Jeg har en gammel drøm om en kolonihavefilosofi, der vil føre til en kolonihavefilosofisk kulturrevolution, men foreløbig er jeg meget alene på barrikaderne.

Navnet skal signalere, at det er en filosofi om det helt almindelige liv, mennesket lever både som naturvæsen og kulturvæsen, det vil sige en krop, der kan klædes på til både indendørs og udendørs aktiviteter.

Her ved mit skrivebord sidder jeg ikke midt i en kolonihave, men udsigten til grønt græs, grønne træer og lejligheder med vinduer og altaner kan godt nære en drøm om at få natur og kultur til at være i harmoni både på verdensplan og i den helt lille hverdagsvirkelighed.

Navnet kolonihavefilosofi opstod ved et tilfælde i en seminarieklasse for mange år siden, hvor en mandlig studerende havde læst på universitetet og syntes, at jeg hældte i Pontoppidansk forstand seminaristisk vand ud af ørerne. Det er da en slem gang kolonihavefilosofi, du har gang i, var hans kommentar til en af mine vidtløftige udredninger af menneskets liv som samfundsvæsen i den store kosmiske natur.

Begrebet tændte mig med det samme, fordi jeg straks fik billeder af Heerup og Ib Spang Olsen på nethinden og kom i tanke om tekster af Kim Larsen og Halfdan Rasmussen om blå køkkener og kaffekander, om at ”pusle med rødbeder, selleri og pastinak” og ”og hel’re slå min plæne end slå løs på pæne folk”.

Jeg var en rødgrøn kulturradikal, der havde været militærnægter, og nu fik jeg som teolog og seminarielærer en åbenbaring om en filosofi, der var mere jordnær end K.E. Løgstrups skabelsesfilosofi, men med det samme fokus på en kultur indfældet i naturen og en kulturforståelse med sans for før-kulturelle livsytringer.

Jeg blev så begejstret for begrebet, at jeg var ked af, at jeg ikke kunne tage patent på det. Jeg begyndte at skrive kronikker og artikler om kolonihavefilosofi, selv om jeg var bange for, at andre ville stjæle idéen fra mig, og jeg endte med at skrive en bog om min filosofiske åbenbaring med undertitlen: jordiske og kosmiske banaliteter i hverdagslivet. Så havde jeg da en slags patent på min hjemmelavede filosofi.

Bogen blev udgivet af seminariet i forbindelse med min afskedsreception fra seminariet for mere end ti år siden, og jeg har fulgte den op med flere kronikker og en ny bog. Kærnen i den kolonihavefilosofi, jeg har udviklet indtil nu, er kort fortalt, nødvendigheden af tætte menneskelige fællesskaber i en overskuelig kulturel ramme og i en slags stofskifte med naturen på tværs af både generationer og hudfarver.

Omslaget til min første bog var et vidunderligt maleri af barbermaleren John Christensen, der skildrer en søndag i kolonihaven midt i 30’erne med børn og voksne, der både leger og arbejder i haverne mellem de små huse med dannebrogsflag. Midt i billedet står malerens svenske kone som en smuk galionsfigur i en lys sommerkjole med en stor Madam Blå i hånden parat til at hælde kaffe til naboerne i havekolonien.

Mit kolonihavefilosofiske drømmeri gik og går stadig ud på, at der kan være kolonihaveliv også midt i en storby. Såvel i en etageejendom som den, hvor jeg sidder og kigger ud af vinduet, et højhus og i et parcelhuskvarter. Derfor opfatter jeg det ikke kun som nostalgi, men som en fremtidsutopi, når Bjørn Nørgaard i sin gobelin om Det Glücksborgske Kongehus midt i den moderne storbyvirkelighed med motorveje og fabrikker giver plads til nogle små kolonihaver med dannebrogsflag, hvor man kan genkende hans forældre stå sammen foran et af husene. Moderen med den lille Bjørn på armen.

Det tætte menneskelige fællesskab tæt på naturen kan der ikke være noget galt med. Det er en filosofi, der i praktisk politik skal føre til den grønne omstilling, politikere både til højre og venstre nu går ind for. Men er der noget galt med begrebet kolonihavefilosofi? Hvorfor sælger det tilsyneladende ikke billetter, så jeg står ret ensom på barrikaderne?

For den intellektuelle elite, der læser Weekendavisen, Politiken og Information, er kolonihaveliv måske for mange synonymt med indskrænket småborgerlighed, især efter at Dansk Folkeparti på et sommermøde forsøgte at tage patent på kolonihaven og kolonihavelivet ved at stille et hyggeligt hus op i forhallen, som ikke bare mormors men Pias kolonihavehus.

På den anden side vil ingen beskylde Halfdan Rasmussen og Benny Andersen, der også har besunget kolonihavelivet, for at være småborgerlige og reaktionære. De er kulturradikale efter den gode gamle 30’er-opskrift. På et tidspunkt før 1933 kunne Poul Henningsen også glæde sig over, at børnene spiste jord og fik små flænger i kolonihaven, indtil nazisternes tale om jord og blod gjorde det suspekt at bruge disse ord på venstrefløjen.

Det er det måske stadig for intellektuelle, der er bange for at få jord og blod på fingrene, men jeg drømmer om kolonihavefilosofi som en fælles filosofi for både blå og røde partier. De kan tilsyneladende blive enige om fælles klimamål, fordi behovet er så skrigende, men er der noget galt med at kæmpe for de klimamål, man kan blive enige om under et kolonihavefilosofisk banner?

Problemet er måske ikke ordet kolonihave, men det at tale om filosofi i forbindelse med kolonihavelivet. Fagfilosoffer kan, er det mit indtryk, kun smile af begrebet og har svært ved at tage det alvorligt, når de kommer fra Descartes, Kant og Hegel, hvor snusfornuft ikke er fornuft. Og selv om almindelige mennesker med glæde drikker en ”Enkelt” og handler i ”Normal”, har de fleste af dem nok alligevel en fornemmelse af, at filosofi er på et lidt højere plan end at pusle med rødbeder, selleri og pastinak. Det har de sikkert hørt mange kloge foredrag om på daghøjskoler og til sogneaftner.

Unge mennesker er ikke vokset op med giro 413, så for dem smager ”Mormors kolonihavehus” af nostalgi, som de kan leve uden, selv om de interesserer sig for ting og sager fra deres bedsteforældres tid. Kolonihavefilosofi har derfor mange odds imod sig. De der lever et kolonihaveliv, og glæder sig over det, kunne sikkert ikke drømme om at bruge et for dem så opstyltet og indviklet ord om det, selv om begrebet kolonihavefilosofi for fagfilosoffer og den intellektuelle overklasse er en så banal og triviel etikette at de ikke kunne drømme om at sætte den på deres mærkesager.

Alle disse forskellige eksempler på berøringsangst får mig imidlertid ikke til at tage afstand fra begrebet eller lade være med at elske mig selv som kolonihavefilosof. Min filosofi bygger som beskrevet på en åbenbaring, og jeg er ikke som Svante en svensk dansker fyldt med selvhad, men en etnisk dansker, for hvem et stort grønt område med træer og buskads og små dannebrogsflag, der stikker op over det grønne, er en lise for sjælen. Ikke fordi det for mig er værdikanonisk dansk danskhed, men fordi det er universel danskhed med rødder i både jord, luft, ild og vand. I alle kolonihaver er der rindende vand og et bålsted.

En sådan danskhed er for alle levende mennesker, der kan trække vejret og bruge en rive og en spade. Hvis der var en flagstang med et dannebrogsflag i gårdhaven, ville det derfor ikke for mig være en appel til nationalistisk selvtilstrækkelighed, men til kolonihavefilosofisk hygge i alle lejlighederne, også i dem hvor der ikke findes rødbedefarvede pas.

Kolonihavestemning i luften over Harald Jensens Plads og andre pladser i Aarhus, og ikke kun i de små kolonihaver. Det lyder som et eventyr og en drøm. Det er for godt til at være sandt, men hvorfor ikke gøre eventyr og drøm til virkelighed. Det tidligere kulturradikale fyrtårn Ebbe Kløvedal Reich var sikker på, at revolutionen i Rusland havde medført et andet samfund, hvis Lenin i Danmark på Det kongelige Bibliotek ikke kun havde læst i gamle støvede socialistiske bøger, men havde studeret Grundtvig og oplevet dansk kolonihavehygge.

I min optik er kolonihavehyggen ikke nostalgi, men en realiseret utopi, som gør Grundtvigs tanker om ”et jævnt og muntert virksomt liv på jord” til nutidig oplevet virkelighed, men selvfølgelig skal der synges og skrives om kolonihavehyggen i et sprog, som kan måle sig med C.V. Jørgensens og Dy Plambechs tekster.

Det største problem med begrebet kolonihavefilosofi er måske hverken kritiske fagfilosoffer eller en ukritisk nationalisme, der ikke kan se ud over sin egen indsnævrede rød-hvide horisont, men alle de associationer, der får kolonihavehygge til at smage af tandløs idyl, fordi man kan være så bange for ufred og uenighed, at man for hyggens skyld ikke tør tage en konfrontation eller et skænderi, der kunne rense luften.

Tæt fællesskab lægger op til både kærlighed og had. Livet er sorg og glæde, og der er såvel magt som afmagt i relationen mellem en lille havekoloni og en stor kommune. Livet i kolonihaverne og i det samfund, der er fyldt med kolonihavestemning er ikke stillestående idyl, men fyldt med både sorg og glæde, kærlighed og had, magt og afmagt. Man kommer hinanden ved og er ikke ligeglade med hinanden. Man er heller ikke ligeglad med for meget sol eller for meget regn.

I kolonihaven sørger man aldrig så meget over orme i gulerødderne, at man ikke kan glæde sig over de rødbeder, hvor der ikke er ormehuller. Man hader næsten heller aldrig sin nabo, der ikke får klippet sin hæk, så meget, at man ikke kan sende ham/hende et kærligt smil over hækken. Og den politiske afmagt over for kommunen gør ikke den oplevede frihed i kolonihaven til en illusion.

I det store anonyme massesamfund uden kolonihavestemning over pladserne kan man hade, sørge og føle sin afmagt så intenst, at man glemmer at elske, være glad og være til stede som kærlig og glad frihed. Det er sværere at være destruktiv og lettere at være konstruktiv med både kærligheden og glæden i behold, når man kan se hinanden i øjnene og har den samme nære konkrete relation til naturen som sol, regn og blæst og ikke bare et fjernt klima med kurver og nøgletal.

Kolonihavefilosofisk drømmeri er en drøm om nærhed og tætte relationer på både godt og ondt. Sorg, glæde, had, kærlighed, magt og afmagt er elementære livsfænomener, der ikke udelukker hinanden. Og i den elementære livsvirkelighed, som ingen nok så tolerant og forstående indstilling kan gøre til tandløs idyl, fordi den stikker hovedet frem både i en multikulturel og monokulturel virkelighed, kan man ikke altid på forhånd sige, hvad der godt, og hvad der er ondt.

Glæde og kærlighed udelukker ikke magtovergreb. Sorg og had kan være nødvendige reaktioner på et liv levet i afmagt. Selv om vi også som mennesker er del af en nødvendig livscyklus, lever vi også et lineært liv med frihed og ansvar for andre end os selv. Det kan på en underlig måde være naturligt både at elske og at hade. Det rører ved det problem, at det kolonihavefilosofiske drømmeri let kommer til at gøre både natur og kultur til så entydige bestemmelser, som de ikke er i den virkelighed, hvor kulturvæsener opfører sig mere dyrisk end dyr, og dyr kan opføre sig meget mere menneskeligt end mennesker. Menneskedyret er både et kærligt dyr og et udyr, men det skal ikke være den mørke slutning på dette filosofiske drømmeri i kolonihavens lys.

Med den udsigt jeg har til en gård med træer, der er ved at miste bladene, og gule mursten, der er ved at blive mørke af sod, vil jeg forsøge at konkludere dette drømmeri besindigt med plads til både lys og mørke. Jorden er ikke gået under endnu. Træerne, som løvet falder af, bliver grønne igen, og der er endnu ikke revner i murene, selv om de har mistet de friske farver de havde, da de blev lagt.

Kolonihavefilosofisk drømmeri skal ikke være et harmonisk skønmaleri, men fastholde et realistisk billede af den virkelighed, der vil være ved med at være både sorg og glæde, had og kærlighed, magt og afmagt. En kolonihavefilosofisk kulturrevolution vil ikke kunne afskaffe sorg, had og afmagt, men det vil kunne indrette det store samfund som et spejl af det lille, hvor mennesker er så tæt på naturen og hinanden, at glæde og kærlighed med lidt god vilje ikke kan undgå at sætte sig igennem som den mest menneskelige måde som naturvæsen at være et kulturvæsen, der både kan bruge sin magt og lade være med at gøre det, fordi glædens og kærlighedens kilder ikke altid springer på kommando.

Jeg laver en prosaisk overgang til den første ode. Mennesket er af naturen både vegetar og kødspiser, men det er for enden af en lang kulturel udviklingshistorie, at det er begyndt at spise pølser og kunne drømme om at skrive en ode til medisterpølsen