Kolonihavefilosofi er for mig en filosofi om det hele, men jeg indrømmer blankt, at det nok er begrænset, hvor mange jeg har fået omvendt til at tro på en kolonihavefilosofisk kulturrevolution.

Kolonihavens virkelighed er for de fleste en meget begrænset virkelighed, som giver dem småborgerlige og nationalistiske associationer, selv om de godt kan lide Benny Andersens og Halfdan Rasmussens kulturradikale sange om kolonihaver og Henry Heerups og Ib Spang Olsens billeder af kolonihavevirkelighed, som ikke er spor nationalistiske, selv om der er mange dannebrogsflag i deres festlige kolonihavebilleder.

Kolonihavefilosofi er ikke for mig bundet til en konkret kolonihave, men er en universel filosofi om det hele. 

Den indeholder både individets urmenneskelige udfoldelsesdrift, alle individers urmenneskelige afhængighed af naturen og af andre konkrete levende mennesker.

Desuden rummer den et menneskeligt behov for at leve i et større samfundsfællesskab, men det er ikke så urmenneskeligt som den individuelle udfoldelsesdrift og afhængigheden af naturen og andre mennesker af kød og blod.

Det glemmer de politikere, der kun tænker i store samfund og ikke kan lide de små landsbyer, der var den første samfundsvirkelighed, og som vi er alt for hurtige til at rationalisere væk. 

Det lyder voldsomt med al den urmenneskelighed, men for mig er det som for Nietzsche det eneste værn mod moderne umenneskelighed.

Det er måske også en noget stor mundfuld for kolonihavefilosofien, men for mig rummer denne filosofi den helhed, som det drejer sig om: naturen, den enkelte, andre mennesker og et større kulturskabt fællesskab bundet til et sprog og et flag, som man kan blive en del af, hvis man har lyst til det, selv om man kommer fra et land meget langt fra Danmark, med et helt andet flag end det rødhvide dannebrogsflag.

Klik på overskriften for at skrive en kommentar!