hvem man har gjort alt for meget ud af med stor iver at finde frem til et budskab, man kunne sætte i glas og ramme, som man f.eks. kan det med Martin Andersen Nexø, der altid skrev sine bøger med en socialistisk bagtanke.

Pontoppidan gjorde hurtigt Georg og Edvard Brandes forvirrede, fordi han kun i kort tid skrev den moderne naturalistiske og realistiske litteratur, der satte samtidens problemer under debat. Pludselig skrev han romantiske bøger som ”Ung elskov” og ”Spøgelser”, hvor det ikke er svært at høre panfløjtemusik som både blid, munter og sørgmodig blues.

Han skabte som digter et rationelt fornuftsmenneske magister Glob, der i hans korte romaner kunne skabe modvægt til den romantiske Pan-musik. Men hvor var Pontoppidan selv mest helhjertet til stede? Når han hyldede sindets fornuftige ligevægt hos magisteren, eller når han syntes at identificere sig med de lokkende toner, der kom ud af panfløjten, selv om de førte til både katastrofer og død?

Det har været almindeligt at tale om hans tvesyn, men det er for banalt til, at det kan være sandt, og det drømmer jeg selvfølgelig heller ikke om, at det er. Flemming Behrendt har med sin store biografi om Pontoppidan: ”Livsrusen” sat mig på sporet af et drømmeri om ham, hvor han ikke blot af og til i en bog spiller på panfløjte, men selv som digter i alle sine bøger er en slags panfløjte, hvis hule rør livet i alle dets afskygninger blæser sine blide, kærlige, voldsomme og dystre melodier igennem.

Alle disse forskellige melodier orkestrerer han med stor bevidsthed om de æstetiske virkemidler. Han er en meget bevidst digter, der hele tiden omskriver sine bøger for at rense musikken for ligegyldigheder, men det samlede budskab i hans livs ruse kan man godt sætte på en enkelt formel. Det er det liv, der både kan henrykke og forskrække.

Henrik Pontoppidan er både en selvbevidst digter og et ærligt digter-menneske, der ikke glemmer sin fortid i livsrusen (livet som det net man ikke kan komme ud af igen) og med både fornuft og vilje i sin digtning vedkender sig de lidenskaber og lidelser som livet i rusen har opfyldt ham med. Flemming Behrendt skal have stor kredit for begrebet livsrusen, men han kunne have foldet det mere ud i sin tykke bog. Det drømmer jeg om at gøre nu på min 3. sal.

Livsrus er selvfølgelig også den umiddelbare og muntre glæde ved at hengive sig til det konkrete jordiske liv med både erotik og mad, men som den ruse, man bliver indfanget i, er det muntre og lidenskabelige liv sat ind i et historisk forløb, der ikke kan undgå at bringe lidelse og død med sig, og som man i sit liv ikke kan komme ud af.

Det er også dumt at forsøge på det, fordi det også har omkostninger at flygte fra den historie, man er, og den natur, man er vokset op i og med, fordi der både er tale om natur som hav, skove og træer og naturen i mennesket som sanser, drifter og følelser. Pontoppidan er også som digter både kulturmenneske og naturmenneske. Han er ikke en naiv naturromantiker, der tror, at man kan komme helt tilbage til naturen, men han er heller ikke som magister Glob en lige så naiv rationalist, der tror, at man kan fortrænge den naturlige glæde og lidenskab, selv om der altid ender med at komme sorg og glæde ud af at hengive sig spontant til livet.

Alle er derfor indfanget i en livsruse, som fører os på vores rejse gennem livet med den kultur og den natur, vi har i bagagen. Vi føres – ”trahimur” – som Pontoppidan skriver i sin erindringsroman. Han forsøger som digter at overbevise læseren om, at han har fundet det latinske ord hos Augustin. Ingen andre har kunnet finde det hos den gamle kirkefader. Det er selvfølgelig, fordi det er Pontoppidans egen tolkning af sin egen digterskæbne i den kulturs og naturs vold, som har været hans konkrete voksested for rejsen gennem livet.

Vi har alle, både når vi er vågne, og når vi drømmer, et helt individuelt voksested, men en stor digter som Pontoppidan kan gøre sin egen livsruse overbevisende, fordi han som hul panfløjte kan digte så henført om sin egen livsrus og dødsrus, at vi ikke kan lade være med, selv på mange års afstand, at identificere os med hans personer og deres handlinger, tanker og følelser.

Vi er ikke alle præstesønner, men vi har alle mødt afstumpet livsangst begrundet i livsfjendske love og regler. Vi er sikkert heller ikke alle så glade vandrere i naturen som både den unge og den gamle Pontoppidan, der gerne ville væk fra storbyens ensretning og grådige materialisme, men vi kan også på stenbroen, omgivet af de samme reklamer for hæmningsløst forbrug, længes efter panfløjter i naturen og at finde hvile i naturens favn.

Pontoppidan forsøgte at sætte vandtætte skotter mellem sit digterliv og sit privatliv, men livet i rusen, som han digter om, fortæller indirekte ikke så lidt om hans eget liv i rusen både som ægtemand og familiefar. Emmanuel Hansted i ”Det forjættede land” og hovedpersonen i ”Lykke-Per” er overhovedet ikke selvportrætter, men der brænder bål i de to romaner, som er antændt af brænde fra hans egen livsrus og dødsrus i livsrusen.

Pers barndomshjem i Randers er ikke hans eget barndomshjem. Han holdt mere af sin far og mor, end det fremgår i romanen af Pers følelser for sit barndomshjem. Han hadede den traditionelle kristelighed, der holdt sig på afstand af livsglæde med gamle dogmer og moralske forbud, men han havde lige så stor afsky for mange af sin tids teologer, der var bange for ikke at være moderne nok. Han havde kun foragt til overs for deres utraditionelle og upersonlige kristne meninger, fordi de blev fremført helt uden personlig og naturlig lidenskab.

Pontoppidan holdt kun ét offentligt foredrag i sit liv, og det var 1914 om ”Kirken og dens mænd”, der for ham at se var uden lidenskab og latterligt frygtsomme for at beruse sig i jordiske glæder. Undtagelsen var en gammeldags præst, som han omtalte ud fra en af sine små romaner. Hans tro gav han ikke meget for, men hans hengivelse til mad, vin og kvinder havde han respekt for. Han havde også respekt for, at han ikke bagefter i kirken løb fra sine udsvævelser, men angrede sin synd.

Denne bundethed til det jordiske liv på godt og ondt kommer også smukt til udtryk i hans eneste julesalme, hvor han skriver, at han er glad for gennem ”Juleaftens Glæde”, når ”Festlys tændes, alle Klokker kime”, at høre ”Æslet skryde, Barnet græde”. Den salme var ikke med i foredraget. Han var på grund af de præster, han ikke kunne udstå, bange for at blive beskyldt for at skryde. Han havde jo desuden skrevet salmen som digter.

Emmanuel og hans kone Hansine i ”Det forjættede land” er ikke Henrik og Mette Marie, men han kunne ikke have skrevet romanen uden at tænke tilbage på sit eget kærlighedseventyr i livsrusen. Han oplevede personligt et nyt kærlighedseventyr, der varede længere end det første, men det vrimler ikke med lykkelig elskov og lykkelig kærlighed i hans romaner.

Selv om han i sin erindringsroman ser sig benådet hele livet igennem af livets kærlighedsgaver, som han endda i den sidste udgave ændrer til kvindens kærlighedsgaver, er hans forfatterskab fyldt med mænd og kvinder, der som Torben og Jytte ikke får hinanden eller som borgmester Hoeck og hans hustru piner livet ud af hinanden.

Han har skrevet to kærlighedsromaner, der ender lykkeligt, men ”Spøgelser” fra 1888 ville han ikke have genudgivet, og ”Et kærlighedseventyr” fra 1915 får i en helt ny gennemskrivning fra 1930 en mindre lykkelig afslutning. Det var helt sikkert ikke kun, fordi hans anden hustru i mellemtiden var død, men fordi han havde så meget naturligt Pan-sind, at han vidste, at elskov er en både blid og uregerlig naturkraft, så at hvad der begunstiger forelskelsen måske også gør det rolige ægteskabelige samliv mere besværligt.

Måske har han været så bange for at hengive sig til sit Pan-sind, at han har digtet mere realistisk, end han havde lyst til, men som digter og hult fløjterør kom han selvfølgelig ikke ud af den blå luft. Som ung blev han beskrevet som både munter og melankolsk. Det var også svært for ham som præstesøn at løbe fra alle de præsteforfædre, som havde prædiket om forfængelighed og forgængelighed i livet fra fødsel til grav.

Alt i alt synes jeg, der er meget mere Pan i Pontoppidan, end hvad musikken i de hule siv-rør fra de forskellige perioder i livsrusen giver udtryk for. Det er ikke tilfældigt, at Pontoppidan somme tider blæser som en Pan i sin panfløjte. Han har haft Pan i blodet, siden han som helt ung travede rundt i skovene omkring Aarhus og havde let ved både at blive forelsket og komme i slagsmål.

Mange har ofte undret sig over, at en radikal digter som Pontoppidan, der næsten er kulturradikal før tiden, kan være så krigerisk i sine udtalelser og hele livet kæmpe så indædt for et stærkt nationalt forsvar og en kostbar befæstning af København, men det er den side af Pan, der er lige så uregerlig i sin aggressivitet, som den anden er blid og forførende af elskovslyst.

Hverken panisk raseri eller panisk ro er fremmede følelser for et menneske med så meget Pan i blodet, at det selvfølgelig styrer hans digtning og fører ham gennem livet som en digter, der kan være både hård og blid. Ikke fordi han er en digter med tvesyn, men fordi han er en digter tæt på livet selv, som det fremtræder både i hans og alle andres livs-ruser. Her er elskov både jernhård og blid, men aldrig blind, selv om man selvfølgelig kan vælge ikke at se realiteterne i øjnene, men så blind gør Pontoppidan aldrig sig selv, hverken i sit liv eller sin digtning.

