Det livsglade samfund

Bo med fugle i skægget 001Det lyder som ønsketænkning inspireret af kærlige og varme ønsker i giro 413, men hvorfor skulle det ikke være muligt at tro på et samfund fyldt med livsglæde. Det er i hvert fald mit filosofiske bud på et samfund, som det er værd at leve i.

Velfærdssamfundet er blevet en tom kliché, fordi det i alt for høj grad for politikere både til højre og venstre er blevet til et spørgsmål om økonomiske ydelser og økonomiske rettigheder og ikke om levet liv og glade ansigter.

De fleste har alvorlige miner og er kampberedte, fordi de enten kæmper for at rage flest økonomiske ydelser til sig eller kæmper om at overgå hinanden i at sige stop for ydelser til andre end rigtige danskere med blå øjne og rødhvide kinder.

Alvorlige økonomiske og nationale spøgelser kan kun manes i jorden med livsglæde. Det gælder også de nationale spøgelser, der kommer til Danmark ude fra.

Der kan være god mening i at fokusere på nødvendigheden af konkurrence i samfundet, men uden livsglæde bliver konkurrencesamfundet til overlevelse på andres bekostning for enhver pris.

Det lyder også fornuftigt med et samarbejdssamfund med balance mellem individuel foretagsomhed og ansvarlighed over for fællesskabet, men uden livsglæde kan det blive et forum for en udvikling af helt ligegyldige kompetencer, som man kun kan trække på smilebåndet af, selv om de er livet om at gøre for en hær af samarbejdskonsulenter, som har store kompetencer, men mangler livsglæde.

Kun livsglæde kan skabe levende sammenhængskraft i et samfund, men hvor kommer den fra? Jeg tror den kommer fra opmærksomhed over for de konkrete mennesker, man lever sammen med i en gensidig menneskelig afhængighed, og fra opmærksomhed over for den natur, vi lever i et lige så elementært og gensidigt afhængighedsforhold til.

Det er en kilde til stadig livsglæde, at andre menneskekroppe er lige så afhængige af os, som vi er af dem. Der kan være beregning i kun at ville gøre mod andre, hvad man vil have gjort mod én selv, men hvis man ser et andet menneske i øjnene og rører ved det, løber livsglæden af med én, hvis ikke man er en kold skid, som går gennem livet med lukkede øjne og stramme hjerte- og lattermuskler.

Naturen går heldigvis for det meste over optugtelsen i det konkrete møde mellem mennesker. Det er nok fordi den store levende natur uden for os er en kilde til livsglæde, som det er næsten er umuligt ikke at blive fyldt med, hvis man lever med sanser, der ikke er blevet stoppet til at alle de alvorlige mennesker, vi møder i skolen, på kurser, i aviserne og på skærmen, og som vi skal lære at le af, hvis vi vil leve i det livsglade samfund.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *