Bragt i Aarhus Stiftstidende den 21. juni 2018
Jeg elsker fodbold og kan ikke lade være. Derfor glæder jeg mig til alle de kommende kampe ved VM.
Kærligheden til fodbold begyndte, da jeg som lille dreng fra en landsby på Østfyn tæt ved Storebælt sammen med min far cyklede næsten 30 km til Odense for at se OB spille. Jeg mindes især de store kampe mod arvefjenden B1909, og selvfølgelig spillede jeg selv meget fodbold.
Min far havde i 30’erne været en frygtløs centerforward for Munkebos fodboldhold og var nok lidt skuffet over, at min fodboldkarriere i Nyborg stoppede med gymnasiet, men jeg har været OB-fan hele livet. Det er, hvad man i psykologien kalder ubevidst prægning både af dyrebørn og menneskebørn.
Mit største fodboldidol i barndommen var OB’s målmand Børge Hylle, som jeg lavede en tegning af i en af de mange scrapbøger med fodboldbilleder fra Fyns Tidende, som jeg omhyggeligt klippede ud og klistrede ind i små hæfter, da jeg var omkring 10 år. Jeg så ham for eksempel være sikker sidste skanse i en fantastisk kamp, hvor Provinsens hold i Odense for første gang vandt over et udvalgt københavnsk hold, fordi han i første halvleg havde den ene mirakelredning efter den anden, og fordi Jens Peter Hansen fra Esbjerg i anden halvleg tryllede med bolden som venstre wing. Ham har jeg siden i Idrætsparken set score det første mål i en landskamp mod svenskerne, som vi alligevel endte med at tabe, for jeg fulgte selvfølgelig også som dreng levende med i det danske fodboldlandsholds kampe, ikke mindst mod den nationale arvefjende Sverige.
Jeg overværede den forfærdelige landskamp i 1959, hvor Danmark tabte 6-0. Det var i den svenske storhedstid, hvor de slog England på Wembley og havde Agne Simonsson som centerforward. Der var fem fynboer på det danske landshold, men de var heldigvis fra B1909 og ikke OB.
Jeg har glædet mig til landsholdets kampe ved VM. Der er desværre ingen spillere med fra OB, men Christian Eriksen har da spillet i klubben. Jeg er stadig OB-fan, selv om jeg har boet i Aarhus i mere end 50 år, og jeg holder selvfølgelig med Danmark, lige meget hvor elendigt de spiller. Det første er et spørgsmål om psykologisk prægning. Det andet er en kulturel prægning, som jeg heller ikke er flov over. Jeg er både biologisk natur, der kan præges, og en del af en dansk kultur, der synes, at Danmark er “et yndigt land”, både det, der spiller fodbold, og når det er rum for mange andre glæder end fodbold og fædrelandssange.
Men fodbold er for mig mere end fynsk afstamning og tilhørsforhold til den danske stamme, der har det samme sprog og de samme fælles værdier i forbindelse med fodbold, demokrati og kongehus. Hvad er det ved fodbold, der løfter det op over både psykologisk og kulturel prægning og gør det vigtigere end liv og død, hvis man skal tro et berømt citat af Bill Shankley, der engang var manager for Liverpool: “Some people think football is a matter of life and death. I assure you. It is much more serious than that”. (“Nogle mener, at fodbold er et spørgsmål om liv og død, men jeg er overbevist om, at det er meget vigtigere og alvorligere end det”).
Kan man argumentere overbevisende om rigtigheden af et så bombastisk udsagn. Det synes jeg godt, man kan. Liv og død er jo bare biologiske kendsgerninger. Fodbold giver en enestående mulighed for at få indblik i, hvad der er det særlige ved menneskets liv, som det udfolder sig i historien på tværs af biologiske og kulturelle forskelle.
Mennesket har behov for individuel frihed og social sammenhæng. På et fodboldhold skal den enkelte kunne tænke kreativt og ikke være bange for at gå selv, samtidig med at det er livet om at gøre at kunne spille sammen.
Den enkelte fodboldspiller er til stede i spillet med sin krop og sin sjæl med en kærlig og aggressiv lidenskab både på egne og hele holdets vegne, som kan være et forbillede for livsudfoldelse på alle mulige andre samfundsområder.
Fodbold er levende teater, som man ikke kan lade være med at lade sig rive med af, hvis man har brug for indlæring i både at kunne stå på sine egne ben og ikke være sig selv nok. For at begå sig på fodboldbanen og i samfundet skal man både kunne skubbe og vise hensyn, og det er mennesket i stand til, fordi det kan foretage bevidste valg, selv om det har de samme aggressive og kærlige livsytringer som andre pattedyr.
Lidenskabelig og bevidst kropsudfoldelse både på egne og holdets vegne. Det er den vigtige og alvorlige elementære sandhed i fodboldspillet, som man, hvis man elsker fodbold, også har blik for på det modstanderhold, som kæmper mod det hold, man selv holder med. Der er tale om en så elementær glæde ved at spille og betragte spillet, at hverken økonomiske eller nationale interesser kan fortrænge det helt. Derfor vil jeg i det VM, som nu er i gang, selvfølgelig holde med Danmark, men nyder de islandske ho-ho-ho-råb og andre landes fantasifulde måder at udtrykke deres medlevende deltagelse på, fordi jeg tror, at det alt sammen er udtryk for den samme kærlighed til fodbold som vigtigere end liv og død.
Mennesket er både aggressivt, kærligt og socialt. I disse me-too-tider, hvor alt skal gå så fredeligt for sig, at man hverken må gramse eller slå på hinanden, kan det være befriende at være vidne til både overdrevne kyssescener og hårde eftertacklinger, fordi det er udtryk for en kropslig lidenskab, der er både selvhengivende og selvhævdende af kærlighed til et fællesskab, som alle på banen har ret til at være en del af.
Der er en sandhed i fodboldspillet, som også er en sandhed i det almindelige menneskeliv, hvor der er brug for meget mere slagsmål og meget mere kysseri. Begge dele af kærlighed til et fællesskab, hvor man ikke som i erhvervslivet er sin egen lykkes smed, men hvor man som i fodboldlivet, såvel på banen som på tilskuerpladserne, er glad både på egne og andres vegne. Modstanderholdet kan endda spille så godt, at man ikke kan undgå at være glad også på deres vegne, hvis man virkelig elsker fodbold, og det er vigtigere end både liv og død.