Min morfar Niels Jørgen Jensen førte dagbog næsten hver dag fra 1905, hvor han var 26 år og lige blevet gift og havde købt gård, til sin død 1956. Han skrev i hånden med fyldepen, men min moster og onkel har skrevet det hele rent på maskine.

Morfar var landmand i Asferg lidt nord for Randers, og de første 40 år skriver han mest få linjer om vejret, og hvad han og hans karle har gang i på marken og i staldene, men han følger også lige fra begyndelsen med i, hvad der sker i familien, i Danmark og den store verden uden for Danmark.

Han havde været på Askov Højskole som ung og har sikkert mange gange sunget med på ”Et jævnt og muntert, virksom liv på jord”. Sådan var hans liv i hvert fald: jævnt, muntert og virksomt. Han var ubekymret, ikke kun fordi han havde en større gård, men fordi han havde en kristen tro på livet og døden og bevarede et muntert og romantisk sind, selv om han ikke blev sparet for lidelser og meningsløs død i sin nærmeste familie.

Jeg nåede at være på ferie hos ham som barn i Randers, hvor han boede de sidste 10 år af sit liv i en lille villa, efter at han havde afstået gården til sin ældste søn. Han var stadig en munter og virksom mand i sit hus og sin have. Han havde overskud til at snakke med mig og gjorde mig tidligt interesseret i politik og på det tidspunkt til venstremand.

Man kan lære meget, blot ”øjet er opladt og sindet friskt”, skriver han i sin dagbog så sent som 1955. Det levede han selv op til lige til det sidste. Han sluttede dagbogen 5 dage før sin død med en usvækket interesse for, hvad der skete både i den lille verden med børn og børnebørn og i den store verden, der var fyldt med voldsomme spændinger mellem øst og vest efter den anden verdenskrig. I det sidste dagbogsnotat kommenterer den tidligere landmand også som altid den daglige vejrsituation. Midt i november er vejret usædvanligt mildt.

I sit pensionistliv i Randers fik han bedre tid til at skrive end i sit aktive liv som bonde og venstrepolitiker. Det er spændende at læse både om familielivet, som jeg nu synes, jeg kender og forstår bedre og om storpolitikken, hvor hans forbilleder i 50’ erne både i England er den cigarrygende konservative Winston Churchill og i Frankrig den socialradikale ”dynamiske mælkedrikker” Pierre Mendés France, fordi de begge har fornuftige visioner og udviser stor handlekraft.

I den aktuelle politiske situation i USA er det næsten gribende at læse ham referere general Eisenhowers indsættelsestale om, at han vil ”føre krig mod frygt, nød og elendighed” over alt i verden.

Han skriver også meget om den store politik i Danmark, hvor han helt tydeligt har mere sympati for den lune og pragmatiske fynbo Erik Eriksen end for den stivsindede vestjyde Knud Kristensen, selv om han selv er født i Vestjylland. Hans folkelige engagement går på tværs af de traditionelle partiskel. Han er optaget af folketing, folkekirke og folkeskole som et menneske, der fokuserer mere på sagen og sindet end på partibog og et traditionelt tilhørsforhold til grundtvigianisme eller indre mission. Han kom både i højskoleforeningen og missionshuset, og han havde som virksom venstremand i den lille Asferg-virkelighed været medlem af både sognerådet, menighedsrådet og skolekommisionen.

Kan man leve så ubekymret og så jævnt, muntert og virksomt i dag, både i den store internetvirkelighed og i den lille hverdagsvirkelighed? Selvfølgelig kan man det. Selv i den yderste udkant af landet er der en kirke, en skole og mulighed for en lokal borgerliste. Alle steder kan man engagere sig med folkeligt engagement og et ”friskt sind”, der med Grundtvigs ord er ”lysvågent for alt stort og skønt herneden”, men hvor det er både nødvendigt og fornuftigt at afprøve det i en så lille virkelighed, at man er nødt til at se hinanden i øjnene.

Man skal også kunne diskutere i en frihed og med en kærlighed, der har plads til både kærlige og aggressive livsytringer. ”Ej alt i fred-lér forme, men vælge livets storme for gravens stille ro”.

Det er også med Grundtvigs ord et udtryk for det jævne, muntre og virksomme liv, men min morfar er alligevel lidt rystet, når han skriver i 50’ erne om slagsmål i det franske parlament mellem kommunister og poujadister, hvor stolene flyver gennem luften, og der skydes med hundepistoler.

Pierre Poujade er den første populist i den lange række af politikere, der ender med Donald Trump. Morfar bryder sig hverken om populister eller kommunister. Det gør jeg heller ikke, men jeg forsøger at være lige så ubekymret, som han er det, selv om Trump og Putin får flere og flere tilhængere, og man også i Danmark pludselig er meget mere interesseret i lurmærket national danskhed end lige værdighed for alle.

Det ville min morfar have været ked af at opleve, men jeg tror ikke, at det havde fået ham til at miste sit livsmod og sin lyst til at følge med i både stort og småt. ”Der er al mulig grund til at frygte alting her i verden, så I skal ikke frygte noget som helst”. Det siger politimanden Orson til Charlot og Charlotte i Ole Bornedals TV-serie af samme navn, som er en hyldest til ubekymret kærlighed. Den serie ville morfar have elsket. Han var glad for mødet med en sådan ubekymret kærlighedsforkyndelse, både hos den for mange barske århusianske teolog P. G. Lindhardt og hos den for endnu flere pladderromantiske fynske forfatter Morten Korch.

Billedet viser morfar og min mor på Grenen den 15. august 1933.