8. Drømmeri om at lege i livstræets krone

Alle kender Hans Holms og Erik Lindebjergs smittende opfordring til at lege i livstræets krone. Teksten er så enkel og melodien så munter, at sangen går rent ind, når mennesker mødes i en festlig anledning og får lyst til at være glade sammen. Hvem kan ikke føle, at dagen er så ”trist og grå”, at det er forløsende at kunne ”lege i livstræets krone” og ”føle, at livet er stort”….”skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port”.

Det er ikke et problem for mig, at det er en glad sang. Det er heller ikke et problem, at den hylder et livstræ, der rager så højt op, at man kan skue de blå horisonter og himmelhvælvingens port. Jeg har lige skrevet en ode til det asketræ, der som mytisk træ er lige så højt som Erik Lindebjergs livstræ, så hvad er der i vejen? Jeg synes teksten er sværmerisk og letkøbt, men er mit drømmeri om at hvile i Pans favn og spille på panfløjte ikke lige så sværmerisk? Det må jeg nok indrømme, selv om jeg forsøger at få realisme ind i min opfattelse af Pan, og det vil jeg tænke på, når jeg drømmer videre om et liv, der er mere på naturens præmisser.

Men det problematiske ved Erik Lindebjergs tekst er, at der i realiteten er for lidt natur i hans tekst, selv om der er tale om et træ og blå horisonter. Legen i livstræet er ikke en leg, men et hult postulat om et liv uden problemer. Det synes jeg er sværmerisk. Natur og kultur postuleres at kunne fungere i en fuldendt harmoni uden sejt arbejde. Det synes jeg er letkøbt. Det er bestemt ikke godt at ”gå i stå”, kun tænke på ”tidsfordriv”, leve ”uden kys” og blot tænke på magt og jobkarriere, men alt det bliver ikke løst ved at synge nogle minutter om at lege i livstræets krone.

Alligevel sidder jeg nu med en dårlig smag i munden, fordi jeg ved mit skrivebord er så fordømmende over, at nogle bliver til glade drømmere ved at synge en tekst, som jeg påstår er alt for banal og almindelig. Er jeg ikke netop selv fortaler for en filosofi om det enkle og almindelige liv? Er jeg ikke bare misundelig over, at Erik Lindebjergs tekst er mere populær end alle mine raffinerede filosofiske manifester, som jeg synes er på et meget højere intellektuelt plan? Og er jeg ikke ellers vild med giro 413, fordi man kan høre lige så glade og almindelige tekster som Lindebjergs?

Jeg lader svarene blæse i vinden og trækronerne, men bliver nok nødt til at afslutte alle mine drømmerier med en sang til sidst i bogen om livsstræet, hvor jeg forsøger at være både banal og filosofisk overbevisende. Foreløbig vil jeg, trods alt inspireret både af Hans Holms melodi og min egen asketræsode, drømme videre om at lege i livstræets krone.

Selv om der findes en beretning om, at den græske gud Zeus skabte den tredje slægt af jordens mennesker af asketræ, lægger min ode til asketræet op til at flytte fra Pans univers til Frejs, for det var i den nordiske mytologi, at ask Yggdrasil bredte sin krone ud over hele verden.

Der findes udførlige skildringer af det hellige asketræ og af alle de mange enkelte guder aserne, der mødes dagligt under det store asketræ, men det er svært gennem en senere tids kristne og lærde briller at se forbindelsen mellem det livgivende træ og de enkelte guder.

Den vigtigste gud for frugtbarhed og fred Frej ses kun under træet i selskab med de andre guder, men der er spor af en forbindelse mellem krigs- og runeguden Odin og det store træ. Odin sender gennem de krigeriske valkyrier sine døde krigere til Valhalla, som ligger oven på gudernes bolig Asgård. Det er så højt oppe, at en ged Heidrun står i Valhalla og bider de øverste kviste af asken for at få næring, der ikke kommer ud som mælk, men som mjød. Den bliver malket af valkyrierne og serveret for de døde krigere, der af den grund kan leve evigt i Valhalla. Det er da en slags fredelig frugtbarhed, som må have givet anledning til sange i livstræets krone, som ville have glædet den fredelige side af Pan.

Der findes en endnu vildere tradition om Odin, ikke bare som den øverste krigsgud, men som runegud og derfor skjaldenes gud. Han hænger i ask Yggdrasil som en galge og bliver gennem store smerter forløst som en gud, der kan forløse skjaldenes lidelser i deres skabelsesveer. Sædvanligvis har Odin som krigsgud så travlt, at han må ride på en ottebenet hest Sleipner, men de lærde kan oversætte Yggdrasil som Odins hest. Det kan betyde, at han som en frådende shaman skamrider asketræet i helligt raseri. Der er tekster, der kan tolkes i den retning.

Teksterne, han kan have sunget på det ridt, er langt både fra Hans Holms univers og fra et univers, hvor det i Frejs ånd handler om frugtbarhed og fred, selv om Frej som Pan også kunne være ufredelig. Der er også langt fra den rasende krigsgud og den besatte digtergud til billedet af Odin som en kærlig alfaderskikkelse, der for de fromme grundtvigianere pegede frem mod den kristne gud, der som en ophøjet patriark tronede i den grundtvigske himmel som snydt ud af næsen på en almindelig fredelig landmand.