Derfor skal man hverken være overrasket over, at han lader magister Thorsen være både rasende og vred i ”Mands himmerig” og drømme om en lige så krigerisk kvindelig valkyrie ved sin side, eller over, at Pontoppidan i forbindelsen med genforeningen 1920 digter et så varmt og mildt genforeningsdigt som ”Det lyder som et eventyr”.

Begge sider af Pans væsen. Både det urovækkende og det tiltrækkende kommer meget tydeligt til udtryk i den novelle, ”Den kongelige gæst”, hvor et ungt lægeægtepar ude på landet i Jylland i begyndelsen af februar bliver revet ud af deres daglige og lidt trivielle trummerum af en overraskende gæst, der ikke vil sige sit navn, men kalder sig Prins Karneval. Han skaber feststemning ved det veldækkede middagsbord, drikker vin sammen med dem og spiller musik på sin banjo, der giver dem lyst til både at danse og sende ømme blikke til hinanden.

Manden bliver lidt jaloux på den tiltrækkende og festlige gæst. Den kongelige gæst bryder op lige så pludseligt, som han kom, men deres ægteskab er efter besøget ikke helt det samme som tidligere. Det er blevet mere ømt og mere uroligt. Som der står i novellen: ”Eventyret havde gæstet deres hjem og efterladt den uro og utryghed, der er livets hjerteslag, ja livet selv”.

De bliver aldrig klar over, hvem det var, der kom forbi. Flemming Behrendt, der har styr på både digteren og privatpersonen, har viderebragt et rygte om, at det i Pontoppidans egen historiske virkelighed var den festlige lollik Sophus Claussen, der kom forbi, men i novellen som mytisk digt var det Pan. Derfor er det rigtigt set af Hans Nikolaj Hansen, der illustrerede novellen i Juleroser 1902, hvor den blev udgivet første gang, at han udstyrer den kongelige gæst med spidse ører og hår, der minder om horn, og efter novellen er der en lille tegning af den rigtige Pan, der er som sprunget ud af ”En skærsommernatsdrøm”.

Pontoppidan var så meget præstesøn, at han havde sværere ved end Sophus Claussen, direkte at påkalde Pan. Han var så meget barn af en gammel præstekultur, at han kviede sig ved at blive mistænkt for at være en naturelsker, der ikke hurtigt nok kunne komme tilbage til naturen, selv om han sikkert med sin krigeriske side havde stor sympati for den nøgne vildmand med kølle i det danske rigsvåben.

I sin digteriske selvbiografi får den kultiverede præstesøn det sidste ord med sit håb om en tid, ”da fornuften igen regerer i verden og skaber en tilværelse, man ikke behøver at skamme sig over”. Det er også det fornuftige kulturmenneske, der i selvbiografien næsten sætter Feilbergs naturlære over Nietzsches naturfilosofi, selv om han priser den tyske digter som en ”ånd med stormfuglevinger”, der under sin jordpåkastelse må finde sig i, at der flyver larmende krager over gravpladsen.

Det er fugle fra andegården, som der ikke er meget ørneflugt over, og ikke fugle fra de skove, hvor Pan hersker. Og i meget af den tidligere digtning i livsrusen går Pan-naturen i Nietzsches ånd heldigvis over præsteoptugtelsen. Det gør den, hver gang han beskriver ørneflugt, og når han lader vildmanden Thorkild Müller vende tilbage til sit Pan-liv på Grønland og lade menigheden på Sjælland sidde tilbage med ”de tyranner, som de fortjener”.

Det er også tilfældet, når han lader ”De dødes rige” slutte, ikke med det ragnarok, der var lagt op til, men med panfløjtetoner, der høres fra skoven i det lille samfund, der som en Noas ark giver håb for fremtiden. Det er godt nok beskrevet som skalmejetoner, men det er Pan, der hviler over vandene og skoven, fordi den lille flok i arken er parate til både kamp og kærlighed.

Det visne og døde kan blive grønt og levende igen, ikke kun i naturen, men i en kultur, hvor den store Pan endnu ikke er død. Det kunne Sophus Claussen have skrevet en ode om. Præstesønnen Pontoppidan er mere blufærdig, men ”de dødes rige” slutter ikke med død, men med skalmejetoner i Pans ånd.

I slutningen af ”Undervejs til mig selv” beskriver Pontoppidan sit digterliv således: Jeg gjorde i en Række År min skyldighed som menig Soldat i Menneskeaandens evige Frigørelseskamp”. Det er en selvbevidst omskrivning af en gammel protestantisk kaldstanke, hvor menneskets skal bruge sin fornuft det sted på jorden, hvor det er i sin livsruse, men præstesønnen, der til sidst i bogen bekender sig til fornuften, er for blufærdig til at skrive, at det i hans tilfælde er en fornuft med både ørnevinger og panfløjte.