Jeg rider selvfølgelig også mine kæpheste og drømmer om en leg i livstræets krone, som jeg kan identificere mig med. Jeg vender nu tilbage til mit drømmeri om et træ, der ikke er helt så uroligt som i Odins skamridt helt ude af sig selv, selv om det på den anden side heller ikke er så stort og stærkt, at det kan modstå det kaos, der opstår i forbindelse med ragnarok, som er indholdet i ”Vølvens spådom”.

Her spår vølven om hele verdens undergang. Man møder både asketræet og de enkelte guders kamp mod jætter, der ikke kan standse ragnarok og den endelige tilintetgørelse af alt. Asken kaldes verdenstræet, og der fortælles, hvordan det vandes af tre norner med vand fra den ene norne Urds brønd, men det store træ kan bare passivt se til, da undergangen kommer nærmere og nærmere, og træet ender med at brænde op.

En vølve er en hedensk spåkvinde, men hendes spådom er måske præget af kristne tanker om kristendommens dommedag. De forestillinger vi har om ask Yggdrasil fra Snorre og andre, er også, bortset fra Odins ekstase i træet, så præget af kristne forestillinger og de lærdes spekulationer lang tid efter, at kristendommen var blevet indført, at det er svært at forestille sig, hvad det for de gamle nordboere ville sige at lege i livstræets krone, men det betyder på den anden side, at der ikke er grænser for, hvad en drømmende fantasi kan forestille sig, både i deres og vores drømmerier.

Alt tyder på, at nordboernes religion var meget jordnær og knyttet til lokale hellige sten og træer som var med til at sikre overlevelsen på deres jord og i deres skove. Frej var tilsyneladende den mest magtfulde gud til at sørge for frugtbarhed og fred i en lidt større sammenhæng. Ham dyrkede man derfor med ofre, ikke fordi han svævede i verdenstræet, men fordi han var så tæt på deres daglige liv med grise, og heste, at man var nødt til at ofre en gris eller en hest til ham for at sikre frugtbarheden i stalden og på marken. En stærk og viril hest kunne have en så tæt forbindelse til Frej, at den blev en del af hans hellige kraft og kunne overføre hans hellige kraft både til dyr og mennesker.

Dyrkelsen af den døde Frejhests penis kunne sikre den nødvendige kraftoverførsel, der gjorde kvinderne frugtbare. Det ved vi fra en gammel hedensk kilde i en af sagaerne, der ikke er blevet stoppet helt til af de kristne sagafortællere, der ellers som fortællere og skjalde var mere interesserede i Odins hest, der sikrede deres egen frugtbarhed som digtere.

Ask Yggdrasil kunne oversættes som Odins hest, men der er et freds- og frugtbarhedsperspektiv i fortællingerne om det store asketræ midt i verden (som der desværre ikke er belæg for at kunne oversætte som Frejs hest), som skinner igennem traditionerne om de mange forskellige væsener, der bevæger sig op og ned af den store askestamme og befinder sig både i toppen og ved roden.

Det vender jeg tilbage til, men ask Yggdrasil er som livstræ helt tydeligt i de gamle hedenske kilder, der tolkes af kristne, det Livets Træ, der stod midt i Paradisets Have og var centrum i det velordnede kosmos, som den trenige gud var bedre til at holde styr på end de nordiske guder, der tænkte mere på sig selv end på den fælles kosmiske orden, hvis vi skal tro de kilder vi har. Her er vølvens spådom om det kommende ragnarok den vigtigste kilde, fordi vølven synes at være talerør for en skjald, der har både hedenske og kristne rødder.

Livets træ som en slags verdenssøjle, der forbinder jord og himmel og har forbindelse til en underverden, kan man støde på i mange religioner som et værn mod det kaos, der i begyndelsen har været som kaos-urhav, kaotisk tørke eller kaotisk tomhed. Det er et kaos, der hele tiden truer det jordiske paradis, hvor der ikke er kaos, fordi der er vand og tørt land i en passende blanding, men kaotiske kræfter venter kun på en anledning til at komme op fra underverdenen.

I myten om ask Yggdrasil fornemmer man også denne verdenssøjletænkning, fordi den store ask som livstræ skal sikre livet mod ufred og ufrugtbarhed. I den nordiske tilværelsesforståelse, hvor der både er bjerge og skove, kunne verdenssøjlen både have været et kosmisk fjeld eller et kosmisk træ, men ask Yggdrasil er et kosmisk træ, som forbinder jorden med himlen og underverdenen, som er fyldt med det kaos, der i ragnarok får overtaget igen.

Man møder i de gamle tekster om asken en indviklet livstræs-teologi, men med lidt god vilje kan alle de mærkelige væsener og bevægelser omkring træet godt tolkes i sin helhed som en tænkning i Frejs ånd, selv om man kan fornemme en fortrydelse hos de kristne fortællere over, at man ikke kan overlade det hele til en almægtig og stærk gud, som de selvfølgelig ikke kunne drømme om kunne være Frej med den store hestepenis.

Den store ask har tre rødder. Måske er det en tanke, der er inspireret af kristendommens treenige gud. Den er i hvert fald lige så indviklet. Den ene rod går ned i dødsriget (Niflheim), den anden i Ginnungagap, det tomme rum, hvorfra de jætter opstod, som aserne senere var i stadig kamp med. Jætterne holdt til i Udgård, aserne i Asgård, midt i Midgård, hvor de mennesker boede, der havde brug for asernes hjælp mod jætter og andre kaoskræfter.

Det store verdenstræ havde derfor sin vigtigste rod i Asgård. For at den kan forblive kraftfuld og uden askesyge vandes den dagligt af tre norner, skæbnegudinder, med vand fra en kilde, der ligger i Asgård. Nornerne kan fra nutiden se ind i både fortiden og fremtiden og hjælper guderne med få overblik over historien, men det er som om guderne også har brug for jættekraft for at styre kaoskræfterne. Det gælder både Thor, der må kæmpe mod Midgårdsormen og Odin, der har brug for jætten Mimers visdom for at fastholde overblikket.

Der er kilder i både dødsriget og Udgård. Udgårds kilde er Mimers kilde, hvor Odins ene øje ligger som pant for en visdom han har brug for og ikke får bare ved at slå Mimer ihjel. Disse fortællinger om Thor og Odin er eksempler på, at aserne ikke er så stærke og kloge guder, som de helst skulle være for at sikre en bæredygtig kosmisk fred og frugtbarhed. De er nødt til få både jættekraft og jættevisdom for at holde kaoskræfterne i skak. Derfor har de hele tiden brug for Loke, der er en både stærk og klog jætte.

Frej er hverken as eller jætte, men som sin far Njord og sin søster Freja en vane-frugtbarhedgud, der er blevet as, som om aserne ikke bare savnede styrke og visdom, men også den frugtbarhedskraft, der strømmede ud af Frej via hans hest. Forholdet mellem jætter, vaner og aser er historisk set både indviklet og omstridt, men i den mytiske fortælling om ask Yggdrasil er det, med så meget gudeforvirring,  forståeligt og helt nødvendigt, at nornerne giver livstræet rigeligt vand fra Urds kilde for at holde det kaos fra livet, der truer både nutiden og fremtiden.

Kampen mellem kosmos og kaos er på den store askestamme er også hele tiden i gang, fordi fire hjorte har travlt med at bide i de unge skud på grenene, og da det er mytiske hjorte, kan de komme højt til vejrs. Asken har også mytisk asketoptørre (askesyge), fordi en slange Nidhug bliver ved med at gnave i roden. Så hjælper det ikke, at der sidder en ørn i toppen, selv om det er en jætteørn, der hvert øjeblik sender et egern Ratatosk ned for at skælde ud på slangen.

Hverken den store ørn eller det lille egern har tid til at lege i livstræets krone. Indsigten i de mange billeder fra livet i og omkring asketræet kunne derfor for en hurtig betragtning være, at man ikke skal lege i livstræets krone, men bruge sin energi til at være en lige aktiv miljøaktivist som ørnen, egernet og de tre norner.

Kan ask Yggdrasil ikke give anledning til et mere filosofisk drømmeri? Det kunne være, at et askemenneske ikke bliver stærkere af at fortrænge hverken tomhed, ondskab eller død, men som ørnen i toppen af asken se det alt sammen i øjnene som en del af en natur og en kultur, der er både uregerlig og kaotisk, men kun meningsløs, hvis man lader stå til og giver afkald på at kæmpe, elske og lege. Det kunne også være visdom for en elmetræskvinde. Så er der tid til både at lege og være kærlig og kritisk kæmpende miljøaktivist i livstræets krone og som lille egern lære at tænke selv.

Vølvens spådom slutter ikke med ragnarok. Der dukker en ny jord op, hvor det hele bliver grønt igen. ”Jeg ser nu jorden stige af havet, evigt grøn”. Snorre skriver også, at der dukker en ny Ask og en ny Embla op. I en skov har to mennesker holdt sig i skjul under verdensbranden. De hedder Liv og Livtraser, og de har levet af morgenduggen, men af dem opstår en ny slægt, så verden bliver beboet igen.

De har levet af morgenduggen, men har sikkert også fundet ly under et asketræ og under kronen leget den kærlige leg med hinanden, der i mange gamle kilder kaldes Frejs leg.

Jeg kunne have valgt andet end spaden som kulturens fundament, og der har helt sikkert eksisteret et primitivt graveredskab, der var lige så langt fra vores moderne spade som en moderne konkurrencebue er langt fra de første jægeres bue på jagt, men på et tidspunkt bliver jægersamfundet til et agrarsamfund, hvor det oprejste kulturmenneske med sin spade får en magt over naturen, som jægeren ikke kunne drømme om. Jægeren Esau bliver til den fastboende Jakob, hvis efterkommere ender med at bosætte sig i byer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *